Battlestations: Pacific

Skulle man foretage et lille eksperiment og se verdenshistorien gennem øjnene på spilnørdsstereotypen, ville den grangiveligt nok komme til at se en del anderledes ud end de lærde og skriftkloge kan fortælle os. Her, fra mørke og fugtige kælderværelser uden vinduer og kun oplyst af spilskærme, har nørden nemlig lært, at der jo stort set kun eksisterer én krig der er væsentlig at tale om - og det er Anden Verdenskrig. Og selvom det lille to-tal jo nok kan minde os om, at der også har eksisteret en Første Verdenskrig, så er den for ingenting at regne i forhold til efterfølgeren. Krigen over alle krige. Spiludviklere har nemlig i stor grad drevet rov på historierne fra Anden Verdenskrig, og jeg har næsten ikke tal på alle de gange jeg har jagtet onde tyske soldater i forskellige spil.

Grunden til at der findes et kæmpe arsenal af krigsspil fra denne historiske periode er selvfølgelig, at den også har vist sig at være ekstremt populær hos forbrugerne. Især Call of Duty-serien har vist sig at være særdeles slidstærk. Men generelt set synes jeg godt, at man kan begynde at spore en vis metaltræthed i genren. For det er vel efterhånden begrænset hvor mange nye, originale indgangsvinkler man kan have til denne krig? Originalitet er med andre ord ved at være en mangelvare.

Om ikke vanvittig original, så er Battlestations: Pacific i hvert fald et friskt pust til genren, der mest af alt har fokuseret på et simpelt peg-og-skyd gameplay. Ligesom sin forgænger, Battlestations: Midway, så kan Pacific nemlig anskues som et lykkeligt ægteskab mellem strategi og action. Her gælder det ikke bare om at storme frem mod fjenden. Nej, for Battlestations interesserer sig nemlig, som stort set det eneste spil på markedet i øjeblikket, ligeså meget for de taktiske og strategiske overvejelser i forbindelse med krigsførelse på vand, som det ønsker at blæse til blodfyldt actionkamp, hvor der skydes på alt der rører sig.

Der er to forskellige kampagnedele at vælge imellem: En amerikansk og en japansk. Den amerikanske del gennemløber en række historiske søslag, der fortsætter fortællingen fra Battlestations: Midway. Efter Midwayslaget har de amerikanske marinesoldater genvundet kontrollen på Stillehavet. Den nye udfordring for amerikanerne er den japanske flåde, der ikke sådan har tænkt sig at smide håndklædet i ringen lige med det første.

Modsat denne "historisk korrekte" del, så er den japanske kampagnedel baseret på den japanske flådes ikke-udførte planer mod de allierede styrker. Eidos skriver i materialet til spillet, at man derfor har "mulighed for at ændre historiens gang", og det lyder jo sådan set ret flot. I sidste ende gør det ikke den store forskel om man spiller den ene eller anden del, for når først klaveret spiller og de store slag folder sig ud på skærmen, kan man i bund og grund ikke mærke om det er den "historisk korrekte" udgave af søslaget man spiller, eller om det er japanernes "hvad-nu-hvis"-historie man effektuerer. Det er hip som hap.

Eidos har formået at pakke historien flot ind med en række meget veludførte og grafisk smukke små film, der introducerer hver kampagne. Men det ændrer ikke ved at historien forbliver en tynd kop the. Filmene maler med en stor følelsesmæssig pensel og sætter fokus forholdet mellem patriotisme og de tab der næsten uundgåeligt er involveret, når mennesker begynder at skyde løs på hinanden: Det er det stærke bånd mellem soldaterne over for kvinderne derhjemme, der må undvære deres mænd. Det er tilbageholdte og torturerede soldater der tages til fange, og det er de store sejre. Det er alt sammen meget fint og flot, men som sagt er historien ikke dette spils styrke, selvom Eidos gerne vil have Battestations til at runge af episke dimensioner. Det gør det ikke.

Som sådan skal man heller ikke anskue det som et historiedrevet spil, men snarere missionsfokuseret, hvor man i forskellige søslag skal udføre en række konkrete og på forhånd givne opgaver i enten ubåd, skib eller fly. Til hver af disse fartøjer skal man selvfølgelig anvende forskellige taktikker og indgangsvinkler til sine angreb: Der er virkelig stor forskel på at befinde sig i en ubåd, som nok er det sværeste fartøj at styre i spillet, og til at befinde sig i et fly i luften.

