I den senere tid har jeg været plaget af en underlig rastløshed mht. online-gaming. Jeg vidste ikke lige helt, hvad det var jeg gad bruge tid på. Counter-strike er efterhånden mere slidt end de Playboy-blade Sirius-patruljen havde med sig. Bevares, det er da stadigt et glimrende spil, men der mangler ligesom et andet spil som har det hemmelige krydderi. Battlefield 1942 har vist sig at være min kærkomne redning. Som du måske læste i sidste udgave af Gamez, har jeg været med siden beta-testningen gik i gang. BF1942 har været under stor udvikling, og det er med denne endelige udgave lykkedes Digital Illusions, at skabe et suverænt og helstøbt spil. Mange af tingene er blevet modificeret undervejs, og der er nu en god balance mellem de forskellige fraktioner og enheder.
Selvom uddannelses-niveauet her i landet bliver kritiseret meget, så skulle de fleste læsere dog have bemærket, at vi befinder os under 2. verdenskrig. BF1942 er centreret om de store begivenheder under denne. Gennem et par håndfulde af missioner gennemlever du WW2’s dramatiske kampe. Du får muligheden for, at tage rollen som amerikaner, tysker, englænder, japaner eller russer. Alle med hver deres autentiske køretøjer, fly, uniformer, sprog osv. Basalt set er BF1942 en first-person-shooter med køretøjer og fly. Det er krigsførelse på store åbne områder, naturligvis i forrygende 3D-grafik. Som jeg nævnte i mit preview af selv samme titel, så minder gameplayet i BF1942 meget det i spillet Tribes. To sider kæmper i et stort område, og dette er både som almindelig fodtusse, pilot osv. Du har mulighed for at vælge imellem fem forskellige klasser, som består af scout, anti-tank, assault, medic, og engineer. Alle med hver deres specielle egenskaber, dog har alle på lige fod mulighed for, at benytte alle køretøjer og fly på banerne. Dette giver spillet et helt nyt aspekt, og en drejning i den gode retning.
Styringen af de forskellige køretøjer af ganske ligetil. Kan man løbe rundt på landjorden, kan man også køre rundt. Man styrer med tastaturet, og skulle der være en kanon eller andet guf påmonteret, så styres denne med musen. Mange af køretøjerne kræver dog flere spillere for at fungere optimalt. De helt store kampvogne kræver både en chauffør og en skytte, mens man som sagt kan styre begge ting samtidig på de mindre tanks.
Flyene er derimod en helt anden snak. De er meget svære at styre i starten, og i de første spæde forsøg ender man højst sandsynligt med, at hamre ind i den nærmeste forhindring. Jeg mener dog at det er med rette, at flyene ikke er så lette at gå til. Det ville skubbe magt-balancen for meget, og reelt set gøre piloterne til de mest dominerende i spillet. Man kan dog sagtens lære at mestre flyene, og når man først har gjort dette, så kommer døden ovenfra. Singleplayer og multiplayer forgår på næsten samme måde. På hver bane skal der erobres flag og dette gøres ved, at indtage kortlagte områder. Vha. et specielt system får hver side point efter hvor mange flag de har erobret, mister man flag mister man også point - den side hvis point først når nul har tabt. Singleplayer foregår ved at spille sig lineært igennem banerne. Der er en smule briefing med til hver mission, og hver mission kobles sammen vha. historien. Ellers foregår singleplayer og multiplayer stort set ens, dog er alle mod- og medstanderne naturligvis computer-styrede i singleplayer-delen.
Pt. understøtter de officielle servere 32 spillere, da man respawner hver gang man dør, er dette nok til at føre en krig i stor stil.
Selvom det er gamle dage, så behøver grafikken ikke være gammeldags, og det er den bestemt heller ikke i BF1942. De store landskaber er utrolig flotte, og hele oplevelsen krydres af en glimrende episk musik- og lydside. Visuelt er BF1942 en godbid i verdensklasse. De store og meget flotte områder skal næsten opleves fra luften. BF1942 er fuld af action, og de hektiske kampe suger dig helt ind i det krigshærgede univers. Jeg vil lægge hovedet på blokken og spå, at Battlefield 1942 bliver årets multiplayer-oplevelse. Grafik, lyd og ikke mindst gameplay går op i en højere enhed. Så saml dine bedsteforældre omkring PC’en, og vis dem hvordan man vender slagets gang. Verdenskrigen er igen over os, og denne gang uden kunstig kaffe og madkuponer.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 9 / 10
- Lyd
- 10 / 10
- Spilbarhed
- 10 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 9 / 10