Band Hero

Jeg ænser at jeg nok ikke er i spillets målgruppe få sekunder efter spillet er startet op. Derfor besluttede jeg mig i stedet for at indkalde samboerne og en niece, for at rocke løs i Band Hero. Det bliver dog rock i ordets løseste forstand, for Band Hero er en tandløs, kommerciel version af Guitar Hero-spillene, helt uden særpræg og charme.

Idet jeg hører en af de fremmødte forsøge at synge en grusom Evanescence-sang, for jeg pludseligt et billede i tankerne. Guitar Hero er til fest. Han er denne her langhårede og lidt hårde fyr, som elsker tung musik og kun bærer rocker-tøj. Han er lidt sær, men de fleste kan godt lide ham. Han sidder i sofaen, snakker, joker og drikker øl. Singstar er også til festen, en blond kvinde som elsker mode og "Sex and the City". Hun drikker sodavandslignende drinks, og danser og synger med til popmusikken der spiller på anlægget.

To folk fra to forskellige verdner, som efter lidt for mange genstande og lidt for mange sange, befinder sig i hinandens arme. Det ender som den slags nogen gange gør, og ni måneder senere er Band Hero født, det uønskede barn.

Band Hero er en fusion af Singstar og Guitar Hero. Det er en uomtvistelig sandhed at størstedelen af Singstar-fans er piger. Der er en grund til at det er Singstar: Take That der står i butikkerne og ikke Singstar: Metallica. Befinder der sig en pige i gruppen når man spiller Guitar Hero eller Rock Band, er chancen stor for at hun bliver forvist til mikrofonen. De er bare bedre til at synge, og derfor er Band Hero specialtilpasset til dem.

Spilmæssigt er det nemlig det samme som Guitar Hero 5, uden attituden. Det kan måske nok diskuteres hvor denne attitude er forsvundet hen siden Guitar Hero II, men selv med den parodierede tegnefilmsstil, har det da i hvert fald handlet om rock, og taget rocksangene alvorligt.

I Band Hero handler det ikke længere om rock, det handler i stedet om at synge Taylor Swift-sange på en scene i et supermarked. Det handler om at give de velkendte figurer fra Guitar Hero-spillene, en ekstrem makeover med pastelfarvede scene-klæder og lidt sminke. Det handler om at sælge ud af hele det originale koncept, for at gøre det mest muligt attraktivt for flest mulige mennesker.

For at drive den "brede appeal" hjem, har spillet fået en ny karaoke-mulighed. Her ruller teksterne over skærmen, og farves i takt med vokalen sådan at alle kan skråle med, uden nødvendigvis at ramme en eneste tone. Har du mikrofoner nok kan du tage tre venner med ind over, hvilket betyder at i da i det mindste kan grine af hinanden.

Også sangudvalget er en blanding af Singstar og Guitar Hero, dog naturligvis kun de dårligste sange fra Guitar Hero. Band Hero ønsker således at du skal synge med på sange fra blandt andre Jackson 5, Marvin Gaye, Maroon 5, Lily Allen, Spice Girls og Village People. Det er den slags sange som er sjove at synge med på til en fest, når man har fået en genstand eller to indenbords, men forfærdelig kedelig at spille på instrumenterne. Yderligere er det den slags sange som ikke altid har noget egentlig guitar i sig, og står du derfor med instrumentet om skulderen ender du gerne med at spille både synthesizer eller violin på den i enkelte sange.

Det hjælper heller ikke at Activison har leget moralens vogter, og derfor har censureret nogle af sangene sådan at ingen vil føle sig stødt. De personer som denne censur skal beskytte må være nogle super kristne og overhysteriske forældre, for det hele virker til grin. I teksten til American Pie synges der derfor "and the good old boys were drinking --- and rye" i Band Hero, og Activision mener altså at ordet "Whiskey" har været for stærkt til spillet. I Honky Tonk Woman synger Rolling Stones "She tried to take me upstairs for a ---" og altså er ordet "ride" taget ud. Jeg kunne godt forstå hvis det var ord som "fuck" man havde valgt at tage ud, men "ride" og "whiskey" for nu bare at nævne to eksempler, virker altså en smule hysterisk.

Foruden de kendte sange er soundtracket fyldt med en masse ukendt, amerikansk poprock. Det er sikkert populært mellem middelklasseungdommen, men helt ukendt for mit testpanel, og man kunne have overvejet om de ikke skulle være skiftet ud i den europæiske version.

Mindst et lyspunkt er der dog ved Band Hero, og det er det medfølgende trommesæt, hvis du køber den store pakke af spillet. Dette er af mærkbart bedre kvalitet end det vi kender fra Guitar Hero 5 og World Tour, og føles væsentlig bedre at spille på. Det er dog ikke værd at købe spillet for, og jeg venter gerne til instrumenterne kommer til at sælges separat.

Men hvad så med mit testpanel? Min niece var ikke imponeret. Det skal siges at hun har været til Metallica-koncert og spillet guitar selv, men efter et par timer var hun klar til at vende tilbage til Guitar Hero, som ifølge hende havde sværere sange, og det samme gjaldt for min sambo.

Mange af problemerne bag Band Hero virker som om at de skyldes at spillet er lavet til en målgruppe som egentlig ikke er interesserede i musikspil, men som Activision mener at kunne overbevise om andet. Det er et krampagtigt forsøg på at udvide genren ved at udvande konceptet og forsøge at appellere til alle, i stedet for at lave et fokuseret spil til et publikum som rent faktisk ønsker det.