Attack on Titan 2

I mange tilfælde når kendte tegneserie, storfilm eller populære animéer skal omgøres til et spilbart medie, virker det mest af alt som et greb om pengetræets frodige grønne grene. Om det pengetræ så end hedder Spider-Man, One Piece eller Naruto. Der forefindes få undtagelser til trods - Mad Max, One Piece: Pirate Warriors 3, og det første Attack On Titan-spil (som blev lanceret med det bizarre navn A.O.T.: Wings of Freedom here i Europa). Jeg var en af dem, der virkelig nød min tid med den hybrid af fri vertikal og horisontal bevægelse, og lynkampe mod bøvede giganter. Det var som Spider-Man i et David mod Goliath-scenarie, og det var et friskt pust til den ellers så genbrugte musou-model som Koei Tecmo har skamdyrket siden Ming-dynastiets kejser fik morgenkåbe på for første gang.

Såvel som i de gamle kinesiske dynastier, er der ligeledes opstået uenighed mellem jeg selv og ω-Force. Først og fremmest, forstår jeg umiddelbart ikke hvorfor Attack On Titan, et spil der havde et klart mål og var en selvtilstrækkelig oplevelse, skulle have en fortsættelse. Bevares, 1'eren fulgte handlingen i animéen ret firkantet (med enkelte afstikkere), så det virker logisk at fortsætte med en 2'er, når nu sæson 2 hitter jorden rundt, men hvorfor et helt nyt spil? Det kunne snildt være gjort som udvidelser til det første - et spil som blot skulle rettes lidt op, børstes lidt af og så kastes ud mod giganterne endnu en gang. Svaret er selvfølgelig den mægtige kapital. Indtjeningen er vigtig, og den kunne sikkert ikke findes tilstrækkelig med en mindre udvidelsespakke eller DLC-indhold.

Lad mig lige få nogle kedelige ting på plads først; gameplaymæssigt ligner A.O.T.2 sin forgænger utroligt meget, hvilket ikke er nogen overraskelse. Rent grafisk er der dårligt kommet en opdatering heller. Styringen er blevet gjort en anelse mere kompliceret, hvilket var fuldstændig unødvendigt, men kampene foregår på præcis samme måde - sigt mod en kropsdel på den kæmpe du har i kornet, hægt sig fast med din OMD, tryk af og mej ned. Hold-funktionen er ligeså uændret, med de stadig tilstedeværende fire muligheder for kampengagement. Så rent mekanisk er der knap så meget nyt at dække, men hastigheden og adrenalinen i dine flyveture rundt om kæmpernes nakker er heldigvis bibeholdt.

Der hamres meget hurtigt endnu en forskel mellem A.O.T: Wings of Freedom og A.O.T. 2 i jorden, som en tung teltkile. 1'eren var tydeligt lavet som et lyst-projekt, et spil med lidenskab bag programmeringen og mekanikken, hvor 2'eren synes et simpelt cash-grab. Det kommer mest til udtryk i den bredere, men fladere verden, hvor der er skåret på samtalerne og karakteriseringen til fordel for flere farveløse figurer og større indholdstomme områder. Det er ikke helt open-world efter Ubisofts grålige model, men tankerne ledes derhen af. Derudover skaber du nu din egen figur i stedet for at tage tur med at styre de kendte figurer fra serien. Det er et valg jeg som regel ville anerkende for at give spilleren en mulighed for bedst mulig repræsentation i spilverdenen (og A.O.T. 2 har også en yderst dyb karakterbygger, med mange muligheder), men i det her tilfælde, hvor spillet nogenlunde følger series handling, føles det meget akavet. Desuden henvises ens person også konsekvent som 'ham' eller 'vores mand' i underteksterne, uanset valgt køn, hvilket er en temmelig pinlig forseelse.

