Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Battlefield 2: Modern Combat

Battlefield 2: Modern Combat

Battlefield har hærget og sejret hos millioner af PC-ejere. Nu er tiden oprindet til storstilet krigsførelse på din konsol.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Stakkels, arme Kasakhstan. Jeg har netop hærget landet i Ghost Recon 2: Summit Strike, så der er ikke meget fred at hente for de kære indbyggere, når nu Modern Combat også tager sit afsæt i det problemfyldte område. Jeg har længe ventet på, at se Battlefield komme til live på konsolmarkedet, men jeg har samtidig været meget skeptisk angående, om det kan lykkes, at bevare det samme feel, jeg holder så meget af i Battlefield 2 til PC. Det har viser sig dog hurtigt, at evnerne hos drengene i Digital Illusions rækker langt ud over PC-platformen.

Sidder du nu og er lidt usikker omkring, hvad Battlefield-konceptet er, så er her en lille opsummering: Slagplanen går i alt sin enkelthed ud på at bekrige hinanden i storstilede slag, hvor du kæmper side om side med mange medspillere for at besejre fjenden - som selvsagt også er rigtige spillere. Hertil krydres oplevelsen med et uhyre stort udvalg af våben, køretøjer, fly og deslige, og så er man stort set i gang med krigsførelse af bedste skuffe. Det er dog Digital Illusions store evner der har gjort, at netop Battlefield blev (og stadig er) kongen af denne forholdsvis unge genre. Hvis der et område, som konsolejere er blevet snydt for gennem tiden, så er det denne form for indlevelse i en storstilet krigsoplevelse, som PC-ejere har nydt godt af længe. Spillet SOCOM: US Navy Seals og for Xbox-ejerne specielt Ghost Recon-serien, gav ganske vist os en forsmag på det, men nu er der for alvor lagt i ovnen til, at slaget på konsollen skal gå sin gang til lands, til vands og i luften.

Selvom der ikke har været meget at komme efter på singleplayer-fronten på PC-versionen, så får vi som sagt denne gang mulighed for at hærge gennem Kasakhstan. Her får du som nyudklækket menig mulighed for at lære spillets aspekter og små facetter at kende. Muligheden for at skifte øjeblikkeligt mellem ens AI-medspillere, er en god lille gimmick, som gør, at man aldrig skal bruge tid på at traske rundt i landskabet - og jeg har personlig løbet alt for mange virtuelle kilometer til, hvad godt er. Det vil altså sige, at du kan skifte soldattype, når det det passer dig, hvilket er en interessant indgangsvinkel. Ligeledes optjenes der løbende medaljer, så du får adgang til nye og mere interessante våben og andet udstyr til arsenalet.

Alt dette er naturligvis ganske underholdende for en stund, men inden længe føles det hele lidt for scriptet og uinspirerende - og AI-soldater er immervæk ikke så tilfredsstillende at skyde, som det er tilfældet med menneskelige modstandere. Det blev hurtigt øjensynlig for mig, at jeg ikke skulle finde de helt store guldæg på offline-fronten, for at tilfredsstille min krigsiver. Hvorfor så købe spillet? Jo, det er naturligvis i multiplayer-mode, at oplevelsen i sandhed kommer til at funkle. Så er det, at jeg godt kan leve med en lidt fesen singleplayer-oplevelse, for, når jeg går online med Modern Combat, så er der hæsblæsende krig i vente.

Dette er en annonce:

Et par håndfulde baner og op til 24 spillere ad gangen, sætter hurtigt tingene i perspektiv, og min tid som offline-soldat blev hurtigt nyttig på den kaotiske slagmark. Ganske vist er herligheden langt fra lige så pæn, som jeg er vant til, men den sorte boks gør nu et hæderlig stykke arbejde, taget i betragtning af områdernes størrelse. Alle de gængse klasser af soldater er tilgængelige, og en lang række våben ligeså, ganske som forventet, men køretøjer og deslige er ikke helt, som jeg kunnet have håbet. Fysikken i f.eks. Humvees er helt ude i skoven og føles mest af alt som at køre en Legoklods, men til trods for det, kommer man naturligvis fra A til B nogenlunde helskindet. Det er noget man kan leve med, men jeg savner alligevel tyngden, som giver så utrolig meget indlevelse.

