Assassin's Creed IV: Black Flag hands-on

Dette er ikke vores første tur til det Caribiske Hav. Vi har før fået en smagsprøve af Black Flag - udover de mange spalter vi allerede har skrevet ud fra præsentationer - på Gamescom. Men det var en korte, guidede ture gennem nogle af missionerne og sideopgaverne. Det åbne hav lokkede indbydende, men for et spil bygget om free-roaming var vores tid med det frustrerende kort og lineær.

Men der er gået en måned, og dengang som nu sidder vi med en PlayStation 4-controller i hånden. Denne gang er tiden vores eneste begrænsning: vi har to timer. Derudover kan vi gå og sejle hvorhen vi vil.

Vores 120 minutter er fordelt nogenlunde ligeligt mellem to sekvenser, der foregår et stykke vej (udviklerne indrømmer efterfølgende, at de havde svært ved at vælge hvilke sekvenser, de skulle kombinere til denne demo, eftersom de ikke vil afsløre starten men heller ikke kaste folk ud på dybt vand). Sekvens 3 lægger vægt på sejlads og udforskning, mens sekvens 6 fokuserer på dele af historien i og omkring Nassau, hvor skibsdækket bliver skiftet ud med sandstrand og sump. Vi styrer selv balancen mellem de to. Medlemmer af udviklingsholdet gør opmærksom på tiden efter en time, men ellers holder de sig i baggrunden og lader os bestemme, hvordan vi bruger vores tid.

I løbet af de to sekvenser (der foregår med tre års mellemrum i spillets tidslinje, 1715 og 1718) får vi prøvet alle spillets overskrifter: søslag, dykning efter skibsvrag, målsporing, snigmord. Gameplayet kender vi, bortset fra dykning, allerede fra tidligere spil, men de har fået ny rækkefølge i Black Flag og er bygget ind i en større fornemmelse af opdagelse.

Det er tydeligt fra begge sekvenser, at vi hurtigt kommer til at holde af det nye mandskab i Assassin's Creed. Connor og det kosteskaft, han permanent havde oppe i røven, er heldigvis fejet til side til fordel for den skalkagtige og selvsikre bedstefar Edward. Hans ligemænd skinner også fra starten. Vi møder Benjamin Hornigold, der lærer Edward om et par pirattricks i Sekvens 3, og den brutale Sortskæg, der ved alt om vigtigheden i det teatralske i Sekvens 6. Nok er deres personligheder overdrevne, men de springer ud af skærmen på en måde, som tidligere "historisk nøjagtige" figurer sjældent har gjort. Det lader til at underholdning er i højsædet frem for undervisning denne gang. Vi har ikke været i så godt selskab siden vi var på eventyr med Ezio og hans folk i Assassin's Creed II.

I 3 stifter vi bekendtskab med det opgraderingssystem, der er til rådighed både for Edward og hans skib, Jackdaw. Vi sætter ud mod Abaco Island, en lille ø der kan krydses i løb på 30 sekunder, men som byder på skjulte skatte, et synkroniseringspunkt og dyreliv. Det er sidstnævnte, vi er her for.

Missionens mål er nævnt på skærmen. Vi skal dræbe et par iguanaer og ozelotter, og bruge resterne af dem til at opgradere vores hylster, så vi kan bære to pistoler. Samtidigt er der valgfrie delmål inden for missionen - som for eksempel at udføre et snigmord på en ozelot fra luften. Alle missioner har disse delmål, for at byde på lidt variation og ekstra belønninger.

En ny, overraskende tilføjelse er en femstjerners vurdering efter hver mission. Det er til dels en forlængelse af din nutidsfigur, der arbejder for Abstergo Entertainment og tilgår gamle minder gennem Animus-systemet. Udviklerne forklarer karaktersystemet som det massivt strømlinede resultat af det, der oprindeligt var et mange siders spørgeskema, spillerne skulle udfylde. Men systemets sande formål er at give udviklerne direkte feedback fra spillerne. Selvom det ikke giver en detaljeret eller specifik forklaring af hvad der ikke fungerede i en given mission, giver det skaberne mulighed for at se hvilken slags missionstyper, der virker, og hvilke der ikke gør, hvilket får indflydelse på fremtidigt indhold, og endda lader dem gå tilbage og patche de missioner, der skraber bunden med en enkelt stjerne.

