
Jeg var noget spændt, da jeg for et par dage siden downloadede Enchantment Under the Sea, den seneste DLC til Atomic Heart. Godt nok var jeg svært begejstret for det knap to år gamle hovedspil, der på interessant vis blandede sovjetisk historie med en Bioshock-inspireret FPS-formel. Men siden da har kvaliteten været for nedadgående. Spillets første DLC, Annihilation Instinct, var for længe om at komme i gear, og den anden, Trapped in Limbo, var knap startet, før kæden hoppede helt af, og vi blev serveret en kreativ, men også voldsomt frustrerende feberdrøm af et platformeventyr.
Nu er vi så nået til den tredje ud af fire udvidelser. Det er næsten et år siden, at den seneste udkom, og måske er det derfor, at Enchantment Under the Sea indledes med et sandt artilleribombardement af eksposition. Da røgen endelig har lagt sig efter det intense resume, vil de færreste nok kunne huske mere, end at de spiller som elitesoldaten Major Nechayev i moderlandets tjeneste, men mere behøver man egentlig ikke vide, for der er fart på fra første færd. Du befinder dig i modelbyen Chelomey, der engang var Sovjetunionens stolthed. Nu er den imidlertid forvandlet til et mareridt af løbske dræberrobotter, der endda angriber dig med røde faner. Sikke en kontrarevolutionær frækhed! Efter den intense åbning, der kulminerer med en bosskamp mod en kagemand(!), drager du ned til den undersøiske forskerstation Triton, hvor du skal forsøge at finde to højteknologiske ringe, der kan inddæmme en løbsk AI.
Det vældige undersøiske kompleks, fyldt med drabelige kæmpekrabber og talende delfiner, leder tankerne tilbage til Bioshock, og udviklerne fra Mund Fish lægger ikke skjul på deres inspiration. Her er mange små easter eggs i alt fra missionsnavne til fysiske objekter, der nærmest fungerer som en slags fodnoter, ikke kun til Irrational Games' banebrydende FPS, men også andre klassikere som Portal og Fallout.
Enchantment Under the Sea formår dog også at skille sig ud. Hvor Bioshocks satire var skarpskåret og direkte, så er Atomic Hearts alternative udgave af Sovjetunionen mere nuanceret og alsidig; måske fordi dets fiktive verden ikke er baseret på alle ultraliberalisters våde drøm, men på en reel ideologi og æstetik, der på sit højdepunkt dækkede en sjettedel af jordens landoverflade. Det kommer for alvor til udtryk i udvidelsens world building, der om muligt er endnu bedre end i hovedspillet. De russiske udviklere formår ikke kun at fange Sovjetunionens mastodontiske facade, symboliseret ved de pompøse statuer og højt hævede røde faner. Nej, det er lige så meget de små ting, der bringer verden til live. Morsom graffiti, flotte propagandaplakater, bureaukratiske mails. Ja, selv slukkede robotter og døde videnskabsfolk, der er placeret på skiftevis morsomme og makabre måder, er med til at bringe verdenen til live. Detaljegraden er imminent, og udviklerne har selvfølgelig også sørget for materielle belønninger i form af opgraderinger til dem, der afsøger hver en krog.
Også lydsiden er nærmest overvældende, og formår endda at overgå hovedspillet. Stemningsfyldte melodier væves ind og ud mellem sovjetiske pophits og klassisk musik, og særligt bosskampene løftes til nye højder af musikken. Med fine lydeffekter, hvad enten vi taler larmende eksplosioner eller de mere meditative lydbølger fra dine svømmetag under vand, er det ømme punkt endnu engang stemmeskuespillet. Det er givetvis fint på russisk, men på engelsk når ingen af stemmeskuespillerne det høje produktionsniveau, der ellers kendetegner resten af oplevelsen. Det er ærgerligt, for dialogen er faktisk glimrende skrevet, og særligt Nechayevs samtaler med sin kone Katya, der nu lever som en AI i hans handske (jeg sagde jo, det var skørt), er fyldt med både ømhed og bid.
Når det kommer til gameplayet, har Mundfish med denne DLC valgt at skære en smule unødvendigt fedt fra, så oplevelsen kommer til at stå stærkere. Atomic Hearts fem "magiske" evner er væk, og i stedet har du fået to nye. Den ene er noget så gammeldags som en destruktiv ildkugle. Den anden er lidt mere kreativ. Meget tidligt får du en pisk, der på socialistisk vis bringer folk tættere på hinanden - enten kan du svinge dig hen til dine fjender, eller du kan trække dem hen til dig, hvis de hører til i den lette kategori. Resultatet bliver dog det samme: En åbning til et af dine fire våben, der blandt andet tæller et kraftfuldt haglgevær og en elektrisk ladet kølle. Det lyder måske som et lille udvalg, men da både våben og evner har alternative affyringsmetoder og forskellige opgraderingsveje, der på forskellig vis spiller sammen, mangler der aldrig variation.
Enchantment under the Sea adresserer også et af hovedspillets største problemer. Kombination af mange og hurtige fjender med forkrampede, overfyldte rum, ledte til en stribe af irriterende dødsfald, som man blev klemt mellem monstre og møbler. Her er miljøerne langt bedre designede, og særligt når du møder en boss eller går ind til en større kamp, får du gerne et stort, åbent miljø at kæmpe i, såsom en lobby eller en sal. Banedesignet går også hånd i hånd med dine nye egenskaber. Din pisk kan nemlig også bruges til at svinge sig i kroge på lofter og vægge, hvilket særligt kommer til gavn i de intense og veldesignede bosskampe.
Evnerne spiller også en stor rolle i spillets gåder, om end denne betegnelse måske er at strække den. Hvad enten, du skal svinge dig til nye områder, eller fjerne forstenet plankton med dine ildkugle, så er det ikke ligefrem noget, der kræver medlemskab af Mensa. Jeg savner en smule udfordring, men som en modvægt til de hektiske kampe, fungerer det udmærket. Udvidelsens pacing er generelt rigtig god, og hvis du ligesom mig skal inspicere hvert toilet og nærstudere samtlige plakater, kommer du snildt til at bruge 6 timer, mens meget målrettede spillere nok vil komme igennem på den halve tid.
Enchantment Under the Sea er som en velsmurt maskine. Her er godt nok færre tandhjul end i hovedspillet, men til gengæld er forbindelserne på tværs af level design, våben, evner og udforskning mere robuste end nogensinde. Historien kunne måske godt være fortalt på en lidt mere overskuelig vis, og lad dig ikke narre af trailerne: de nye karakterer, der blandt andet tæller marinbiologen Nastya og den mystiske The Hunter, spiller kun en lille rolle. Jeg savner også lidt mere kreative gåder, men når det er sagt, er dette en af de sjældne udvidelser, der rent faktisk formår at forbedre hovedspillet. Forhåbentlig går vi en storslået afslutning i møde med den fjerde og sidste DLC.