Assassin's Creed Mirage

Med Assassin's Creed Mirage virker det på mange måder som om, at serien er tilbage, hvor det hele startede for omkring 15 år siden. Vi er tilbage i Mellemøsten, der er igen fokus på stealth, parkour og akrobatiske snigmord og det hele er langt mere fokuseret, end de seneste spil har været.

Assassin's Creed Mirage udspiller sig i det 9. århundrede og foregår hovedsageligt i Bagdad, i forstæderne og i små landsbyer uden for bymurene. Bagdad var dengang et knudepunkt for videnskab, kunst, innovation, handel og magt og man tager rollen som Basim Ibn Is'Haq, en ung og ambitiøs tyv fra en af Bagdads forstæder. Via nogle hændelser, som jeg ikke vil gå i detaljer med her, ender han hos broderskabet Hidden Ones i bjergene og efter en længere optræning af Basim, forklædt som en halvanden time lang tutorial, vender Basim tilbage til Bagdad, denne gang som en særdeles effektiv snigmorder. Hvis du synes du kan genkende navnet Basim, er det fordi at han havde en mindre rolle at spille i Assassin's Creed Valhalla, som udspiller sig lidt over 10 år efter Mirage.

Ubisoft er eksperter i at opbygge interessante og åbne spilverdener, og Mirage er ingen undtagelse. Ubisoft Bordeaux har her fået skabt en smuk udgave af Bagdad, som er skabt ud fra historiske dokumenter og andre byer i området i den tidsperiode, da Bagdad blev fuldstændig ødelagt under mongolernes invasion i 1258, så det er begrænset hvor meget man ved om byens layout på den tid hvor Mirage udspiller sig. Både Bagdad og byens forstæder er fyldt med flade hustage, små smalle passager, store menneskemængder og massevis af gemmesteder - nærmest en perfekt legeplads for en som Basim og enhver afkrog tigger om at blive udforsket.

Gameplayet er en blanding af nogle af de første Assassin's Creed spil og elementer fra de nyere spil. For det første er kampsystemet fra de senere spil bevaret og det betyder, at undvigelsesmanøvrer og præcist timede parader er meget vigtige at lære, hvis man skal have en chance mod fjenderne. Ud over forskellige sværd og sin skjulte klinge, får Basim også adgang til ting som kasteknive, røgbombe og pusterør, men det er tydeligt, at kampene er designet til at være en sidste udvej for Basim, da man kan meget hurtigt får på munden og man vil dø mange gange, hvis man kaster sig hovedløst ud massevis af kampe.

Det bedste er nemlig helt at undgå at komme i kamp. Man gemmer sig i høje bevoksninger, i de store menneskemængder, på hustagene eller ganske enkelt bare at holde sig i baggrunden og forsvinde rundt om hjørnerne i den tætte by. Der er desuden et "berygtethedsystem", hvor ulovlige handlinger bliver straffet og det gælder både hvis nogen ser at man dræber nogen, hvis nogen ser at man stjæler eller plyndrer en kiste. Efterlysningsplakater begynder at dukke op på vægge, og hvis der er vagter i nærheden, vil de civile advare dem om at man er i nærheden. Man kan stadig færdes nogenlunde sikkert via hustagene, men det er på tide at holde lidt lav profil. Hvis man fortsætter den skidte opførsel, vil der efterhånden blive placeret vagter og bueskytter på tagene og til sidst vil der blive sendt elitevagter ud i byen på jagt efter en og så er det slut med at færdes i fred. Så der lægges i høj grad op til, at man bevæger sig uset rundt og det er skønt at Assassin's Creed er begyndt at bevæge sig i den retning igen.

Missionsstrukturen minder om noget fra det allerførste Assassin's Creed, og den er bestemt ikke lineær. Missionerne forgrener sig og man kan til en vis grad selv bestemme, i hvilken rækkefølge man vil tage dem. Før man kan finde frem til ens primære mål, skal man efterforske ledetråde, lytte til vage beskrivelser af hvad man skal gøre, observere og udforske omgivelserne, smuglytte til samtaler og bestikke både fjender og handlende til at hjælpe en med at komme videre frem. Man kan også gøre brug af ens Eagle Vision, som er en slags 6. sans, hvor man kan fornemme og se fjender på den anden side af vægge og man kan sende ens ørn Enkidu højt op i himlen over Bagdad, så man kan spejde efter fjender, interessepunkter og meget andet.

