Stemningen bliver sat fra starten, når man kaster sig ud i at spille Battlefield: Bad Company 2 Vietnam. For samme øjeblik man scroller hen på det nye Vietnam-menupunkt, strømmer
tonerne af Creedence Clearwater Revivals eminente Fortunate Son ud af højtalerne. Så er vi ligesom i gang.
DICE har gjort sig umage for at skabe den rette atmosfære i BC2 Vietnam, og det skinner igennem i alle aspekter. Fra de små ting som brugergrænsefladens nye junglefarvede tema, til de lidt større som musikken og de små briefing-film, der kører mens banerne indlæses. I stedet for de topmoderne satellit-billeder og computer-zooms vi er vant til, får man i stedet næsten håndtegnede kort, der ligner de vises gennem en filmprojektor, mens en radiospeaker entusiastisk fortæller om scenariet i noget, der næsten grænser til propaganda. Jeg har endnu ikke sluppet et eneste skud, og alligevel er jeg allerede overbevist. BC2 Vietnam oser af kvalitet.
Hvor man i grundspillet Bad Company 2 har alskens højteknologisk isenkram til rådighed, så er arsenalet i Vietnam af historisk karakter. De fire klassers grundroller er de samme, men mængden af legetøj er skåret en smule ned. Med undtagelse af Engineer-klassen, der kan vælge mellem raketkaster og miner, er de alle begrænset til deres standard-gadgets. Og hvad vigtigere er, så er Recon-klassen nu den eneste, der har adgang til kikkertsigter. Alle andre må bruge deres geværs almindelige iron sights. Det betyder i praksis at man er nødt til at kæmpe på kortere afstande, og på den måde bliver Vietnam et mere personligt og tæt spil end sin storebror. Vietnam føles mere råt end det almindelige Bad Company 2, og det mener jeg i den mest positive forstand.
Det understreges yderligere af at man nu også kan boltre sig med en flammekaster, uanset klasse. Den er ubrugelig på lang afstand, men i trange kår er den uhyggeligt effektiv. Og så ser den rasende godt ud. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over om det er den flotteste i et spil nogensinde, men den er tæskelækker. Og som det er tilfældet med alt andet udstyr i BC2 Vietnam, så skal man ikke låse op for den. Alt er tilgængeligt fra første øjeblik, så selvom du måske har forsømt Engineer-klassen groft i grundspillet, så kan du straks kaste dig ud i at smadre kampvogne her.
Der er fire baner tilgængelige i BC2 Vietnam, og de kan alle spilles i samtlige spiltyper. Desuden bliver der låst op for en femte bane senere. Sammenligner man med grundspillet, så føles Vietnam-banerne noget mindre og lettere at overskue - igen et udtryk for at udvidelsen er mere up close and personal. På nogle af Rush-banerne i Bad Company var der så langt mellem startområde og objektiver, at det tog en evighed at nå frem til fods. Man var afhængig af køretøjer. Det er ikke tilfældet her. Selvom der i hver enkelt bane i Vietnam er en håndfuld køretøjer til rådighed, så er de ikke en lige så central del af oplevelsen. Man kan dække det meste til fods, og køretøjerne får i stedet en rolle som supplement frem for den primære strategi.
Dermed ikke sagt, at lave sin egen personlige variation af Dommedag Nu, når man hopper i pilotsædet på en Huey-helikopter og lader raketter regne ned over slagmarken, mens Valkyriernes Ridt brager ud af højtalerne. Det kan bringe brede smil frem hos enhver.
Fire baner (snart fem) lyder måske ikke af meget, men der er stor variation mellem dem, og kvaliteten på dem alle er i top. På Hill 137 kæmper man sig vej op af en delvist tætbevokset og udbrændt bjergside gennem tuneller og skyttehuller. I Phu Bai Valley danner en lille bondeby omringet af rismarker rammerne for drabelige slag. I Cao Son Temple er der tæt jungle og gamle tempelruiner. Og på Vantage Point går det først op af bakke og siden ned igen, gennem små vandløb, vanddækkede mark-terasser og en højtbeliggende landsby centralt i banen. Man føler sig hurtigt hjemme, og der er altid flanker og alternative ruter man kan benytte, hvis fjenden har belejret sig for tungt.
Lydsiden i Bad Company 2 var fantastisk, og DICE fortsætter det gode arbejde med Vietnam. Udover de fremragende lydeffekter får stemningen et ekstra nøk af det faktum, at alle de amerikanske køretøjer er udstyret med radio, der spiller tidstypisk musik. Så vidt jeg lige kan lure er førnævnte Fortunate Son det eneste licenserede nummer, og resten er tilsyneladende komponeret til lejligheden. De andre numre rammer dog 70'er-lyden perfekt, og nogle gange ville jeg næsten ønske at jeg bare kunne cruise uforstyrret rundt i min helikopter og lytte til musik. Men også kun næsten.
For Vietnam er en distilleret udgave, af alle de ting der gør Bad Company 2 så fremragende. Der er skåret ind til benet, så de centrale mekanikker bliver fremhævet, mens det lidt mere overflødige fyld er nedprioriteret. Fokusset på historisk korrekte våben og teknologi gør, at oplevelsen på en måde bliver mere ren. Man skal ikke længere bekymre sig om UAV'ere, bevægelsessensorer og andre gimmicks. I stedet kan man koncentrere sig om at skyde fjenden og nå sine objectives.
Jeg har ærlig talt svært ved at finde kritikpunkter for denne udvidelse. Når man ser sin fjende i killcam, efter man er blevet skudt, er animationerne måske lidt stive. Og nogle vil måske savne de mange muligheder for kombinationer af våben, scopes og gadgets, som man har i det normale spil. Men det er ikke noget, der har generet mig mens jeg spillede, og jeg nævner det egentlig kun, så jeg har noget at skrive i minus-feltet ovre til højre.
Battlefield: Bad Company 2 er uden sammenligning min absolutte favorit blandt årets skydespil, og Vietnam gør det kun bedre. Der er nok indhold i pakken til at det næsten kunne holde til en selvstændig udgivelse, og for omkring 100 kroner er det et røverkøb. Hvis du kan lide BC2, så skal du have fat i Vietnam - der er ingen tvivl.