Asterix at the Olympic Games

OL er overstået og dermed for de fleste også interessen for samtlige OL-relaterede spil. Beijing 2008 kan snart købes for en hund ved din lokale spilpusher og det samme gælder Summer Athletics. Så hvorfor udgive endnu et spil, der lever højt på De Olympiske Lege, nu hvor legene er overstået? Faktisk er Asterix at the Olympic Games (AOG), ikke bare et OL-spil, der er orienteret mod det yngre publikum, men derimod det obligatoriske licensspil til filmen af samme navn. Filmen har let og elegant sneget sig uden om hele verdens biografer og er kommet direkte på DVD. Jeg har ikke set filmen, eller nogle af de franske Asterix-spillefilm, for den sags skyld, men hvis de er ligeså jævne og uinteressante som spillet er, så er jeg ikke gået glip af noget særligt..

Før jeg gør eller siger noget andet, så lad mig lige være sikker på at vi er på bølgelængde på ét bestemt punkt, inden du læser dig videre gennem de næste afsnit: Et 5-tal er ikke noget dårlige spil får. Ødelagte, uspillelige eller frustrerende spil får mindre og da skalaen som bekendt går til ti, er et 5-tal, meget åbenlyst, i lige smask i midten af det hele. Ikke godt, ikke skidt, men blandet. Og til en vis grad også lidt forvirrende at beskrive i en anmeldelse. Men er vi enige om det med 5-tallet? Godt, jeg fortsætter.

For at starte, ja, fra starten, så er AOG et co-op spil, med alt hvad det indebærer. Asterix og Obelix følges ad gennem tykt og tyndt og har du ikke en ven til at snuppe den anden controller, klarer den kunstige intelligens jobbet ganske udmærket. Langt hen ad vejen leverer spillet også præcis, hvad man kunne forvente af et Asterix-spil og et platformsspil i det hele taget. Der skal indsamles dingenoter, en pokkers masse romere skal have på tæven og at OL spiller en væsentlig rolle, kommer vi næppe udenom, så forskellige sportslige discipliner skal de to helte også igennem. De fleste discipliner er givne, så som 100 meterløb, der udkæmpes på bedste (eller værste) Track & Field-manér. Det er begrænset hvor meget OL jeg så i år, men jeg er dog ret sikker at kapløb i stridsvogn og se-hvor-mange-romere-du-kan-tæve-på-et-minut ikke var med ovre i Beijing, men de er i hvert fald kommet med her.

Og nu hvor vi er ved emnet om at tæve romere fra sans og samling, så lad os blive lidt der, for det er faktisk det mest vellykkede aspekt. Alle Cæsars legioner er naturligvis ingen prøvelse for de to gale gallere og på bedste tegneseriefacon, kan romerne svinges over hovedet og så bowles ind i en gruppe af deres kammerater, eller du kan give dem så hård en uppercut at de flyver til vejrs, mens deres sandaler stadig står tilbage på jorden. Charmen fra tegneserien er bibeholdt flot og uden den, havde der heller ikke været noget at komme efter i AOG.

Sagen er at resten af spillet er så standard og middelmådigt, at det næsten er utroligt. Skulle man skrive en bog om AOG, kunne den kun hedde "Platformsspil for Dummies" for meget mere er her simpelthen ikke at hente. Enkelte gåder, hvor du f.eks. skal navigere Obelix over på forskellige trykfølsomme plader, der aktiverer afsatser, som Asterix kan kravle hen ad, fremstår som udmærkede, da de kræver løbende skift mellem de to personer og derfor kræver lidt snilde og timing. Derudover er samtlige platformssektioner så standard og skåret ind til benet, faktisk støvsuget for overraskelser, at det hurtigt bliver trivielt.

Jeg gennemførte spillet alene, og det var måske meget godt, for de opgaver, der kræver samarbejde mellem Asterix og Obelix, kan hurtigt blive kedelige hvis man er to, da den ene altid bare venter på at den anden bliver færdig. Eksempelvis når Obelix skal trække i et reb fastgjort til en lift som Asterix sidder i, for at kunne nå op til ellers ufarbare højder, så sidder Asterix bare livløst venter og senere i spillet kan det godt strække sig over et par minutter, hvor den ene spiller bare har værsgo at glo ud i luften. Det er skidt design og burde have været sorteret fra.

AOG er en kort fornøjelse, der kun tog mig en dag at storme igennem. Samtidigt er multiplayerdelen begrænset til de discipliner, du støder på gennem singleplayerdelen og ingen af dem kan spilles over nettet. Udover et par ugennemtænkte designvalg, er der ikke noget, der er direkte skidt, men alt andet er bare så jævnt og set og gjort tusind gang før, at appellen kan ligge et meget lille sted. Det bliver aldrig frustrerende, men bestemt heller ikke interessant. Det er en skam at Miraculix spiller så lille en rolle i historien, for ellers kunne han måske have tilført Asterix at the Olympic Games en ordentlig sjat trylledrik.