Assassin's Creed: Brotherhood

Den selvsikre gangart bliver på et splitsekund til en lynhurtig ilen gennem gader og over tage. Et hvidt lyn farer over husene parallelt med et intetanende offer på gaden nedenfor. Hvis Leonardo Da Vinci havde opfundet en pulsmåler ville den være i det røde felt. Det stadig intetanende offer slentrer mod sit favorit-bordel, men fremfor en korset-bærende skøge bliver hans næste intime møde med den dødeligste mand i Rom.

Assassin's Creed: Brotherhood er en direkte efterfølger til to'eren, et fremragende spil der eliminerede adskillige klagepunkter fra sin forgænger. Der er ikke forfærdeligt meget der har ændret sig siden vi sidst så Ezio, eller Desmond for den sags skyld. De grundlæggende mekanikker for at løbe, ride, samt ekstra aktiviteter er i god behold, men der er visse nye tiltag der både går godt i spænd med historien og åbner op for endnu flere aktiviteter.

Historien samles op direkte efter to'erens noget spøjse afslutning. Ezio er en glad mand, der er på vej til en tidlig pension i det smukke Monteriggioni. Desværre for hans fremtidsplaner har Cesare Borgia, Rodrigo Borgias søn og general for pavestatens tropper, en umættelig sult for magt. Bedst som Ezio har fundet sig til rette efter mange års kamp mod tempelridderne bliver Monteriggioni belejret. Ezio gør sit bedste, men for alt sit heltemod ender han skudt og mørbanket.
Machiavelli, La Volpe og andre af Ezios trofaste hjælpere dukker op kort efter hans ankomst til Rom, og som stor tilhænger af serien og renassænce-eskapaderne især, er det fantastisk at se slænget samlet igen.

Assassin's Creed: Brotherhood skuffer bestemt heller ikke hvad angår historien. Skurkene er stadig Borgia-familien, en flok amoralske, utroværdige og gemene mennesker, men i løbet af historiens gang viser selv den bundrådne Cesare sårbarhed. Højdepunkterne transporterer spilleren direkte til Rom i 1500-tallet med en blanding af historiske referencer, en smule humor og skøn dialog fra personer der virker ægte, ikke blot på grund af den flotte præsentation, men personligheder der formår at bryde ud gennem skærmen.

Udenfor Animus'en er sagen en anden. Desmond og de andre føles mere helstøbte end sidst, men det er stadig det svageste led i en ellers fremragende fortælling. Desuden virker enhver situation, hvori en karakter med stemmearbejde af Nolan North klatrer rundt i ruiner i selskab af en pige med ben i næsen, så bekendt at det var svært at tænke på andet.

Hvad der ikke huer mig ved Assassin's Creed: Brotherhood er de langhårede sci-fi/Dan Brown-elementer der kommer på tale gang på gang. Animus'en kan sagtens komme afsted med sin DNA-hukommelse og andre mere eller mindre fjollede ting, fordi det virker i historien. Men der var flere tidspunkter undervejs, hvor jeg krydsede fingre for at det ikke var seriens fremtid, jeg fik et glimt af.

Det første Assassin's Creed blev klandret for en alt for ensformig oplevelse, to'eren rettede op på dette, og nu sætter Brotherhood sømmet i kisten på det klagepunkt. Du kommer selvfølgelig ud for at skulle forfølge dit offer, for derefter på den mest stilfærdige manér at afslutte deres vederstyggelige eksistens. Det er måden du gør det på, samt muligheden for nu at opfylde et specielt krav der kan åbne op for Ezios fortrængte minder. Det er en glimrende mulighed for at få indblik i hvad der har formet Ezio som person, samt de ofre han har måtte gøre.

Ezio er kommet langt siden hans spæde start i snigmordernes fold, en kort bemærkning om hans fremskredne alder tidligt i spillet gav mig såmænd også et stort smil på læben. I renassæncen troede de tydeligvis ikke på at en gammel hund ikke kan lære nye tricks, for Ezio har i denne omgang adgang til et endnu større arsenal end tidligere. Armbrøsten er specielt kærkommen, uhyggeligt præcis og en sand livredder hvis en næsvis vagt skal til at råbe efter hjælp.

Gameplayet er også blevet løftet. Det halvpassive kamp-system, der var et spørgsmål om at udløse et modangreb på rette tidspunkt og ellers gentage det til solen stod op, er blevet gjort langt mere offensivt. Ezio kan nu komme ind i en rytme af dødelige angreb. Hvis du som øvet spiller tager fuldstændig kontrol over kampene han kan hoppe omkring og udføre ufatteligt flydende bevægelser. Tænk Batman: Arkham Asylums kampsystem, dog med kortere rækkevidde, men med død i stedet for hovedpine til følge.