På øens strand - og det gælder faktisk alle de øer, vi besøger - ligger der en lille båd, der giver mulighed for lynrejse tilbage til Jackdaw. Eftersom skibet ligger for anker et stenkast fra kysten, virker det som en mærkelig tilføjelse. Tiden man sparer er minimal, og det underkender den illusion, der er hele oplevelsens største trækplaster: at kaste anker hvor som helst og hoppe over bord, og svømme tilbage og klatre tilbage på skibet og sætte kurs mod et nyt eventyr. På den anden side nævner en kollega, at de foretrækker at fast-travel er tilgængeligt fra starten, da de ikke bryder sig om at sejle - så måske er det ikke alle, der er solgte på store dele af Black Flags gameplay.

Det er den del af spillet, der trækker mest i os, men vi kan godt se hvordan det kan blive kedeligt i længden. Assassin's Creed III's sejlads kom i portionsstørrelser, en valgfri sideaktivitet hvor man blev kastet ud hvor tingene foregik. At opskalere omfanget fra Amerikas kyst til hele det Caribiske Hav kan betyde, at der er længere mellem actionen. Det her er dog ikke Sailing Simulator, og i løbet af vores session kan vi se hvordan holdet prøver at minimere kedsomheden ved langturssejlads.

For det første er det sjældent at der ikke ligger en skygge af en ø i horisonten, eller at man ser sejlet fra et potentielt bytte i det fjerne. Nogle gange får man begge dele: vi finder en flåde af søværnsskibe, der ligger i en bue rundt om en lille ø, og beskytter en af deres egne, der er gået på grund. Selv til søs er der områder med sejlforbud, og brigger lidt klar til at jage dig tilbage i frit farvand. Vi får et kort glimt af liv under vand, da bobler fra en ellers uset undersøisk gigant flyder på overfladen i lige linje. Andetsteds ser vi et par delfin-finner svømme nær en lille ø.

Som små brødkrummer strøet ud over havet, finder vi skatte mellem alle disse ting: tabt gods der kan udfylde ens lagre, skibbrudne der kan reddes og føjes til besætningen. Man skal blot trykke på en knap, når man sejler forbi dem. Minikortets hjørner er fyldte med ikoner og spørgsmålstegn, der viser interessepunkter. Sejler du forbi en ø, panorerer og fokuserer kameraet automatisk på dem for en kort stund (hvilket forhåbentlig kun sker, den første gang man besøger et område).

På PS4 er havet billedskønt, det bølger og bugter efterhånden som vejret skifter. Stormvejr ruller hurtigt ind, og sænker nogle gange sigtbarheden markant med dis og tåge, hvilket alt sammen modvirker dit skibs ellers høje topfart, og tvinger dig til at dreje og sno dig ind i bølgerne for at kløve dem. I disse storme møder vi to farer. Cykloner, der snurrer henover havet og kræver hurtige kursændringer for at undgå (vi drejede kameraet, da en af dem passerede os, og så hvordan et andet skib blev flået i småstykker af det hvirvlende monster). Vi ser flere af dem inden vores tid med spillet er ovre. Kæmpebølgen ser vi derimod kun én gang.

Disse giganter kryber ind over horisonten og tårner sig op. De er store nok på afstand og enorme tæt på. Vi får besked på at sejle direkte ind i dem for at ride på toppen og undgå skade. Efter stormen rinder ud, bemærker vi at vi instinktivt har krummet tæer og spændt vores muskler.

Vi lærer at bruge kikkerten, der har et særligt talent for at oplyse hvad et givent skib sejler rundt med. Man lærer hurtigt at genkende skibstyper (frigatter, slagskibe) på deres udseende, men uden kikkerten er deres last en gåde. Udover tømmer, tønder og så videre, nævner den også skibets level - et enkelt tal, der fortæller om det let kan plyndres, eller om der er tale om et hårdfør, kanonlæsset krigsskib.