Jeg bliver mere eller mindre gjort til tilskuer til de store handlingsøjeblikke, og selvom spillet hårdnakket forsøger at drage min androgyne transvestit (som sagt, repræsentation) ind i fortællingen lykkedes det bare ikke. Det vil sige, det lykkedes i hvert fald ikke de første par timer. For efter at have gennemført intro-missionen, og boltrede med den næsten-nye styring en rum tid i den første reelle mission, besluttede spillet sig, natten over, at slette mit gemte fremskridt, fjerne muligheden for at vælge engelsk tekst, og sætte både min Steam-controller og min PS4-controller ude af funktion. Kravene er store for os anmeldere, men at gennemføre et spil på et sprog man ikke forstår, med styring som spillet slet ikke er beregnet til, er måske lige en anelse for stramt. Jeg havde nu kun muligheden for at vælge japansk, hankinesisk eller en tredje asiatisk mulighed jeg ikke var bekendt med.

Lad os få en ting på det rene. Til trods for seriens stærke militaristiske overtoner, og til tider nationalistiske undertoner, kan jeg virkelig godt lide Attack On Titan. Det er en af de få serier der også fungerer bedre som animé end som manga, selvom den animeret føljeton er kogt lidt ned. De mastodontiske titaner, i alt deres bøvede nøgenhed, er bare mere overvældende og mere skræmmende når de lever på åben skærm i stedet for stillbilleder. Ja, selv den todelte film der er udgivet kan jeg lide. Den forstærker virkelig det grusomme body horror potentiale serien har. Den kærlighed til universet gjorde mig da også stædig nok til at forsøge fremskridt med tastatur og mus, medens spillet var med japansk tekst og tale. Her løb jeg så ind i det absolutte dødsstød - tastatur-layout var selvfølgelig også japansk, for hvorfor skulle det ikke være det? Handlingskonfirmation var sat til CTRL, returknappen var TAB, styringen var dog WASD, men resten var uoverskueligt, så jeg opgav hurtigt min iver for rent faktisk at spille spillet.

Så tog fanden dog ved anmelderen, og jeg begav dybt ind i spillet installationsfiler for at forsøge at finde grunden til denne fejl. Efter at have søgt rundt i vildrede, blev jeg snarere mere forvirret end oplyst, så denne sidste oprejsning mod den gigant navngivet A.O.T.2 må siges at være en forfejlet mission. Som den truede menneskeart i serien, måtte jeg indse at kæmpen var mig overlegen og der intet var at gøre for at redde min spiloplevelse. Symbolsk taget i betragtning af hvor dårligt førstehåndsindtryk havde været af spillet. Det er frustrerende, for jeg havde virkelig set frem til endnu en gedigen spiloplevelse i det her fantastisk originale univers, men jeg må erkende at A.O.T.2 simpelthen ikke fungerer. Ikke forstået som smagsdommeri, men at det rent faktisk ikke er i spilbar tilstand, til trods for at vi er få dage før reel udgivelse (medmindre du selvfølgelig kan japansk og/eller kinesisk og bryder dig om akavet tastatur og mus styring).

Ovenpå et åbningskvartal med uventede stærke titler som Celeste, Monster Hunter: World, Kingdom Come: Deliverance og Deep Rock Galactic (for ikke at tale om de spil GameReactor ikke har dækket som Into the Breach og Slay the Spire), kunne man håbe at der ville dukke endnu en underlig overraskelse op fra venstre, og den overraskelse havde jeg et inderligt ønske om, var en poleret og overbevisende A.O.T.: Wings of Freedom opfølger. Hvad jeg fik var snarere et mareridt af uforklarlige spilødelæggende fejl, hvilket bestemt ikke kaster godt lys over ω-Force og Koei Tecmo, som allerede befinder godt i sølet efter fadæsen med Dynasty Warriors 9.

Lad os håbe det ikke er en trend, selvom indholdsløshedens klamme hånd synes at hvile dystert over de to, og at A.O.T. 2 en dag bliver fikset. Dommen må være som følge: i guder, find dig et andet spil at spille i mellemtiden. Uanset kan jeg opspores forsøgende at ramme S-rank i alle missioner i det første Attack On Titan spil (som jeg altid vil anse som en dark horse fra 2016), hvis nogen skulle have brug for mig. Skulle jeg give et folkeligt besyv angående A.O.T. 2's kvalitet, vil jeg bruge den gode gamle danske vending sikke noget gøgemøg.