Asterix & Obelix XXL 2: Mission Las Vegum

Manden, der pludselig dukker op fra buskadset, er iført røde overalls. Han er buttet, har en rød kasket, en fint mustache og en vandtank på ryggen. Han virker utroligt bekendt, gør han ikke? Var han ikke den svampespisende blikkenslager, der nu går både Beckham, Federe, Tiger Woods og endda Fred Astair i bedene? Åbenbart ikke, for selvom ligheden er slående har denne soldat i den store kejserlige hær, og romere skal jo bare, som enhver læser af Asterix-tegneserier kan bekræfte, have nogle tæv.

Asterix og Obelix XXL 2: Mission Las Vegum stjæler med arme og ben fra andre spil med hensyn til grafik og idéer. I mange andre spil havde så åbenlyse "lån" ikke været noget at grine af, men Asterix og hans tøndeformede kompagnon gør det så charmerende, at man ikke kan lade være med at smile af det.

Legionæren, der slående ligner Mario, er ikke det eneste lån i spillet.
Landsbyens druide Getafix forråder øjensynligt sine meddruider og slæber dem til Rom. Det opdager Asterix og Obelix, da den romerske spion Sam Shieffer, der har et fint sæt glødende grønne natsynsbriller, afslører at Getafix befinder sig i Cæsars nye store forlystelsespark Las Vegum, en by helliget spil. De er skøre de romere, som Obelix tørt konstaterer.

Mariolegionæren og Sam Shieffer er ikke de sidste spilparodier der er at finde, og hvis man har øjnene på stilke og ser godt efter, kan man finde elementer der er relateret til andre spil. Hvide bautasten med grønne prikker ligner på forunderlig vis Yoshis æg, sværdet fra Maximo er at finde i et romersk lagerhus og jeg kunne blive ved. Parodierne rangerer mellem ualmindeligt åbenlyse, som Cæsars stikirenddreng Larry Croft, der kommer komplet med en lyseblå latexagtig top, der dog ikke dækker hans fine topmave, og et par korte brune shorts, til de skjulte, som vægkunst der minder kraftigt om Jak og Daxter eller Raziel fra Soul Reaver. Det er parodierne der får én til at spille videre; for hvem ved hvilket spil der parodieres næste gang?

Parodierne hjælpes både af en glimrende grafisk side og et underfundigt manuskript. Der er lagt en hel del energi i at lave omgivelser og personer, der ligner kendte spilikoner kraftigt, men som lige mangler et eller andet. Det trækker i smilebåndene, når et stort grønt rør fører Asterix og Obelix ned i underverdenen, hvor gulvet er belagt med mosaikker forestillende plettede kødædende blomster, paddehatte og stjerner med ansigter. Hvis omgivelserne har fået opmærksomhed fra udviklerne, så har personerne det også. Asterix, Obelix og de andre gallere har nok aldrig tidligere set så godt ud i 3D.

Manuskriptet er ligeledes udformet med en god portion humor og selvironi. I begyndelsen fortæller Sam Shieffer eksempelvis at spilleren, for at udføre et angreb, skal trykke på en knap, hvorefter Asterix fortæller Obelix, at han egentlig er ret bekymret for Shieffer. Hvem taler han til, og hvilken knap taler han om? Lydeffekterne har tydeligvis lånt inspiration fra andre spil, hvilket forklarer hvorfor Mariolegionæren skriger "Mammamia" når han slynges ud af banen, eller hvorfor den blå legionær med den piggede hjelm og de to gyldne ringe i hænderne mistænkeligt lyder som lydeffekterne i Sonic. Grunden til man accepterer tyveri af lydeffekterne er simpelthen fordi det er gjort med en elegance og et glimt i øjet.

Grafikken og lyden er solide og morsomme oplevelser, mens gameplayet desværre ikke holder helt samme standard. Det er meget svært at kamuflere at spillet i det store hele går ud på at tæve romere i hobevis. Nogle fjender kræver en anden taktik, som eksempelvis de store centurioner i guldrustning, der kun er sårbare, når de angriber. De fleste fjender kan dog nedlægges ved at bruge standardangrebet, eventuelt krydret lidt af de sekundære angreb.

Som i det sidste Asterix-spil taber nedlagte romere valuta i form af hjelme, og disse kan enten bruges i enarmede tyveknægte, til at købe sig videre adgang i spillet eller forskelligt ekstramateriale i form af postkort fra Las Vegum.

Slå på tæven-elementet bliver krydret af lidt opgaveløsning, og mens dte måske ikke reducerer hjernen til en grå masse af bare anstrengelse, giver det et herligt og tiltrængt afbræk. Hvis Asterix & Obelix: Las Vegum havde kildet den logiske muskel lidt mere, havde gameplayet bedre levet op til grafikken og den finurlige lydside og så havde vi haft det ultimative Asterix-spil.