Til hver en tid kan man springe ud af sit fartøj og gå til et oversigtskort, hvor man kan dirigere sine tropper rundt i forskellige angrebsformationer. Det gælder om at balancere sine angreb mellem disse to positioner. De taktiske og strategiske overvejelser er grundstenen i ens angreb, men det er dog også nødvendigt at gå mere hårdhændet til værks, når det for eksempel kommer til at sænke enkelte skibe. Det kan nemlig betale sig at præcisere sit angreb, så man rammer nøjagtigt på særlige dele af skibene, så de enten sætter ud eller eksploderer. På denne måde veksler spillet hele tiden mellem overordnet planlægning via et kort og konkret actionmættet styring af ens enkelte enheder og våben.

Alt er dog ikke fryd og gammen, og selvom jeg som sagt overordnet set er meget begejstret for den måde man har kombineret strategi og action på, så er der selvfølgelig punkter, hvor der, for at blive i spillets terminologi, rammes ved siden af. Spillet begrænser nemlig på ret ulogisk og unødig vis ens udfoldelser i søslagene - både når det kommer til det strategiske og når det kommer til selve actiondelen. Man kan nemlig aldrig selv bestemme med hvad og hvordan man vil angribe ens mål. Nogle gange fratages man for eksempel ting, fordi man bliver bedt om ramme ens mål med bestemte våben eller på bestemte måder.

Dernæst kommer at enkelte missioner simpelthen bliver trukket unødigt i langdrag. Enten fordi man skal trække sin ubåd, fly eller sit skib over store distancer, hvor der ikke sker det store imens, eller også fordi missionerne simpelthen bare er for lange, selvom der drysses rigeligt med checkpoints ud over dem. Det føjer måske noget til realismen, at missionerne godt kan være lange, men når vi snakker op til et par timer for at gennemføre en mission, ja, så begynder jeg altså at blive en anelse utålmodig. Og så skal det måske også nævnes, at spillet kan være en anelse trægt at komme ind i, hvis man ikke er bekendt med Battestations: Midway. Der er som sådan ikke nogen tutorial i Pacific, som der nemlig var det i Midway. Til gengæld er der et nyt punkt kaldet "Naval Academy" der forklarer alle aspekter af spillet. Desværre skal man på manualagtig vis læse sig frem til hvad og hvordan man skal spille spillet. Det fungerer lidt ligesom når man skal samle en Ikea-reol, hvor man også sidder med manualen i den ene hånd og bunker af træ i den anden. Det er aldrig sjovt.

Jeg troede næsten ikke mine egne ører, da den japanske kampagnedel blev skudt i gang. Det jeg hørte var grusomt, frygteligt, rædselsfuldt. Forestil dig en japaner læse noget op på engelsk - men læst op som om det var en amerikaner der læste noget op på japansk med amerikansk accent. Det er absurd og mærkeligt, men overordnet ret fatalt. Det her er uden sammenligning det dårligste stemmeskuespil jeg nogensinde har hørt. Jeg overvejer stadig om jeg skal grine eller græde. Til en trøst skal det dog retfærdigvis siges, at stemmerne er noget bedre i den amerikanske kampagnedel. Og heldigvis er det overordnede lydbillede også i orden: Her blæses med lige dele patriotiske fanfarer, kugler, pauk, strygere og kanoner. Det er som det skal være i et krigsspil, nemlig pompøst.

Men selvom træerne altså ikke vokser ind i himlen, og selvom disse kritikpunkter altså kan anlægges på spillet, så kan man ikke tage fra det, at Battlestations: Pacific helt basalt set bare er et ret så underholdende spil. Læg dertil at kampagnedelene hver især er meget lange indeholder masser af timers spilletid, og at multiplayerdelen, der lader op til otte spillere kæmpe søslag mod hinanden samtidigt, også er veludført, så står man med et solidt og grafisk flot spil, der formår at balancere mellem strategi og action på overbevisende vis. Håbet for nytænkning inden for spil om Anden Verdenskrig er med andre ord ikke helt slukket endnu.