Asterix & Obelix XXL 2: Mission Las Vegum

Enhver med det mindste kendskab til de mange Asterix-albums ved udmærket godt, at seriens DNA er dens evne til at parodiere. Lige under overfladen lurer der helt andre beskeder, verdensbetragtninger og små historier. Det var sådan Uderzo and Goscinny konstruerede deres tegneserier, og det var det, der sommer efter sommer bandt mig til en for længst udtjent drømmeseng, når jeg partout skulle slæbes med i sommerhuset.

I spilverdenen er parodier fuldstændig ukendte. Ja, der eksisterer kønsløse kopier af velkendte klassikere, se blot på The Great Giana Sisters, der havde mere end en hånd ned i arbejdsbukserne på verdens nok mest kendte blikkenslager Mario, men er det en parodi? Nej, det tenderer vel nok nærmere til tyveri. Parodier er lavet med kærlighed til originalmaterialet og med en stor forståelse for, hvorfor det er værd at parodiere. De er fyldt til randen med humor, charme og det helt specielle glimt i øjet.

Det er den slags parodi, franske Etranges Libellules, teamet bag det oprindelige Asterix & Obelix XXL, prøver at presse igennem i opfølgeren med den spøjse titel Mission Las Vegum. Her traves der med lethed gennem mere end 25 års spilhistorie, i et forsøg på at hædre de mange spilikoner, der har sat evige spor på nethinden. Allerede fra åbningsscenen, der i øvrigt er fabelagtig lavet, slår holdet tonen an med Sam Shieffer, en romersk spion komplet med nattesyns-romerhjem og den klassiske snigerstil. Ubisoft kan ikke andet end at trække på smilebåndet over den smukke gestus.

Da Asterix og Obelix senere indtager udkanten af Las Vegum, et forlystelsescenter skabt af Julius Cæsar selv, står det på flere letgenkendelige øjeblikke. Store bronzebomber med Bombermans udødelige ansigt er et af de lettere indslag at få øje på, mens Sonic-kostumet, der snurrer rundt i et romersk renseri, kræver lidt mere af de slidte spiløjne. Til gengæld kan enhver med bare det mindste antal spil under bæltestedet finde Mario og hans sindrige FLUDD-vandpumpe, der gjorde sin entre i Super Mario Sunshine. Referencen til det legendariske Tetris er heller ikke svær at finde. Selv den gule ost Pacman kigger forbi, og har man en forkærlighed for Soul Caliburs Voldo, så er han også til at spotte.

Det er derfor yderst skuffende at opdage, at Asterix & Obelix XXL 2: Mission Las Vegum prøver at camouflere den ellers solide humor og de mange referencer i et yderst skabelonskåret platformspil, der hverken kan eller vil opfinde den dybe tallerken. Romerhjelme indsamles i hobetal, visse diamanthjelme viser sig fra tid til anden på de mest opskure steder, og så er der naturligvis en bunke guldmønter at samle op. Det her er platformspil som de var for fem år siden. Kameraet driller, hoppene kan ikke udføres så præcist, som man gerne ville have, og kampsystemet er mildest talt skrabet.

Opfindsomheden mangler også i opgaverne, der for det meste betyder, at Asterix og Obelix skal smøge ærmerne op og uddele tæsk til et vist antal romere. Trylledrikken er dog inkluderet, og fungerer ganske godt. Når du indtager superdrikken sættes kampene op i tempo - for dit vedkommende - og så er det ellers bare at løsne et par skælvende romere fra deres fodformede sandaler. Der er også mulighed for løbende at skifte mellem Obelix (der som bekendt ingen trylledrik må få) og Asterix, men det var stort set kun gådesituationer jeg fik lyst til, og nogle gange også nødsaget til at skifte karakter. Og når vi nu er ved gåderne, så lad mig med det samme slå fast, at de er variationer over noget du allerede har gjort hundredvis af gange i andre spil.

Heldigvis kan der nå at ske meget med spillet. Asterix & Obelix XXL 2: Mission Las Vegum lanceres nemlig først i oktober måned, og den kode jeg har haft snurrende i maskine er tidlig. Alligevel har jeg svært ved at tro, at Etranges Libellules når meget længere i deres bestræbelser på, at fusionere verdens første spilparodi med et bare nogenlunde begavet platformspil. Men lad os nu se.