Dansk
Gamereactor
previews
Atlas Fallen

Atlas Fallen må siges at være en blandet landhandel to måneder før lanceringen

Claus har wrestlet med The Surge-studiets næste spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Der udkommer mange spil med åbne verdener for tiden, og disse er af meget svingende kvalitet. Det er det man kalder "AA-spil", da de ikke har samme budget som de rigtig store giganter fra FromSoftware eller Bethesda. Nu er der et til, der for alvor risikerer at gå i glemmebogen fra start, alene på grund af mætningsgraden. Det hedder Atlas Fallen, og er udviklet af det samme hold der har givet os The Surge og The Surge 2. Ikke nok med det, det udkommer allerede i maj måned.

Atlas Fallen foregår i en verden der, sjovt nok, hedder Atlas, og hvor guderne har udkæmpet krige, som har smadret det hele. Man spiller en tilfældig gut, som hører til underklassen, og som finder en handske, som giver ham forskellige superevner. I den bid af spillet som jeg fik adgang til, kunne jeg løfte ting der var gemt under sandet, som kister og ruiner, så jeg kunne bruge dem som klatrevægge, og på den måde komme omkring steder man normalt ikke ville, kunne betræde. Senere fik jeg til opgave at finde såkaldte "Shards", som gav evner som et dobbelthop, så jeg kunne glide igennem luften. Handsken har dog også en anden funktion, da den indeholder et væsen der hedder Nyall, som er ens guide igennem den ødelagte verden. Ideen med den indbyggede kompagnon er ret god, og også brugt flittigt af studier verden over. Men her er der dog et centralt problem; grundet ringe stemmeskuespil blev Nyall ofte irriterende at høre på. Det er jo subjektivt, men det passer ret godt med min erfaring med disse budget-åbne verdener. Heldigvis var andre jeg mødte i spillet ikke så dårlige på det punkt, og hvorfor udviklerne har valgt lige præcis den person til at ligge stemme til en så vigtig karakter, ved jeg ikke men, jeg kom til at tænke på Navi fra Zelda i forhold til hvor irriterende det var. Heldigvis sagde Nyall ikke kun "Hey Listen" hele tiden.

Atlas Fallen
Dette er en annonce:
Atlas Fallen

Den del af spillet jeg fik lov til at prøve, foregik senere i historien, efter man havde fundet den magiske handske, og jeg blev dumpet ned i en hule, som jeg skulle finde min vej ud af. Da jeg så trykkede på Shift-tasten på PC, som er spurt-knappen, så begynde min karakter at skøjte hen over sandet. Jeg tænkte først at det var fordi det gik ned ad bakke, men nej, man kan skøjte alle steder, hvor der var sand. Jeg elskede denne mekanik, for det gjorde man kunne komme meget hurtigt rundt, modsat andre spil i genren, og det gav oplevelsen en energi, jeg ikke har oplevet før. Jeg tog mig selv i at skøjte rundt på må og få, efter de mange ting man kunne opdage i den golde ørken. Der var skattekister at finde, og urter at høste, som meget belejligt blev samlet op automatisk, når man skøjtede over dem. Skøjtemekanikken var lige efter min næse, og jeg håber andre udviklere tager ved lære.

Man får opgaven at åbne en blokeret port til byen Bastengar, hvor man kan finde sandheden om hvad der i det hele taget foregår. Denne blokerede port er ens handske dog ikke i stand til at løfte, og derfor skal man opgradere den ved at finde disse "Shards", som er godt gemt i de grå sanddyner. Desværre kan man ikke komme til dem sådan lige, og derfor man snakke med folk, som har opgaver man kan udføre for informationen. Man kan også finde sidemissioner hos disse karakterer, som er en smule kedelige og uinteressante.

