Azurik: Rise of Perathia

Vi befinder os i den mytiske verden Perathia. nærmere bestemt i det magiske tårn, hvor landets vogtere er bosat. I tårnet befinder der sig fem af seks skiver, som hver repræsenterer et element. Disse er jord, vand, ild, luft og lys. Den sjette skive - død - har været forsvundet i mange år. En profeti lyder, at når dødsdisken genfindes, vil denne være årsag til kaos i landet, men en kriger vil genoprette orden.

Eventyret kan starte
I tårnet står to vogtere over for hinanden; purunge Azurik og den noget ældre Balthazar. En kamp er i gang. Initialt var det for at træne, men Balthazar er opildnet over hvalpens modstand. Hans øjne lyser, da han rejser sin Axion stav, og magisk energi gennemtrænger den. Han gør sig klar til at sætte et slag ind - nu skal Azurik have en lektion. En stemme skærer gennem kampstøjen. Eldwyn, den ældste af vogterne, er trådt ind i rummet. Han befaler Balthazar at stoppe, og kritiserer ham for, ikke at kunne kontrollere sine følelser. Efterfølgende forlader Edwyn lokalet med Azurik, hvilken han roser for sine evner og selvbeherskelse. Balthazar står tilbage, vreden bobler i ham. Ukontrolleret kaster han sin Axion ind i væggen. Slaget har stor styrke, og væggen smuldrer. Bagved denne afslører dødsdisken sin tilstedeværelse. Balthazar samler den op, og fortrækker til sine gemakker.

Vel tilbage i sit kammer, står Balthazar og beundrer sit fund. En stemme trænger gennem stilheden, og fra skiven opstår dens vogter. Dødens vogter lover Balthazar uendelig magt, hvis blot han vil hjælpe ham, med at skaffe de resterende fem skiver. Balthazar indvilger, og besat sætter han kursen mod skiverne. Her bliver han overrasket af Azurik og Edwyn. En kamp opstår, og skiverne eksploder. Azurik ser delene forsvinde i horisonten, første del af profetien er gået i opfyldelse, balancen er brudt.

Utaknemmelige bæster
Nu tager du kontrol over Azurik, der, bevæbnet med sin Axion, skal finde de forsvundne skiver. Efter en kort introduktion, hvor du lærer at kæmpe med din Axion, bliver du sendt til vandets rige. Perathia er nemlig delt op i riger, der alle repræsenterer de forskellige elementer. Det er nu op til dig at løse en række puzzles i de forskellige riger. Ved at gøre dette vil du finde frem til delene af de forsvundne skiver. Til at besværliggøre din færd, har du mistet din magiske kraft. Denne kom fra skiverne, og når de er forsvundet, så forsvinder din kraft også. Du kan dog få kraften tilbage, dette sker når du finder de forskellige skiver. Endvidere er de forskellige riger befolket af en lang række mystiske væsner, der tilsyneladende ikke vil lade dig redde verdenen. I hvert fald styrter de mod dig, når de ser dig. Her skal du så benytte din Axion til at bekæmpe de vantro.

Kampene er meget simple, da du kun har et par slag til din rådighed. Fjenderne er endvidere helt utroligt uintelligente. De står som oftest i en flok. Når du nærmer dig flokken, så vil fjenderne blive aktiveret, når du er nået inden for en given radius af dem. Herefter vil de jagte dig, indtil du er kommet uden for denne radius igen. Du har altså to muligheder; enten løber du direkte forbi dem. Dette kan sagtens gøres, da væsnerne sjældent optager forfølgelsen. Ellers nærmer du dig langsomt og aktiverer dem én efter én. Førstnævnte bliver hurtigt at foretrække, for kampene er lidet udfordrende. Derudover dukker monstrene alligevel på mystisk vis op igen efter et stykke tid. Eftersom du skal gennemløbe det samme areal utallige gange, så føles det som et utroligt spild af tid gang på gang at tæske de samme monstre. Især fordi det er lidt af en omstændig affære. Med andre ord så er actiondelen repetitiv, og bliver hurtigt frustrerende.

