Avatar: The Game

Jeg elsker storsatsninger, jeg er vild med effekter og jeg elsker nytænkning. Og til trods for væsner, der til forveksling ligner smølfer, har jeg længe set frem til Avatar, filminstruktør James Camerons gigantsatsning, der på en god dag, koster det samme som en taxitur til Andromeda-galaksen. Faktisk har satsningen været så stor, at jeg i øjeblikke troede, at det også ville betyde, at spillet blev rigtig godt. Jeg tog fejl, viser det sig nu. Avatar: The Game er et middelmådigt actionspil, der pænt kravler op i højen af allerede glemte licensspil. Desværre.

Avatar: The Game udspiller sig på planeten Pandora, men følger sin egen handling og er dermed ikke påduttet filmens manuskript. Resources Development Administration (RDA) er et hold naturplyndrende skurke, der bedrager det blå og ufattelig høje Na'vi-folk af deres naturressourcer. Du starter spillet som en af skurkene, men efter at have cyber-lånt en af Na'vi-folkets godt tre meter høje kroppe, står du foran et valg - du kan fortsætte spillet som RDA eller Na'vi, noget du så gør resten af spillet. Uanset hvilket valg du foretager, så står den på action i tredjeperson, og selvom der er forskel på de våben man bruger, så føles det ikke anderledes, at vælge den ene frem for den anden. Det er som to æbler fra samme træ.

Når vi nu snakker om træer, så er det en magisk, fascinerende og meget frodig verden vi er havnet i på Pandora, og der er ikke meget at klage over på den grafiske side. Træer og flora du aldrig nogensinde har set før, kaster lange skygger over smukke floder, mens du (i den udstrækning det nu er muligt) udforsker stedet. Det er nærmest en forbandelse, i skikkelse af en RDA-medarbejder, at ødelægge noget så smukt. Men naturen er ikke bare hyggelig og venligsindet, den indeholder også planter, der sagtens kan hive armen af dig og spise dig til frokost. Ubisoft har skabt denne verden på en modificeret udgave af Cryengine 2-motoren, og det er de lykkes rigtig godt med.

Betagelsen af de naturskønne omgivelser falmer dog hurtigt, som det går op for dig, at der er tale om et meget hurtigt udviklet produkt. Til trods for teleportation og en række køretøjer, er Avatar: The Game forsynet med uendelig mange traveturer. Missionerne du skal gennemføre er desuden det rene slavearbejde, og føles sjældent som andet end at vandre fra den ene gule markør på kortet til den næste. Mens jeg sidder og spiller Avatar: The Game, får jeg pludselig fæle flashbacks omkring de mest ringe af MMORPG-verdenens udfyldningsmissioner, hvor man blot skal indsamle en vis mængde af en bestemt ting, nedslagte nogle væsner eller lede efter en bestemt person at snakke med.

Det hele bliver ikke meget bedre af, at fjenderne sjældent ændrer sig, mens jeg spiller. Der havde været brug for mere end det dobbelte antal forskellige fjender, for at Avatar: The Game kunne godkendes og samtidig kunne skabe den nødvendige dynamik, der giver historien fremdrift. Desuden ville det ikke have skadet, hvis dine modstandere var udstyret med lidt mere intelligens, så de ikke bare løber direkte ind i træerne - dette skete mere end en gang, mens jeg spillede.

Avatar: The Game indeholder også et standardiseret system med erfaring og dertilhørende points, og som du dræber fjenderne åbner op for stadig federe våben og rustninger. Desværre kan du ikke vælge i hvilken retning du vil udvikle din mand, det vælger spillet for dig. Personligt har jeg sjældent haft brug for andet end maskingeværet, hvilket har fungeret strålende det meste af tiden.

Et sidespor, der faktisk er både lidt sjovt og innovativt er Conquest Mode, en slags miniature strategi-spil, som du kommer til gennem Pandoras forskellige warp-punkter. Her deles hele planeten op i et rudenet, og du skal så, ved at købe tropper for penge, forsøge at overtage så meget af planeten som overhovedet muligt. Jo mere land du overtager i dette minispil, jo flere bonusser til helbred og angreb får du som belønning.

Præcis som historiedelen, der indeholder to forskellige spilfigurer, skifter arsenalet også alt efter, hvem du kæmper for. Na'vi er for de miljøbevidste. De bruger buer og har endda en enorm kølle med pigge til når de havner i nærkampe. Imens har RDA-fyrerne ingen nærkampsvåben, de skyder bare på alt hvad de ser. Pistoler, haglgeværer og flammekastere er noget af det, der kan vælges mellem - men de er ikke særligt sjove at lege med, da sigtet er upræcist og styrken våbnene imellem er ubalanceret.

Begge sider har også forskellige specialangreb, et af disse er bl.a. at kunne aktivere en slags camouflage i et kort tidsrum. Na'vi-folket, der naturligvis lever i pagt med naturen har bl.a. adgang et en sværm af insekter, der kan hidkaldes, hvilket er praktisk når du slås med mange fjender på én gang. Imens kan RDA indkalde et luftangreb, der kan smadre Na'vi-folkets træhytter. Det skal dog siges, at spillet aldrig rigtigt bliver svært, og jeg havde gerne set, at noget af alt det isenkram blev brugt i nogle mere spændende missioner.

Hvis Avatar: The Game skal pumpe os op til en af 2009's nok største film, så er der gået et eller andet galt. At filmens hovedpersoner ikke engang har lagt stemme til spillets figurer er meget rammende, fordi det viser, at der ikke er lagt sjæl i projektet. Avatar: The Game er langtrukkent, halvhjertet og fascinerende tomt, hvilket er underligt, når verdenen nu engang er så spændende. Uden at have set filmen endnu, tør jeg godt love, at du får mere ud af, at se biograffilmen.