Auto Modellista US Tuned

Det er en naturlov at arter videreudvikler sig, og at de stærkeste afarter overlever. Det gør sig gældende med levende organismer, såvel som de mere virtuelle. En af disse friske skud på stammen har været Cel Shading, som første gang rigtigt så dagens lys i Jet Set Radio Future. Efterfølgende har teknikken ført en noget broget tilværelse, hvor det på kort sigt er trådt ind i skyggerne - nærmest blevet passé. Ubisoft pustede dog lidt til gløderne med deres glimrende XIII, som gav FPS genren et ansigtsløft. Nu håber Capcom at gøre det samme med racergenren. Skal man tage deres forsøg som udtryk for potentialet, så bør man nok betragte andre genrer.

Lad det med det samme være sagt: Cel-shading benyttes her udelukkende som en grafisk gimmick. Det her er et klassisk racerspil i ordets mest bogstavelige forstand, ingen nytænkning der. Ikke at det nødvendigvis behøver at være en dårlig ting, men det er lidt ærgerligt, at man ikke benytter muligheden til at give spillet et mere gennemgående anderledes designmæssigt præg. Kernen er komplet centreret omkring drastisk fart på en række arenaer. Her er heller ingen underliggende historie, som forsøger at knytte een tættere til begivenhederne. Det er naturligvis heller ikke noget problem så længe styring og fysik griber fat i lækkert banedesign og skaber en forrygende oplevelse. Desværre er det ikke tilfældet her - tværtimod.

Styringen i Auto Modellista kandiderer til titlen som den mest frustrerende styring nogensinde. Sjældent har jeg bandet og svovlet så meget, mens de negative vibrationer boblede olmt i min krop. Hvad udviklerne har tænkt på mens de designede dette koncept aner jeg ikke. Værre er dog de udgifter, som Capcom har afholdt til deres testere - skønne spildte kontanter. Det her er nemlig powersliding - eller i hvert fald sliding - i højeste grad. Som en anden balletdanser udfører vognen piruettér, hvor bagenden svinger yndefuldt fremefter. Dette sker næsten konstant i sving, og har tilsyneladende intet at gøre med vognens hastighed. Det føles som om man ruller af sted på en isbane, smurt i olie og efterfølgende vasket i brun sæbe. Hele glæden ved at vinde et løb drukner i frustrationerne inden da - følelsen af ikke at have reel kontrol bobler diabolsk.

Fysikken er næste område som skuffer fælt. Imens omverdenen har implementeret et fire-punkts fysisk system, hvor bilens fire hjørner realistisk arbejder sammen, så har vognen her kun et fikspunkt. Det føles mest af alt som om den er blevet spiddet af en nål, og så drejer om sin egen akse herfra. Dertil så er vertikale bevægelser fjernet fra ligningen. Uanset hvilke bump eller hop man bevæger sig over, så fungerer hjulene tilsyneladende som sugekopper. Når man så kombinerer det med at der ikke er nogen skadesmodellering, og stød kun straffes med en nøk i farten, så er resultatet alt andet end imponerende. Man har mest af alt fornemmelsen af at flyde rundt i et badekar (på en isbane, smurt i olie og efterfølgende vasket i brun sæbe).

Det kan naturligvis godt lade sig gøre at spille Auto Modellista, selv om hverken fysikken eller styringen gør meget til at højne incitamentet. Efter en sejr får man bare aldrig følelsen af at have opnået noget - mere af at man har været heldig. Banedesignet er ellers ganske udemærket og man kan erhverve sig en række interessante vogne hentet direkte fra virkelighedens vindueskam. Dette bakkes yderligere op af den flotte grafik, som distancerer sig fra mængden af racere. Bilerne er betagende, og gør forrygende brug af cel-shading. Det giver løbene en helt distinkt følelse af at være unikke, og er lækkert at betragte. Baggrundene er ligeledes flotte, om end de godt kan virke en kende grovkornede i kanterne. Hastigheden er tilpas høj, og glider flydende af sted.

Desværre gør det sig også gældende for een selv, og man kan aldrig overgive sig til illusionen. I stedet drukner den skønne grafik i voldsomme vredesudbrud. Lyden gør bestemt ikke oplevelsen bedre. En forfærdelig kommentator, et kedeligt soundtrack og ingen mulighed for at sammensætte sit eget. Det er næsten som at give en pind til egen ligkiste. Der var en masse potentiale i Auto Modellista, men det hele er endt i et syndigt udviklingsrod. Dette er i hvert fald ikke en titel, der sørger for at cel-shading vil overleve, som sin egen tekniske afart.