Baldur´s Gate: Dark Alliance

Med afsæt i tredje udgave af reglerne til AD&D dumpes vi endnu engang ned i en magisk verden. Baldur’s Gate er den virtuelle legeplads, hvor en monoton tilværelse føres. Som tilfældig eventyrer befinder man sig pludselig i en kamp mellem to tyvelaug. Det viser sig dog hurtigt, at dette blot dækker over et dybere komplot. Bagmænd styres af nye bagmænd i en ligefrem historie, der som et løg afslører sine lag.

I bedste stereotype adventure facon præsenteres man for tre forskellige potentielle hovedpersoner. Man kan vælge at være den barske dværgekriger, den fikse elvertroldkvinde eller den hurtige menneskebueskytte. Man har som udgangspunkt ingen indflydelse på deres stats - men man kan, som spillet skrider frem, udvikle dem på prædefinerede områder. I et lille genialt træk kan man vælge at hive en kammerat med på eventyret. I et strømmende orgie af død og ødelæggelser åbnes der her for strategiske facetter.

Fremgangsmetoden er relativt ligetil. Gameplayet styres stringent i et højt tempo. Begivenhederne følges isometrisk Diablo-style, her tager man del i et massemord, der vil få diverse diktatorers gerninger til at blegne. De første spæde skridt bruges på at eliminere kæmperotter, men som mere af historien afdækkes tager modstanden til. På din vej vil du stå overfor drager, giganter, golems og andre hårdtpumpede skabninger. De tre hovedpersoner er tildelt hvert deres speciale. For at være succesfuld kræves det, at disse forcer plejes og videreudvikles. Overgangen fra knapt at kunne tænde en smøg med sin magi til at udløse en altødelæggende elektrisk storm er en fed fornemmelse.

Når man så er to omkring skærmen, så kommer der som sagt et yderlige moment af strategi i spil. Egoismen lægges på hylden i en hyldest til fællesskabet. Man lærer nemlig hurtigt, at man har brug for at udnytte hinandens forcer. Det kan være dværgen der går i infight, og optager fjendens opmærksomhed, mens magikeren fyrer sine masseødelæggelsesvåben af i baggrunden. Efter en længere session i Odense for nyligt kan jeg skrive under på, at det er noget der fordrer det sociale miljø. Lige fra øjeblikke, hvor man svært bebrejdende kommenterer den andens "kyllingetaktik" til tidspunkter, hvor man står og danser i kåd sejrsrus efter elimineringen af en særligt hård fjende. Lidt ærgerligt er det dog, at man ikke har fået muligheden for at være fire om skærmen samtidigt. Eller endnu bedre ved hver sin skærm over Xbox Live!

Der er generelt en god balance i Dark Alliance. Modstanden er altid lige på det niveau, at den er udfordrende men ikke umulig. Samtidigt går det tilpas hurtigt med at stige i level. Man sidder konstant, og glæder sig til næste opdatering, hvor man lige skal opgradere sig inden for et givent område. Det er meget rart, at man kan gemme sine point, så man kan vælge at spare op til en særlig effektfuld bevægelse. Selvtilfredsheden er stor, når man eksempelvis vimser rundt som en anden Legolas, imens man foretager præcisionsskydning af en anden verden.

Den absolutte hovedvægt er lagt på den actionmæssige del. Dette er til gengæld også gjort med en lækker strømlinet dedikation. Det varer ikke længe, før man er suget ind i midten af begivenhederne, fanget af den lækre "lige-et-rum-til" appeal. Belønningen er også hele tiden lige om hjørnet i form af skatte og erfaring. Dette spædes op med nogle lækre små sekvenser, der hjælper med at holde dit fokus. Dette sker selv sagt på bekostning af det mere rollespilsprægede element. Forventer man karakterfordybning, så går man helt galt her. Der er tale om overfladiske typer med kun ganske få mål med tilværelsen. Nemlig at hugge fra sig og skrabe til sig.

Titlen er en konvertering af et PlayStation 2 spil, der efterhånden har et par år på bagen. I dette lys er det en kende skuffende, at det generelle gameplay ikke er blevet ændret. Faktisk er begivenhederne så godt som identiske. Den eneste egentlig forskel ligger i grafikkens detaljegrad. Her er der en endnu bedre udnyttelse af lyskilder og partikeleffekter. Imponerende ser det ud, når man vader rundt på enorme marmorgulve, der gengiver lyset real-time. Desværre synes man ikke der er sket nok, og man kan ikke undgå at blive en smule skuffet, når man allerede har spenderet dage på den oprindelige version. Med det sagt så er det dog stadig en potent titel, der går ind, og dækker et hul i maskinens repertoire.