Frustrerende !
Den anden halvdel af spillet er en kombination af tidligere nævnte puzzles, og så udforskning af landskaberne. Her skal du som oftest manøvrere forskellige automatiserede maskiner, eller benytte din Axions magiske egenskaber til at komme videre. Landskaberne er store, og du har fuld bevægelsesfrihed indenfor dem. Der er nogle puzzles, som er ganske gode, især hvis man godt kan lide, at bruge tid på at opdage ting. Dette skyldes, at du sjældent får meget hjælp, men selv skal udspekulere, hvordan du skal komme videre. Det er en rar fornemmelse, at gennemskue et problem, som man måske har siddet med i et par timer. Dette minder mig meget om de gamle adventurespil fra Sierra-on-line. Desværre så er der også her en del problemer. De forskellige puzzles er meget sporadisk placerede, hvilket betyder, at der er langt mellem hovedbrudene. I stedet er vægten lagt på, at du skal løbe og svømme forvirret rundt i scenarierne. Dette besværliggøres af en meget besværlig kamerastyring. Ideen er egentlig meget god, du styrer Azurik med venstre controller, og kameraet med højre controller. Desværre er udførelsen knap så god, og kameraet har det med selvstændigt, at dreje på de mærkeligste tidspunkter. Dette resulterer i ,at du gang på gang falder ned fra klipper og hængebroer. Dette er især irriterende, fordi du så falder ned til alle de myriader af uintelligente fjender, du allerede én gang har taget livet af. Det er dybt frusterende ustandseligt at skulle gennem de samme områder, simpelt hen fordi du ikke kan kontrollere din figur ordentligt. Kameraet gør det også svært at hoppe og svømme, hvilket yderligere forstærker frustrationen.

Gode effekter
Verdenen du bevæger dig i er ellers flot. De forskellige riger er godt gengivet, og fyldt med effekter der understreger, hvilket element de repræsenterer. Det gælder både den multireflekterende is, det bølgende vand og rygende ild. Alt sammen gengivet i skarpe teksturer, med real-time skygger og masser af partikler. Desværre så kan spillet godt ryge kraftigt ned i framehastighed. Især når nogle af de vildere partikkeleffekter ruller sig ud. De forskellige figurer er også godt lavet. Det gælder både for vores blå tatoverede hovedperson, men ligeledes for de mange mystiske væsner. Alle er de opbygget af et højt antal polygoner, som giver dem flydende animeringer. Især nogle af de store bosser er et syn værd. Lyden er ligeledes rigtig god. Soundtracket er stemningsfyldt, og ændrer sig udemærket som stemningen i spillet skifter. Dertil er der gode om end sparsomme effekter. Har du et surround system, så vil du kunne høre monstrene bevæge sig omkring dig. Dette hjælper lidt, når man kæmper med det besværlige kamera. Der mangler bare generelt nogle flere cinematiske scener. Det er lidt ærgerligt, at det stort set kun er introen, som præsenterer historien. Adventure spil bæres som oftest af, at du får belønninger - af denne type - for din fremfærd.

Falder mellem to stole
Dette er en af de titler der forsøger meget, men som i sidste ende får sat sig mellem to stole. Krydsningen mellem puzzleløsning og hjernedød monsternedslagtning kommer aldrig til at fungere. Dette skyldes flere faktorer, mest vigtigt er det nok, at ingen af tingene er optimeret. Adventure delen bliver hurtigt et spørgsmål om, at løbe gennem de samme områder igen og igen. Samtidig med at du løser små puzzles, som dukker op uden videre forklaring, og ikke synes at have nogen videre mening. Den mere actionprægede del hæmmes af en frygtelig AI, og et ekstremt begrænset kampsystem. Supplerer man dette med en forvirrende kameraføring, så får man en eksplosiv cocktail, som ikke er nem at nyde. Selv om det er et teknisk flot spil, så ender det som et frustrerende bekendtskab. Det er ellers ærgerligt, da jeg sagtens kunne bruge timer på udfordrende gåder.