Baten Kaitos

Jeg har med vilje holdt mig langt fra RPG-genren de seneste år. I min bog har jeg reddet de mana-kilder og ældgamle kongeriger, som var værd at redde. Jeg har stået ansigt til ansigt med en gnækkende despot så mange gange, at det at være dagens helt er blevet mere end trivielt, det er faktisk blevet kedeligt. Jeg har rejst gennem dale, landsbyer og ufremkommelige sumpe, for at nå mine mål. Mødt fremmede som er blevet mine venner og som senere er døde i armene på mig alt imens jeg svor en grusom hævn over dem som gjorde det. Hvis der var et eventyr eller en oplevelse derude, så kunne man være sikker på at jeg mødte op. Jeg var den heroiske redningsmand som fik universet tilbage på ret kurs.

Men sådan er det ikke længere. Tiden er knap, mulighederne mange og jeg har derfor de seneste år måttet erkende at teksttunge 100 timers fabler spundet omkring lysende krystaller, et kongerige på grænsen af en omfattende krig, en helt der hverken kan eller vil huske hvor han kommer fra samt en ondskabsfuld troldmand med planer om verdensherredømme, bare ikke kan få mig til at sidde klistret fast til en sofa i over 50 timer. Verden banker på udenfor, min søn vil lege og jeg sidder ikke længere i et klamt og koldt kælderværelse med oceaner af tid til at begå mig som rustningsbeklædt helt i en verden af tilfældige slåskampe og samtaler.

Men det var indtil Baten Kaitos væltede min verden. Sidste gang jeg har været så fascineret af et RPG, som jeg i øjeblikket er af Namcos seneste bedrift, sad jeg på kanten af en seng og spillede mig igennem Segas underfundige og dragende Skies of Arcadia på Dreamcast. Og selvom Baten Kaitos ikke helt når samme højtravende plateau som førnævnte, så er der alligevel et godt og gennemarbejdet rollespil under rustningen. Men før vi kommer til kødet på denne anmeldelse, så er du nødt til at indstille dig på én ting. Du kan ikke spille dig igennem eventyret uden at slå stemmerne fra. Jeg ved godt at jeg tit har efterspurgt stemmer i alt fra Zelda til Paper Mario, mens hvis resultatet bliver som i Baten Kaitos, så kan jeg sagtens leve foruden fremover. Det her er et stilstudie udi tænderskærende stemmearbejde, indtalt med så lidt indlevelse og forståelse for historien, at man nærmest fælder en tåre. At den så teknisk set også er så skidt, at man hurtigt får fornemmelsen af at den er indtalt ned i et otte meter langt jernrør gør det ikke bedre. Så lov mig at du bruger de få minutter det tager at finde frem til stemmerne i menuen og slukker for dem. Baten Kaitos bliver en helt anden oplevelse.

Til trods for min fascination af Baten Kaitos er det ikke i historien man skal finde de store fornyelser. Namco har tydeligvis været godt tilfreds med at finde skabelonen frem og så ellers designe en irriterende, egenrådig og tit provokerende ung knøs kaldet Kalas. Hans agenda er fra starten klar som vand. Kalas leder efter sin bedstefar og broders morder, og vil gøre hvad som helst for at finde ham. Lynhurtigt krydses hans vej dog af pigen Xelha, der er på flugt fra Emperiet, og så har vi balladen. Jeg skal ikke afsløre for meget, men hvis du finder din tjekliste frem og krydser af i felterne med en ældgammel ondskab der vækkes til live, nogle specielle End Magus-kort, der kan regere eller destruere verden og masser af politiske intriger, så har du meget godt fat i hvad Baten Kaitos tilbyder. Til gengæld er spillet rigt på småjobs og andre opgaver, og man kan reelt fortabe sig fuldstændigt i at få et stamtræ fyldt ud med navne eller gå på jagt efter en masse stjernebilleder.

Heldigvis er der en god portion pionerånd i kampsystemet og da man immervæk spenderer en del tid på den virtuelle slagmark, så er det rart at der er en god dybde i denne del. For nogle vil dét, at man spiller med kort givetvis virke afskrækkende, men giver man det en chance, så er det ikke svært at se hvorfor Namco har valgt at gå den vej. Variationen af kort er stor og de sammensætninger som man kan lave er endnu større. Selv kombinationer der afsluttes med øredøvende og spektakulære slag og magi er der blevet plads til. Dette kædes sammen med en slags real-time kampe, hvor du ikke har mange sekunder til at vælge hvilke kort du vil spille ud - på den måde bliver kampene sjældent kedelige. Systemets eneste akilleshæl er, at det hele kan blive en tand for uforudsigeligt. Du bestemmer naturligvis selv hvilke kort din bunke skal bestå af, men aldrig hvilke kort du får på hånden, og nogle gange kan det føre til urimelige nederlag i situationer hvor man ellers burde vinde. Alle kampene, lige på nær bosserne, er dog nogle du vælger at gå ind i, så modstanderne kommer aldrig som en overraskelse. Man kan nemlig se dem hele tiden og har man bare lidt snilde, så kan en del af dem også undgås.

Som et lille ekstra krydderi udvikler nogle af kortene sig med tiden. F.eks. kan du i starten heale dit hold med en klase bananer, men som dagene går, bliver de overmodne og så kan de i stedet bruges som et offensivt våben. Det samme gælder mælk, som med tiden bliver til ost og bambusskud der bliver til små spyd. Det kan naturligvis også være brandirriterende, når stort set al ens healing-mad skifter karakter lige før en stor og vigtig kamp.

Der, hvor Baten Kaitos for alvor excellerer, er dog i designet af universet man bevæger sig rundt i. Ikke ulig den verden du måske kender fra Skies of Arcadia, rejser man rundt mellem fritsvævende kontinenter, der på hver sin måde er fortryllende smukke og dybt farverige. Alle baggrunde serveres som præ-renderede malerier, men det ødelægger absolut ikke den fascinerende og farveladeagtige verden. Den ene ø skinner om kap med den næste og når purpurrøde skyer kælent danser om dine fødder, mens du begiver sig ned igennem en gammel landsby, så føler man virkelig at man er blevet transporteret til en anden verden. Det samme gør sig gældende i kampene, hvor det hele transformeres til 3D og hvor bosserne er nogle enorme kolosser, udtænkt og udført med masser af charme og fantasi. Namco har virkelig haft tænkehatten på og har i Baten Kaitos lavet et spil, der er mindst ligeså flot og anderledes som f.eks. Chrono Cross på den gamle PlayStation - hvilket absolut er en cadeau.

Efter en lang RPG-tørke ser det endelig ud til at GameCube-ejere har fået et godt rollespil mellem hænderne. Tales of Symphonia var uden tvivl godt lavet og faktisk også ret underholdende, men Baten Kaitos tager lige det hele lidt længere ud og overdøser dig så med farver, fantasi og et yderst fængende gameplay, hvor dine spillekort er det centrale - og det var nok til igen at forvandle mig til den helt jeg engang var. Tak for det, Namco.