Interessen for Superman og vennernes mange kampe mod alskens evigt onde skurke dalede dog stødt i takt med min stigende alder. Lige indtil en ven introducerede mig for de voksne fortolkninger af tegneserierne, og The Punisher, DareDevil og i særdeleshed Batman: The Dark Knight Returns ændrede mit syn på grafiske noveller for evigt.
Væk var de velmenende tanker, de kække oneliners og samvittigheden, og alle var de afløst af tanken om at målet helliger alle midler. Det er denne stil Batman: Arkham Asylum læner sig op af, og det cementeres allerede få sekunder efter spillets begyndelse, da Batman på det nærmeste klemmer livet ud af Jokeren, med et fast greb om hans hals.
Skuepladsen er, som spillets navn indikerer, sindssygeanstalten Arkham Asylum hvor kun omverdenens mest korrupte og forpurrede kriminelle bliver sendt til. Skrigende fra øens mange pinsler nærmest siver ud af de billeder, der vises på skærmen, og udvikleren Rocksteady må i den grad roses for at have ramt den voksne tegneseriestil så perfekt, at selv Frank Miller ville være tilfreds. Det hele syder af ondskab, forfald og sindssyge og det evige mørke indhyller på alle tidspunkt anstalten i en usikkerhed så stor, at man vel nærmest skal have en smule vanvid i sig, for overhovedet at betræde stedet.
Midt i det hele er Jokeren, som forud for spillets start er blevet taget til fange af Batman, på vej til sin celle. Det hele går dog for let, og viser sig hurtig at være en nøje udtænkt plan for at fange Batman på den anstalt, hvor han selv står for at have buret størstedelen af klientellet inde.
Fra tredjepersonsperspektivet går der ikke lang tid før man første gang angribes af Arkhams kære indsatte, og her viser sig den første overraskelse. Kampsystemet er nemlig i stil med det fra Fable 2 særdeles enkelt, men enormt givende. Derfor slår og sparker man med en knap, mens en anden står for kontraangreb. Blå ikoner indikerer et indkommende angreb med næver, mens et rødt indikerer våbenangreb. Fælles for begge ikoner gælder dog at så snart de viser sig over en fjendes ansigt, kan man med et enkelt tryk gribe angrebet, vende det mod modstanderen og følge det op med egne slag og spark. Effektivt betyder det, at man ved at time sine angreb kan klare en skare på ti mand uden at blive ramt, hvilket samtidig resulterer i højere erfaringsbonus. Erfaringen indsamles i en pulje, der hver gang den overstiger sin grænse, tillader at åbne op for en ny færdighed, som mere effektive Bataranger, mere styrke eller nye angreb.
Batman er dog ikke en voldstornado i den gængse forstand, og befinder sig langt bedre i skyggerne, hvorfra enhver situation kan analyseres. Derfor er to af de mest værdifulde værktøjer den effektive graplinghook og det "Detective"-syn som du fra starten får stillet til rådighed.
Ved at bruge graplinghooken, er det på det nærmeste muligt at bevæge sig alle steder hen, og ikke alene skal dette bruges for at finde rundt i Arkhams gemte kroge, men også for strategisk at sætte ethvert angreb op. "Detective Mode" fungerer i stedet som et slags røntgensyn der lader dig se igennem mure, fjender og indikerer hvis noget fortjener ekstra opmærksomhed. Denne slags superkraft er set før i andre spil, men ikke siden Metroid Prime har den været så gennemført. Alene det at man her kan se modstanderne som skeletter gennem mure, samt at man får en statusmelding på dem, om de eksempelvis bærer våben, gør en verden til forskel når angrebet sættes ind.
"Detective Mode" kan også bruges til at finde og følge spor, og her låner spillet en smule fra Monoliths Condemned serie. I en af de første missioner er kommissær Gordon således blevet taget til fange, og ved at analysere konsistensen af en smule pibetobak efterladt på gerningsstedet, er det pludselig mulig at finde spor i jagten den kidnappede allierede.
Batman: Arkham Asylum synes at låne fra adskillige forskellige spil, og i den cirka tre timer lange preview version som undertegnede har haft gennem maskinen, har der været spor af spil så forskellige som Splinter Cell, Fable 2 og Metroid. At snige sig rundt føles naturlig og grundet de værktøjer man stilles til rådighed, bliver det aldrig så straffende som i Splinter Cell. Kampsystemet låner en del af simpliciteten fra Fable 2, men indeholder stadig enorm dybde og byder på fantastiske kampe. Sidst er den åbne verden, der fra start synes en kende lille, men lader dig vende tilbage til steder, som du allerede har besøgt, for med nyskaffede værktøjer at åbne op for flere hemmeligheder, ganske som i Metroid eller Castlevania.
Dette synes ikke kun at blive et godt spil for fans af Batman, men for alle fans af gode spil i det hele taget. Det er meget svært at se hvordan Rocksteady ikke skulle have et af årets bedste spil i støbeskeen med Batman: Arkham Asylum, og er du endnu ikke overbevist, er den bedste anbefaling, jeg kan give, at tage et kig på billederne af spillet, og forestille dig et spil der fungerer præcist ligeså godt som billederne ser ud.