Beat Down: Fists of Vengeance

Grand Theft Auto 3 møder Street Fighter tilsat RPG-elementer. Det lyder spændende, ikke? Anderledes og velkendt på én gang - en oplagt spilhybrid? Sandheden er desværre en anden. Beat Down: Fists of Vengeance er en fiasko på alle fronter og et udmærket eksempel på, at gode ideer ikke i sig selv giver gode spil. For ideerne skal også udvikles og følges til dørs, og det har Capcom forsømt på det groveste.

Beat Downs mariekiks-tynde handling følger fem mafia-håndlangere, der bliver ofre for en sammensværgelse. Snart er alle og enhver efter de uheldige helte - af hvem man ved spillets begyndelse vælger én - fra politiet til den kriminalitetsplagede by Las Sombras’ mange forbryder-fraktioner. Tiden er inde til at gå under jorden, etablere alliancer og vente på hævnens time.

Med base i baren The Hole skal en række valgfri og obligatoriske missioner forceres på vej mod den søde, søde hævn. Opgaverne involverer gerne at finde et offer på Las Sombras’ gader og tæve ham til lirekassemand, for trods genre-eksperimenterne er Beat Down til syvende og sidst et kampspil. Missionerne er primært påskud for at iscenesætte en endeløs række slagsmål, og det ville være acceptabelt nok, hvis Beat Down håndterede kampene godt. Men det gør spillet ikke.

Tempoet i kampscenerne er opskruet til et punkt, hvor al taktik ryger ud af vinduet. "Slå først, Frede!", lyder mottoet, og det gør jeg så - alt hvad jeg kan. Men selv som hæsblæsende arkade-action bliver Beat Down hurtigt trættende, for figurernes repertoire af slag og spark føles indskrænkede og styringen upræcis og tilfældig. Hvad hjælper det så, at spillet rummer op imod 100 spilbare slagsbrødre og -søstre? Meget lidt, desværre.

Overalt i Beat Down findes der uforløst potentiale. Når man er i kamp, kan man samle våben op og bruge dem mod sine fjender i klassisk Final Fight-stil. Men knive og køller ryger på jorden igen, så snart fjenden får en fuldtræffer, og derfor kan våbnenes nytteværdi ligge på et meget lille sted. Tilsvarende giver spillet mulighed for at rekruttere kæmpere og danne tre-mands enheder - det er her, de 100 spilbare figurer kommer ind - men det meste af tiden nøjes kampfællerne med at stå i kulisserne, klar til at tage over når showets stjerne ryger i brædderne.

Undtagelsen er gruppeslagsmålene, hvor beat’em-uppets klassiske én-mod-én for alvor erstattes af RPG’ets os-mod-dem - eller mig-mod-dem, hvis man har glemt at tilkalde assistance. Hvor de fleste kampe ses fra siden, udkæmpes gruppeslagsmålene fra en tredjepersonsvinkel, der sender tankerne i retning af et spil som Oni. Resultatet er forfriskende nok i sammenhængen, men desværre er bunkekampenes rolle i Beat Down reelt ganske minimal.

For gruppeslagsmål opstår stort set udelukkende, hvis man bliver genkendt på gaden af medlemmer fra én af de fraktioner, der forfølger spillets fem antihelte. Den slags kan nemt undgås ved at investere i nyt tøj, få plasticoperationer eller for den sags skyld lade sig tatovere. To målere viser, hvor genkendelig man er for politiet og alskens kriminelle udskud netop nu - og så længe man besøger byens tøjbutikker og klinikker flittigt, forbliver man inkognito. Dermed bliver en i princippet interessant feature i praksis ret overflødig.

Sådan er der så meget i Beat Down. Capcom får ikke det store ud af deres idérigdom, der også tæller muligheden for at forhandle sig til oplysninger, penge eller samarbejdsvilje, når modstanderen er godt mør. Interessant er integrationen af et RPG-inspireret level up-system, der giver mulighed for at samle erfaring og forbedre sin slagstyrke, udholdenhed og kampteknik. Enkelt men effektivt, især hvis man vitterligt kunne mærke forskel på level 10 og level 20.

Måske har Capcom simpelthen ikke smidt de nødvendige midler i udviklingen af Beat Down. Spillet er i hvert fald ingen teknisk tour de force: Las Sombras er realiseret som en række små, kedsommelige bymiljøer forbundet med lange loadtider. De stive, unaturlige figur-animationer er bedagede, kameraføringen er gyngende og den triste lydside er ligeså sparsom med stemmeskuespil og reallyd, som musikken er rig på fortærskede action-klicheer.

Man forlader Beat Down: Fists of Vengeance med en fornemmelse af, at der kunne være kommet et godt spil ud af oplægget. Så meget desto ærgerligere er det, at dagsordenen bliver sat af dårlige design-beslutninger, halvt gennemførte ideer og en middelmådig præsentation. Et års ekstra udvikling havde sandsynligvis rettet op på meget, men i sin nuværende form er Beat Down simpelthen ikke værd at prøve kræfter med.