Det meste af det her lyder som noget vi har hørt før - og det er det også. Det er dog herligt, at Assassin's Creed på mange områder er vendt tilbage til rødderne og kombinerer det med ting fra de nyere spil, for eksempel de milde rollespil-elementer, som også er at finde i Mirage. Her kan man opgradere blandt andet Basims våben, hans egenskaber og hans kastepile og pusterør.

Noget af det jeg godt kunne lide ved de første Assassin's Creed spil, var den historiske del hvor man kunne lære lidt om de bygninger, pladser og andet man kom forbi. Denne del er også igen at finde i Mirage, hvor man kan låse op for forskellige fakta om Bagdad, økonomien i byen (Bagdad var et handelscentrum), det daglige liv for byens indbyggere og byens syv fængsler, der var så rædselsfulde, at dem der blev dømt til fængselsstraf ofte tryglede om korporlig afstraffelse i stedet for at blive sendt i et af de berygtede fængsler. Hvis man gider bruge tiden på det, kan man faktisk lære noget om livet i Bagdad og i Mellemøsten for mere end 1100 år siden.

Før jeg fik spillet i hænderne, var jeg ikke så imponeret over den visuelle side - set ud fra trailere og den slags. Men efter at have set det live på PlayStation 5, så må jeg lægge mig fladt ned; det ser virkelig lækkert ud. Bagdad er en stor by og den er fyldt med massevis af detaljer; små snævre passager, store åbne markedspladser, hyggelige baggårde med små springvand, en kæmpe bazar fyldt med handlende og de velkendte punkter, som skal synkroniseres. Byen er støvet og man fornemmer næsten heden når man ser solen skinne igennem støvet i luften; det er virkelig en smuk legeplads, Ubisoft Bordeaux har fået skabt.

Man kan spille i to forskellige grafikindstillinger; Quality og Performance. Quality byder på lækker grafik og 30 fps mens Performance byder på lækre 60 fps men ved lidt lavere visuel kvalitet. Jeg bemærkede at begge modes havde lidt slowdown ind imellem, men det var ikke noget som forstyrrede og jeg spillede langt det meste af tiden i Performance Mode. Uanset hvilken indstilling man vælger, støder man igen på de lidt bizarre open-world glitches som NPC'er der pludselig forsvinder ud af den blå luft, en ko der står oppe på et rækkeværk og andre grafiske svipsere og selv om det komisk at se på og en smule forstyrrende, så betyder det i det store hele ikke noget for spillet.

Som en sjov lille hyldest til det første Assassin's Creed, kan man i menuen aktivere et AC1 filter, så Mirage får det samme blålige look som det første Assassin's Creed havde. Lydsiden er glimrende, med et fint mellemøstligt soundtrack, stemmerne fra hovedpersonerne er fine, selvom dialogerne nogle gange er lidt tåkrummende. Lyden fra livet i byen er også glimrende, så denne del er helt som forventet.

Assassin's Creed Mirage indeholder en Animus Store, hvor man kan købe nye våben, nyt tøj til Basim, skins til ens ørn og andet. I review-perioden op til udgivelsen, var der udelukkende ting i butikken, som man havde optjent og låst op for i spillet og som kunne ankaffes via Ubisoft Connect. Om der senere kommer indhold, som koster penge er uvist og under alle omstændigheder virker det som om, at det blot er kosmetiske ting man vil kunne købe, som ikke giver nogen fordele i spillet.

Assassin's Creed Mirage er en glimrende reboot af serien. Som nævnt tidligere, har Ubisoft Bordeaux plukket de bedste ting fra 15 års Assassin's Creed og smeltet det sammen til en fortsættelse af serien. Fordi nærmest det hele er genbrug (og det må ikke forstås negativt), så er der heller ikke så meget nyt under solen, og det hele føles i høj grad som Assassin's Creed - mere end det har gjort de sidste flere år. Og det er bestemt positivt i min bog.

Med Assassin's Creed Mirage beviser Ubisoft, at de er i stand til at holde liv i serien ved blot at ryste posen lidt. Der er, som sagt, ikke meget nyt under solen, men det er en lækker og mere fokuseret oplevelse, som alle old-school Assassin's Creed fans formentlig vil sætte pris på. Og så sælges det til en god pris på under 400 kr.