Automachef

For nylig forvildede jeg mig ind på en McDonalds-restaurant i København en sen nattetime. Efter høj musik og en anelse alkohol falder en fedtet burger altid på et tørt sted, men der var intet personale at se. I stedet for en smilede ansat blev jeg mødt af an computerskærm som bad mig trykke på den og stikke mit kort ind, og så stod jeg der og glanede, ventende på en cheeseburger - okay, to ... og en gang pomfritter - som jeg ikke anede hvor ville komme fra - mon den bare dumper ned fra himlen? Jeg kiggede diskret ind i baglokalet. Det var her alle de ansatte gemte sig, smed burgere i poser og hang dem på kroge hvor et avanceret system af skinner sendte dem til de fjernest kroge af restauranten. Og så blev min bestilling råbt op: To cheeseburgere, mellem pomfrit og en McFlurry - ja okay, jeg købte også en is - velbekomme, ha' en god aften. Det var en i grunden smart, tænkte jeg. Men hvis McDonalds efterhånden kun er styret af kunstig intelligens, hvad skal jeg så lave når mit forsøg på at skabe en karriere uundgåeligt glipper?

Maskinerne er ved at tage over, arbejdskraften bliver automatiseret, og selv knægten som vender burgere i din lokale fastfoodbiks, kan ikke føle sig sikker længere; de berygtede robotter kommer. Heldigvis har Team 17 lavet et spil som træner fremtidens McDonalds-medarbejdere, men hvis Automachef er nogen indikation af hvad der er på vej, så kræver det en mindre ingeniøruddannelse at flippe burgerbøffer i fremtiden.
I Automachef skal du sammen med din robotven, som synes at huse mere end en smule antipati for menneskeheden, overtage fastfoodbranchen ved at lave det mest effektiv og fuldautomatiserede køkken. Ved første øjekast kan spillet tage sig ud som en restaurantsimulator, men det er hundrede procent et puzzlespil - og her menes der hundrede procent. Hvis du ikke har den mindste interesse i denne genre, så kan du godt stoppe med at læse med det samme, men hvis du har, så tilbyder Automachef noget af det mest udfordrende gameplay af denne type.

Du bliver sat overfor en række opgaver som starter i det små, men meget hurtigt stiger i sværhedsgrad. De bliver hurtigt så svære at man får lyst til at kyle sin computer ud ad vinduet i frustration. Læringskurven er stejl, og nye elementer bliver dårligt introduceret inden man skal bruge dem. Det som får én til at blive ved med at spille, er at gameplayet er meget belønnende i sig selv. Efterhånden bliver man grebet af spillet, og man får en sær stolthed hver gang man klarer en opgave. Netop fordi du ikke bliver holdt i hånden, føler du at det er dig som fandt løsningen, det er dig som er genial.
Ved starten af hver opgave får du en række opskrifter som du skal producere. Først skal de grundlæggende ingredienser produceres, så skal de tilberedes og til sidst samles og serveres. Her er logikken som regel lige ud af landevejen, men snart bliver der pålagt ydre omstændigheder som gør det svært. Hver maskine kræver energi, du må kun bruge et vist antal ingredienser, og hvis maden står forlænge, kan den ikke bruges. Du kan altså ikke bare producerer løs og bygge lige hvad du har lyst til. Man er nødt til at tænke intelligent, kreativt og effektivt.

Typisk har man en maskine som producerer en bøf f.eks. Den skal over på en gril ved hjælp af en robotarm og samles op igen af en robotarm, men hvis du ikke programmerer armen korrekt, samler den bøffen op inden den er stegt færdigt. Man har ofte også flere ting der skal grilles, og man skal konstant overveje om det er værd at investere i en ekstra, eller om én er nok til at opfylde behovet. Ingredienserne skal så transporteres videre og samles med de andre. Det går dog betydeligt hurtigere at skære tomater end at grille bøffer, og derfor skal timing være korrekt for at du ikke overproducerer tomater som bare ligger og fylder op. Samtidigt skal du begrænse energiforbruget ved at programmere maskinerne til kun at producere mad når der kommer en ordre. Det ville i sig ikke være så svært hvis det ikke var fordi man naturligvis har begrænset plads og begrænset penge.
Som sagt kan alt dette være meget frustrerende, men samtidig er det også meget tilfredsstillende når det lykkes, og bliver man først grebet af gameplayet, så vil man forsøge at løse opgaverne så godt som muligt. Man har hele tiden fornemmelsen af at man kunne have været lidt mere effektiv, og der er ikke noget federe end at trykke "play" og se ens kreation køre perfekt. Det vækker minder om det gamle Incredible Machines som mange sikkert kan huske at have spillet som barn.

Selvom gameplayet er solidt, så halter Automachef en smule på alle andre fronter. Grafikken er ikke prangende, den er acceptabel, men spillet kunne godt bruge et mere distinkt udtryk. Musikken er hyggelig - i fem minutter, så slår man den fra, og ens robotven har den mest irriterende blipblop-lyd hvilket fik mig til at slukke for al lyd fra. Et spil som dette behøver ingen historie, men kampagnen har dog et snert af narrativ over sig præsenteret igennem robotten. En opgave kan f.eks. findes sted under myldretiden eller lige efter en rockkoncert hvilket giver lidt ekstra dynamik og udfordring.

Udover kampagnen er der en sandkassetilstand hvor du kan bruge alle de maskiner du har lyst til. Der er også en karrieretilstand hvor du åbner din egen restaurantkæde og påtager dig opgaver. Efterhånden tjener du penge og kan købe bedre udstyr. Kampagnen er dog det sjoveste, men bliver du besat af spillet, er der en masse som kan holde dig i gang.

Da jeg først startede Autamochef, hadede jeg det. Det var frustrerende, og jeg kunne slet ikke finde nogen grund til at spille det. Lydsiden var irriterende, gameplayet virkede unødigt kompliceret, men snart blev jeg grebet af det, og min indre ingeniør blev vakt til live. Jeg spillede det til langt ud på natten. Jeg skulle simpelthen lige klare den næste opgave, og det skulle gøres perfekt. Automachef er hverken banebrydende eller nyskabende, men det er et særdeles solidt puzzlespil, muligvis et af de bedste lige nu, og hvis du som mig regner med at din karriere en dag ender ved burgergrillen, så kan du lige så godt have det sjovt imens du øver dig.