Atlantis Evolution

Hvis man ikke har noget pænt at sige, skal man lade være med at sige noget som helst. Men hvordan så anmelde et spil som Atlantis Evolution? Grafikken er undertiden velfungerende, med nydelige baggrunde og effektive introsekvenser. Men så er der heller ikke mere at komme efter, og mon dog redaktøren vil være tilfreds med en 91-tegns anmeldelse? Næppe. Så der er vel ikke andet for, end at undertegnede må lægge manererne fra sig og tage fat.

Atlantis Evolution er en fiasko på snart sagt alle fronter. Historien er i udgangspunktet passabel: En 1800-tals fotograf suges ned i et underjordisk Atlantis, hvor han må redde en skræmt befolkning fra fem tyranniske guder. Men den fortælles uden den mindste antydning af flair.

Afgørende udviklinger i plottet introduceres på klodsede og omvendte faconer, og dialogen er kikset og usammenhængende. "Hvad dyrker I her," spørger vores hovedperson en lokal landarbejder i starten af spillet. "Vi frygter guderne til alle tider, " svarer han. Det er hamrende uelegant, både som præsentation af handlingen og som simuleret samtale.

Gameplayet er om muligt værre. Atlantis Evolution er skruet sammen med mærkbar inspiration fra de klassiske Myst-spil: Man bevæger sig i et 3D-landskab, men rykvist fra punkt til punkt snarere end flydende. Det er et interface, der har vist sine styrker andetsteds; men i Atlantis Evolution virker det klodset, fordi udvikleren ikke kender dets begrænsninger.

Spillet er pakket til bristepunktet med labyrintiske naturområder, hvor man uden kompas eller kort bevæger sig fra den ene anonyme lysning til den næste - altid på pixel-jagt efter den uanselige lille tingest, man mangler for at komme videre. Der bruges alt for meget tid på at finde rundt og finde ting. Og når man endelig når frem med det fornødne i rygsækken, er det skuffende selvindlysende, hvordan det forhåndsværende gåde skal løses.

Irriterende er også spillets stealth-sekvenser, hvor man skal liste sig forbi bevæbnede vagter. Her fungerer interfacet helt elendigt, og ét enkelt forkert musetryk sender vores hovedperson lige lukt i armene på oppositionen. "Halt, deviant!" lyder det så fra en af spillets kulørt uniformerede vagter - hvorefter han omgående sender spilleren i brædderne med en lasergøb. Så går turen ellers tilbage til banens begyndelse, alt imens frustrationsniveauet stiger og ens kære sniger sig i sikkerhed bag sofaer og borde.

Dermed er bunden dog ikke nået, for Atlantis Evolution byder også på en lang række aldeles håbløse mini-games. De dukker op på de mest umotiverede tidspunkter og forklares aldrig: Spilleren forventes bare at acceptere, at døre kan låses op ved at gennemføre en grim udgave af Frogger, fængsler kan infiltreres med en sørgelig sidescrollende shooter og landsbyer kan reddes fra dødsstråler med den tarveligste variation over Worms og Scorched Earth, denne anmelder nogensinde har set.

Til Atlantis Evolutions forsvar kan det siges, at grafikken fungerer nogenlunde, at musikken er sparsom men fornuftig - og at gameplayet faktisk bliver lidt bedre henimod slutningen. En tand mindre lineært, et hak mindre ensformigt og en anelse mindre dumt. Men inden da har den sagesløse spiller måttet gå så grueligt meget igennem, at han sandsynligvis vil være mærket for livet. Og hvis det ikke er pænt sagt, så er det i det mindste ærligt ment.