Astro Boy

Sorg kan få folk til at gøre mærkelige ting. Da den excentriske Dr. Tenma mister sin søn er sorgen så uudholdelig, at han beslutter sig for at lave en robot-klon af sin afdøde søn. Ikke nok med det, så har Tenma også store planer for purken. Han skal være konge i en ny verdensorden, hvor robotter hersker og hvor mennesker er hensat til ydmyge eksistenser som slaver. Den gode Dr. O’Shay vil det dog anderledes. Han kidnapper den lille robot-purk i den gode sags tjeneste, giver ham navnet Astro Boy og opdrager ham til at kæmpe for fred og retfærdighed.

Hans diminutive størrelse og den kendsgerning, at han kun render rundt i et par røde støvler og underbukser skal man ikke lade sig narre af. Astro Boy er nemlig ikke nogen helt almindelig lille robot-dreng. De røde støvler gemmer på et par potente raketmotorer, der gør Astro Boy i stand til at flyve, og kobler man dette sammen med hans seks andre særlige evner, såsom superstyrke, laser-finger, røntgen-syn med mere, har man en vaskeægte superhelt.

Krigsskuepladsen for den evige kamp mellem det gode og det onde, mellem klon-søn og far, Astro Boy og Tenma, hedder Metro City. Den fungerer som et slags centralt knudepunkt for alle de forskellige steder Astro havner i løbet af spillet. Man skal forberede sig på at komme vidt omkring. Første stop bliver havnen, hvor en kæmperobot er gået amok, men der bliver også mulighed for at besøge indkøbscentre, kraftværker og andre obligatoriske storby-lokaliteter. Trænger man til at slappe af, kan man også lægge turen forbi Astro Boys hjem, der ligger idyllisk placeret på en stille vej i en hyggelig forstad. Her kan man gemme sit spil, oplade energi og få tips til hvor man efterfølgende skal bevæge sig hen.

Astro Boy er et missionsbaseret action-spil. I en mission skal Astro Boy efterforsker et gådefuldt juveltyveri i det lokale indkøbscenter, i en anden mission skal han forhindre en gruppe robotter i forvandle byens Videnskabsministerium til et kæmpeisbjerg, og så videre i den dur. Langt de fleste missioner starter i Metro City-knudepunktet og kræver at Astro Boy selv finder vej til missionens brændpunkt via særlige transport-rør. Det giver spillet et skær af Grand Theft Auto, men det er mere en sjov detalje end noget andet.

Når Astro Boy så ankommer til sin destination, kan spillet så endelig gå i gang, men her bliver man overrasket - og det ikke just i positiv retning. Hvor andre spil normalt kræver at man kæmper sig igennem en mindre horde af skurkens fodfolk, inden man når frem til den afsluttende "boss-battle", springer Astro Boy let og elegant henover det indledende hærgetogt og går direkte til boss-kampen. Der er derfor en ganske alarmerende mangel på simple fjender i Astro Boy. Af og til forvilder et par af de onde robotter sig ind i Metro City, men de er så få, at man sagtens kan overse dem, med eller uden vilje.

Boss-kampene er lidt af et paradoks. Nogle af dem er faktisk ret seværdige, men at lade dem tage så dominerende en rolle i et spil, er noget af en risiko og i dette tilfælde er det en risiko, der ikke var værd at løbe, for det har kostet fokus. Det er som om Sonic Team blev så opslugt af at lave de mange boss-kampe, at de simpelthen glemte alt det der skal ligge imellem, og det betyder at spillet er alt for hurtigt gennemført. Paradokset udvides yderligere, for Astro Boy er faktisk ganske godt designet. Grafikken er forholdsvis enkel, men det falder fint i hak med Osamu Tezuka tegneserie, som spillet er baseret på, og selv styringen, som mange spil i samme genre ellers ofte må døje med, fungerer ganske fint. Spillet har desuden en ganske velfungerende fysik-motor, som gør det lidt ekstra sjovt at kaste rundt med objekter såsom kasser og bolde.

Astro Boy er et af de spil som det kan være svært at anmelde. Rent teknisk fungerer spillet nemlig ganske fint, men gameplayet - ethvert spils hjerte og sjæl - er der næsten ikke noget af. Astro Boy kan derfor bedst sammenlignes med en flot billedramme. Selve rammen er flot og vellavet med sans for den gode detalje, men hvor selve billedet - det som det hele egentlig drejer sig om - blot er nogle tilfældige, om end ganske velformede kruseduller, som man hurtig bliver træt af at kigge på.