De undertrykte borgere i det Borgia-styrede Rom skal inspireres til at yde modstand. Ezios drengede charme, der er i god behold på trods af at han er trådt ind i fyrrene, skal hjælpe med præcis dette. Du kan rekruttere nye medlemmer til ordenen, hvorefter de kan assistere på missioner, eller også kan du sende dem rundt i verden på missioner. På trods af at det hele bare er et kort, med lidt tal og en kort beskrivelse af hvad der sker er det et af de tydeligste mål for at Ezio er blevet meget mere end bare en drabelig skørtejæger.

Der er masser af ting at lave i Assassin's Creed: Brotherhood, den direkte vej gennem historien kan klares på godt og vel femten timer, men dertil er der masser af sidemissioner, ikke mindst sabotage-missioner, der skal skille Cesare af med Leonardo Da Vincis krigsmaskiner.

Hvis du ser dig selv som en farlig karl, er det måske på tide at vise dine færdigheder mod virkelige mennesker, frem for digitale sild i en tønde. Det er nu muligt at teste dine færdigheder som snigmorder en gang for alle. Hvad der i denne skydespils-befængte verden virker som en langsom omgang katten efter musen viser sig hurtigt at være en kæmpe fornøjelse. Det er vitterligt intenst at skulle forfølge et offer uden at afsløre dig selv, og samtidig holde øje med hvem der er efter dig. Hvis det går specielt godt kan du ende med hele fire forfølgere, hvilket i den grad sætter paranoiaen i vejret.

Det er dog mere end bare at løbe rundt i ring efter hinanden, forskellen på denne multiplayer og så mange andre er at du og dit offer kan være velvidende om hvor hinanden er, men hvem er laver den første bevægelse og sætter jagten i gang er hvor taktikken kommer ind i spillet. Der bliver hurtigt låst op for midlertidigt at kunne skifte udseende, et uhyre effektivt middel hvis det er timet lige efter et sving der sætter dig udenfor din forfølgers synsvinkel.
Der bliver også givet point alt efter kvaliteten af drab, et lynhurtigt drab fra skyggerne giver maskimale point, mens et klodset og beskidt drab efter en lang jagt giver langt færre point. Det passer spillet unægteligt godt at belønne finesse og det giver selv de mest utålmodige spillere en god grund til at tænke sig om før de løber rundt som en anden tosse.

Renassæncens Italien er stadig en underskøn ramme for lyssky aktiviteter. Roms vartegn, som Colosseum og andre ruiner fra imperiets tid, er fænomonalt gengivet. Det er dog ikke den samme oplevelse at vandre fra Vatikanets hvide tegl og epokegørende arkitektur til de landlige samfund, der pletter landskabet udenfor de tæt befolkede distrikter.

To'erens mangfoldige byer, Venedigs kanaler, Forlis mudrede sump og Toscanas kompakte byggeri bød på mere varierede omgivelser end det kæmpe stykke af hovedstaden der, udover nogle afstikker til specielle missioner, udgør jagtmarkerne for Ezio.

Som tidligere nævnt er persongalleriet helt i topklasse, i høj grad takket være det fantastiske stemmeskuespil. Nogle vil måske finde de italienske accenter for overdrevne, men i mine ører er der meget få ting der kan gøres bedre. Cesare og Rodrigo Borgia formår især at tage spilleren ved struben når de indtager en scene.

Den sværeste opgave for denne anmelder har været at holde sin entusiasme under kontrol. De få klagepunkter jeg har, har været til stede siden seriens start. Nogle gange hopper, klatrer eller løber man simpelthen ikke efter planen, hvilket kan ende med brækkede knogler, eller en tur tilbage til sidste checkpoint. Det sker ikke så ofte som det har gjort, men man kan stadig komme i tvivl om man selv gør noget forkert, eller om den vindueskarm man har i øjet virkelig er udenfor rækkevidde.

Da Assassin's Creed: Brotherhood begyndte at snurre i maskinen, var jeg spændt på om det kunne leve op til den høje standard jeg har vænnet mig til fra serien. Nu sidder jeg og overvejer om jeg kan kalde det seriens bedste udspil, og i videre udstrækning om det skal have topkarakter. Hvis du kunne lide de foregående spil er der ingen tvivl om at du vil syntes om dette. Hvis du har været på vippen om at give det en chance kan jeg kun give de varmeste anbefalinger