Adskillige level 17-brigger patruljerer på havet, og de sejler aldrig langt fra hjælp. Mange møder ender med at vi flygter, da vi hurtigt kommer i undertal. At opgradere skibet, forstærke skroget og våbnene, er den eneste vej til at overleve disse kampe.

Slagene er lige så gode som i forgængeren. Man cirkler rundt om hinanden, jagter eller lader fjenden jage. Der er våbensæt på hver side af skibet for at tage højde for enhver situation. Vi har brugt de fleste af dem i ACIII, men vi nyder at kaste ildtønder ud bag os, og se vores modstandere banke ind i dem (eller selv at skyde dem i stykker, når fjendtlige skibe sejler forbi). Vi holder vejret, når et skibs rambuk misser vores skrog med få meter. Vi tager fjendtlige matroser ud med geværer få øjeblikke inden vi border. Det er spændende sager.

Men vi sætter spørgsmålstegn ved hvor meget mere, her kan være, hvor meget vi stadig ikke har set. At tackle de større konvojer (som en kroejer markerer på ens kort mod betaling) bliver et spørgsmål om at opgradere ens skib nok til at modstå skaden - taktikken har tilsyneladende ikke ændret sig det store. Hvis søslagene er en meget større del af ACIV, har de brug for mere variation.

Mindre heldigt er det at dykke efter skibsvrag. De er markeret på kortet og kan nås, hvis man køber en dykkerklokke og dykker ned på havbunden i jagt på skatte. Her er et element af tidspres, da man kun har den luft, man kan holde i lungerne, og man også skal undgå rovdyr. Styringen af Edward er akavet, og den resulterende mangel på selvsikkerhed betyder, at turene til luftlommer er mere desperate end arrogant præcise. Det bekvemme søgræs, man bruger til at gemme sig fra hajer, er tydeligvis placeret af hensyn til gameplay snarere end en raffineret illusion om en naturlig verden.

Den tid, vi bruger sammen med traditionelle Assassin's Creed-bedrifter, er hvor de største bekymringer opstår. Man kan ikke sætte en finger på spilverdenens smukke rammer eller variation. Men i sidste ende har spillets kernemekanikker ikke ændret sig meget gennem fem år. Måske er det bare os, der ikke kan finde os til rette i gameplay-teknikkerne, men når man skal snige sig efter et mål, føles oplevelsen omstændig og alt for tilbøjelig til at ende i fiasko. Uanset om vi befinder os højt oppe eller forsøger at smutte fra busk til busk, ved vi at det uundgåelige vil ske, i en grad så vi holder op med at forestille os at vi kan gøre andet end at blive opdaget og dykke direkte ud i kamp.

I det mindste fungerer en del stadig solidt. At kæde slag på flere fjender sammen er kun set bedre i Arkham-serien. Vi kunne måske ønske os en bedre indikation af hvornår fjendens skydevåben er klar til affyring, men vi er også bevidste om, at vi her befinder os et godt stykke inde i spillet. Og selvom ACIV's forgænger ikke engang er et år gammelt, er vores teknikker rustne.

Uden for kamp kan man til dels godt bemærke de begrænsninger, den nuværende konsolgeneration lægger på spillet, selvom vi spiller på PS4. NPC'erne er ikke lige så detaljerede som de centrale figurer, omgivelserne er en ujævn blanding af fantastisk udførte skove og mere grovfilede byer. Måske er det fordi, det stadig står så friskt i hukommelsen, men man kan ikke lade være med at tænke på GTA V og føle, at der mangler et eller andet i Caribiens liv.

Black Flag har en sympatisk rolleliste, en fremragende præmis, og har fundet frem til netop det, der er nødvendigt for at gøre sejlads på det åbne hav til en dejlig oplevelse (en ting Wind Waker ikke fik helt på plads). Vi ved allerede at vi kommer til at nyde det mere end Assassin's Creed III. Hvorvidt de maritime dele af spillet mister vinden i sejlene, efterhånden som vores tid med spillet når et tocifret antal timer, er dog en bekymring. En anden og større er, hvorvidt grundlaget, denne favre nye verden er bygget på, stadig er søværdigt her på randen af et generationsskifte.