Netop indlevelse er der dog at hente i de vellykkede våben og de klasser, man kan vælge at spille. Som altid er der noget for enhver smag, om du så er til snigskytten eller soldaten med de store kanoner. Pakker vi hele ramasjanget ind i masser af muligheder for klandannelse og kontrol, samt VoIP (tale over nettet), så er der tale om en helstøbt oplevelse på både din PS2 og Xbox.

Battlefield er og bliver dog bedst på PC’en, men taget konsollernes muligheder - eller rettere begrænsninger - i betragtning, så er konverteringen sket fornuftigt. Én ting jeg dog klart kunne mærke af forskel var, at man i online konsolspil, ikke har nær samme grad af seriøsitet, som på PC’en. Teamplay var der meget lidt af og det var meget indlysende at de typer af gamere, der går i krig fra deres konsol, er af en lidt anden støbning. Det hænger måske sammen med, at langt de fleste konsolejere blot hopper ind i en bane eller to, når nu de alligevel sidder i sofaen og ikke prioriterer andet end kills så meget, mens det står på. Om det er noget jeg bilder mig ind, kan være svært at svare på, og der findes da også mange PC-ejere som har den spillestil, men jeg ser dog meget frem til at se klanmiljøet blomstre i Modern Combat.

At købe Battlefield 2: Modern Combat uden at kunne gå online, vil være som at købe benzin uden at eje en bil. Ganske vist kan det være sjovt at lege i singleplayer-delen for en stund, men det bliver hurtigt uinteressant og langt fra pengene værd. Skal du derimod have fuld smæk for skillingerne, skal du kunne gå online på din konsol. Digital Illusions har formået at give konsolejere den samme hektiske og dynamiske krigsoplevelse, som vi kender fra PC-fronten. Og hvis det ikke er grund nok til øjeblikkelig at blive virtuel rekrut, så er du bedre tjent med at spille noget fredeligere. Her er tale om ægte arkadekrig uden dikkedarer og alskens kommandoer.

Dette er en annonce:
Battlefield 2: Modern Combat
Battlefield 2: Modern Combat
Battlefield 2: Modern Combat
Battlefield 2: Modern Combat
Battlefield 2: Modern Combat
Battlefield 2: Modern Combat
Battlefield 2: Modern Combat
Battlefield 2: Modern Combat
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Glimrende atmosfære og dynamik. Masser af våben og baner.
-
Dårlig fysik i køretøjer. Ikke helt ubesværet styring.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    Battlefield er en serie som startede på PC. Et militær skydespil, der ikke gik ud på andet end at du skulle dræbe dine modstandere i intense... 8/10
  • IceDk
    halløjsa fellow gamers ! battlefield Modern Combat til Ps2 er helt sikkert et af de bedste On Line spil. (synes jeg altså). dog synes jeg det er... 9/10
  • Sturmgeist
    + Super online gaming. Meget afhængighedsdannende gameplay. Flot grafik. - Ikke så meget ved singleplayerdelen 8/10

Relaterede tekster

Battlefield 2: Modern CombatScore

Battlefield 2: Modern Combat

ANMELDELSE. Skrevet af Jesper Nielsen

Digital Illusions bringer den digital slagmark til næstegeneration og Jesper er trukket i camouflagetøjet for at gennemteste oplevelsen.

Battlefield 2: Modern CombatScore

Battlefield 2: Modern Combat

ANMELDELSE. Skrevet af Steen Marquard

Battlefield har hærget og sejret hos millioner af PC-ejere. Nu er tiden oprindet til storstilet krigsførelse på din konsol.



Indlæser mere indhold