Banishers: Ghosts of New Eden

New Eden, Massachusetts, 1695. Det er en mørk og brutal tid, hvor de dødes sjæle går blandt de levende og det er her at vi møder den eksotiske og cubansk-fødte Antea Duarte og hendes medhjælper, og elsker, skotten Ruaidhrigh "Red" Mac Raith.

Antea og Red er såkaldte Banishers, en slags spøgelsesjægere, som fjerner ånder og spøgelser fra vores verden. De har i deres virke som Banishers, svoret at beskytte de levende mod de døde og det er et ærefuldt hverv hvor de møder respekt hvor de end kommer frem.

De to bliver kaldt til byen New Eden, som er besat af brutal ondskab, og de få indbyggere, som er tilbage i byen, er fanget og desperate. Under et overnaturligt opgør med ondskaben selv, dør Antea, og hun bliver nu selv til et af de spøgelser, som både hun og hendes elskede hader så inderligt.

Efter at have været adskilt en kort periode, finder Red og Antea sammen igen, Antea altså nu som spøgelse. Don't Nod er kendt for at lave intense og spændende narrativer, hvor man bliver sat i svære dilemmaer undervejs - og det er bestemt også tilfældet her. Red kan se og høre Antea og sammen begiver de sig nu ud på en farefuld færd gennem 1700-tallets New England, for at udføre et gammelt og farligt ritual, som måske kan bringe Antea tilbage til livet, men det kræver, at der tages nogle svære valg.

Undervejs kan de to påtage sig såkaldte Haunting Cases, hvor de som Banishers skal finde ud af hvorfor steder, ting eller personer er besatte og det kommer der nogle interessante historier om bedrag mellem brødre, utroskab og det der er langt værre ud af. Uden at afsløre for mange detaljer, så kan jeg godt slå fast, at Red kommer til at gå på kompromis med hans ed som Banisher og det er noget som nager ham. Den ene side af ham vil ære hans ed som Banisher og den anden vil gøre alt for at han kan holde sin elskede i hans arme igen. Hvor langt vil man gå for den man elsker?

Banishers: Ghosts of New Eden er et action-rollespil i en semi-åben verden. Det starter meget langsomt ud og de første cirka 2 timer er ikke specielt interessante og jeg begyndte at blive lidt bekymret for spillets videre færd. Det ændrer sig dog til det bedre efter de første par timer og vokser sig til et fint, måske lidt simpelt, action-rollespil, med alt hvad det indebærer af opgraderinger af udstyr og evner, evnetræer hvor nye egenskaber kan låses op for både Red og Antea, forgrenede dialoger, udforskning af omgivelserne og indsamling af materialer - helt som vi kender det fra genren.

Banishers: Ghosts of New Eden kan vel nærmest betegnes som et action-rollespil light. Da det kommer fra Don't Nod, er der stor fokus på historien, det er temmelig lineært og man bruger en del tid på at bevæge sig rundt og egentlig bare suge til sig - men som altid, når det drejer som spil fra Don't Nod, så er der mere mellem linjerne. Det helt store fokus er historien og forholdet mellem de to hovedpersoner, men også på fortællingerne i de forskellige Haunting Cases. Så det er et lidt anderledes spil i genren end vi kender det, da der er større fokus på fortællingen og mindre på store evne-træer, stats, magi og potions.

Der hvor Banishers for alvor adskiller sig en smule fra andre spil i genren, er omkring samarbejdet mellem Red og Antea. Som spiller kan man frit skifte mellem de to og de har hver deres styrker og svagheder. Antea kan fra de dødes rige for eksempel se ledetråde som Red ikke kan se, hun kan fjerne forhindringer i omgivelserne og da hun jo er et spøgelse, følger hun ikke vores naturlove og kan derfor for eksempel bevæge sig over længere afstande inden for et splitsekund. De kan også arbejde sammen i kampene, efterhånden som flere evner låses op.

Den visuelle side af Banishers: Ghosts of New Eden er ganske glimrende. Selv om lyssætningen virker lidt statisk og gammeldags og ansigts-animationerne er lidt stive, så viser det her spil, hvor langt man kan komme med godt design. Don't Nod har nemlig formået at skabe en virkelig smuk og troværdig verden, og den emmer af stemning, uanset om man går gennem de mørke skove, de støvede landsbyer, de lyse og venlige enge, de disede sumpe eller går på opdagelse i klipperne langs kysten.

Der er flere sekvenser, hvor der bydes på virkelig lækre filmiske kameravinkler og flotte visuelle effekter, når Red for eksempel forviser spøgelser og ånder, én gang for alle. Personerne har som sagt lidt stive ansigter, men de har dog slet ikke det "uncanny valley" look, som man ofte ser - der er bare ikke meget mimik i dem. Alt i alt synes jeg grafikken er flot og veldesignet og det er ikke sovset ind i moderne teknologier og vild postprocessing, men det er heller ikke nødvendigt, når man har styr på at designe en smuk verden.

Rent teknisk kører spillet ganske fornuftigt på PlayStation 5. Der er de sædvanlige to grafik-modes; en der fokuserer på grafisk kvalitet og en anden der fokuserer på stabil framerate. Der er dog ikke stabil framerate i nogen af dem, da hastigheden kan falde en smule ind imellem, men det var altså ikke noget som ødelagde det for mig - men man vil bemærke det.

Lydsiden er fin og passende og specielt stemmeskuespillet på de to hovedpersoner er glimrende. Det gamle engelske sprog der tales og Reds unikke skotske accent er glimrende og ikke noget man hører så tit i større spilproduktioner.

Når jeg skal komme med en samlet vurdering af Banishers: Ghosts of New Eden, så har jeg svært ved at komme uden om en gammel floskel, men spillet her er større end summen af dets dele. Det er nemlig et forholdsvis simpelt og lineært action-rollespil, men er på samme tid en smuk rejse, en god oplevelse og en fortælling om svære valg og om hvor langt man vil gå, og hvor meget man vil ofre af ens egen overbevisning, for at redde den man elsker.

Banishers: Ghost of New Eden sætter ingen nye standarder i genren, men mindre kan faktisk også gøre det. Det er en god oplevelse, som dog nok er lidt for simpelt for Baldur's Gate 3 spillerne, men det er smukt og har en god fortælling og jeg var ganske fint underholdt frem til den, for mig, ganske overraskende slutning, som kom efter ca. 35 timers spil.