Der er ikke noget særligt filmisk over Atlas Fallen, og opgaverne er for det meste hængt op på, at man skal nakke nogle af ørkenens mange monstre. Der er sikkert flere og bedre opgaver end dem jeg udførte, men hvis der er tilfældet, så var de ikke i den del jeg spillede. Jeg håber det om ikke andet, for ellers ser det ud til at den samlede oplevelse i Atlas Fallen bliver en smule fesen.

Dette er en annonce:

En stor del af Atlas Fallen er kampe med store monstre, som spillet kalder Wraiths. Disse er for det meste monstre, som man finder rundt omkring. Heldigvis er ens helt udstyret med to våben; en kæde med en spids krog, som hedder en "Sand Whip" og en økse der hedder "Dune Cleaver" og med disse kan man så angribe monstrene på afstand eller tæt på. Dette bliver også nødvendigt, da kampsystemet er bygget omkring at man skal ødelægge svage punkter på monstrenes armeringer. For eksempel møder man hvad der kun kan beskrives som en kæmpe krabbe, hvor man kan ødelægge armeringen på hovedet, eller smadre kløerne, alt efter hvor man angriber. Til dette får man derudover hjælp af evner, som man finder på andre monstre. Disse har tre niveauer, alt efter hvor meget skade de forvolder.

Udover disse er der også passive evner, som gør man heler hurtigere, eller gør mere skade. Man kan opgradere evnerne ved at smelte to forskellige evner sammen til nye og mere ødelæggende evner, når man har fundet nok ressourcer til det. Det er nemlig ikke bare noget man lige gør. Dette giver et ret spændende kampsystem, som man skal bruge på de samme monstre igen og igen, da Atlas Fallen bruger Soulsbourne-formularen med at monstrene genopliver hver gang man gemmer spillet. Jeg er godt nok ved at være træt af, at alle skal efterabe FromSoftware på dette punkt, da ideen er genial generelt, men behøver man at se det i alle spil? Og behøver Atlas Fallen virkelig, at man skal nakke de tre små flyvende monstre igen og igen, hver eneste gang man gemmer? Personligt er mit svar nej, og Atlas Fallen kunne sagtens have klaret sig uden.

Atlas Fallen
Atlas Fallen

Verdenen i Atlas Fallen er ganske flot at se på, da man finder ødelagte ruiner og vragstykker fra en udryddet civilisation overalt hvor man kigger hen. Det giver en super fed stemning af håbløshed og forfald, som jeg ikke kunne stå for. For udover at man ser der der var engang havde været storslåede byer rundt om i landskabet, fandt jeg også en masse bøger og lydoptagelser, som fortalte historien om livet før apokalypsen. Det var så fedt, og jeg glemte helt at min opgave var finde vej til byen Bastengar, hvor sandheden kunne findes. Så det jeg nød allermest i Atlas Fallen var at udforske verdenen for at finde eventyr om hvert hjørne.

Som jeg nævnte i starten, så udkommer dette spil først i maj engang, og derfor var den version af spillet, som jeg har hygget mig med, ikke den færdige version, og derfor oplevede jeg også mange tekniske fejl. Det var fejl som at sidde fast i geometrien, og et sted i ørkenen rendte min karakter rundt halvt nedsunket i det bjerg jeg var på. Disse fejl er ret normale for en tidlig version af et spil, og kan nemt ses igennem fingre med. Hvad jeg ikke kunne ignorere var at jeg efter flere timers spil ikke kunne bruge handsken mere til at løfte ting op af sandet med. Knappen, som på PC var V-knappen, fungerede pludseligt ikke mere, så jeg blev fanget, så jeg ikke kunne komme videre i spillet. Det var dybt frustrerende, og jeg håber virkelig at Deck 13 får denne fejl rettet, for i den uges tid jeg havde spillet blev den det ikke.

Så Atlas Fallen tegner til at blive et interessant bekendtskab, hvis man tørster efter spil med en åben verden. Det er klassisk lavbudget, men det kan også noget, og jeg glæder mig til at se det færdige produkt i maj.

HQ

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold