Beyond: Two Souls

Beyond: Two Souls begynder med slutningen. Hvad der muligvis er en lille flække af en amerikansk by er indhyllet i nattens mørke. Jodie (spillet af Ellen Page) sidder i en slidt stol på en svagt oplyst politistation. Både stolen, politistationen og Jodie har tydeligvis set bedre dage.

En bekymret politibetjent forsøger at få Jodie til at snakke. Den forhutlet-udseende pige forholder sig tavs. Kameraet skifter til en dyrtudseende bil i høj fart. I bilen sidder en jakkesætklædt herre. Nathan (spillet af Willen Dafoe) er navnet på manden. Han næmest skriger desperate ordrer i telefonen. Han forsøger tydeligvis at overtale modtageren i den anden ende af røret til at trække sine folk tilbage, mens han fortæller vedkommende, at "de" ikke aner hvad Jodie er i stand til. Det får både modtageren, betjenten, folkene og seeren få sekunder efter at se. Og det er åbenbart en del.

Jodie er nemlig ikke en almindelig pige. Med sig har hun sin personlige ven og plageånd (i bogstaveligste forstand) siden barnsben. Aiden er en fortabt sjæl, der har taget plads i Jodie, og som lader hende begive sig over i en slags åndeverden, med alle de tricks, som den slags nu kan byde på. Vi får som allerede nævnt ganske hurtigt en smagsprøve på, at det er en del. Det er kort sagt en blændende effektiv start, vi som iagttagere af Quantic Dreams nyeste storspil bydes på.

David Cage er forfatteren og intruktøren bag det PlayStation 3-eksklusive spil. At kalde det et spil er dog nok så meget sagt (mere om det senere), det er nemlig endnu et skridt på vejen mod spilskaberens trang til at smelte filmmediet og spilverdenen sammen til en storslået interaktiv film. Siden Fahrenheit fra 2005 (og endnu tidligere, hvis vi tæller det kommercielt forfejlede PC/Dreamcast-projekt Omikron: The Nomad Soul fra 1999 med) har det tydeligvis været Cages intention at levere spil med stærke fortællinger, og Beyond: Two Souls er ingen undtagelse.

Det sidste udspil fra spilskaberen, Heavy Rain, opnåede også masser af anmelderroser fra en stort set enig spilpresse. Jeg kvitterede selv med karakteren ni, og har efter gensyn med spillet fortrudt den karakter en smule. For et eller andet sted lod jeg mig forføre af tanken om den interaktive film. Så meget, at jeg tilsidesatte ønsket om et godt spil. I stedet ignorerede jeg de mange quick time-events, de fragmenterede plotelementer samt de nærmest idiotiske gameplay-bidder som tandbørstning og borddækning. For det var så imponerende. Det var det bestemt. Men det er måske et forsigtigt syvtal i dag, især hvis vi kigger på det som et spil. Beyond: Two Souls er ikke meget anderledes i den forstand, men alligevel står det blændende klart at David Cage har lært sine lektier på mange punkter. Beyond: Two Souls forfiner formlen, mens spillets pacing også leveres forbløffende meget bedre end Heavy Rain. Det skyldes ikke mindst hvordan oplevelsen præsenteres for spilleren, men også at spilleren holdes i ganske stramme tøjler under spillet. Her er ingen svinkeærinder.

Vi begynder som sagt med slutningen - sådan da. Om ikke andet er det langt fra begyndelsen af historien. Som spiller oplever du 26 kapitler, og det er her, at David Cages første genistreg kommer i spil. Hvert kapitel befinder sig et "tilfældigt" sted på tidslinjen. Fortællemæssigt betyder det, at vi konstant får dele af det store puzzlespil serveret, og gameplay-mæssigt sikrer det god variation undervejs i oplevelsen, uden at man undres over de store skift i omgivelserne.

Nu skriver jeg ganske vist gameplay-mæssigt, men hånden på hjertet, så er der måske fire af de 26 sekvenser, der kan kaldes for et spil, og de to af dem er ikke engang særligt spændende at spille. Det er de to, der fungerer, til gengæld. Og som sagt fungerer historien også. Man får som seer bestemt en fantastisk fortælling, der underholder i henved de tolv timer, den varer. I den tid får man både drama, nogle grumme overraskelser, følelser, kærlighed og action. Man får måske ikke de stille øjeblikke serveret så elegant som i The Last of Us, det er nu engang ikke David Cages stil. Han virker oftest en smule for forhippet på at hive følelserne frem hos spilleren, og det lykkes bestemt også til tider. Beyond: Two Souls har det hele - som interaktiv film. Som spil står det noget anderledes til.

Ganske vist slipper vi som spiller for tydelige quick time-sekvenser, men man skal ikke forvente meget andet end følelsen af at trykke i den rigtige retning kombineret med enkelte dialogvalg i 22 af spillets 26 kapitler. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, når historien og skuespillet er så godt som her. Der er stadig quick time-sekvenser, men de serveres oftere som et krav til spilleren om at hamre løs på en bestemt knap, og fungerer derfor godt som adrenalin-boost i de mest dramatiske øjeblikke. Ligeledes kan du glemme alt om at skulle trykke trekant, firkant, cirkel eller kryds i en sirlig (og irriterende) kombination, når der skal kæmpes. I Beyond iagttager du som seer Jodies bevægelser, og skal så pege i en tilsvarende retning med det ene analogstick, hvilket virker langt mere aktivt og tilfredsstillende end eksempelvis Heavy Rains mere tilfældige knaptryk. Men som sagt er det ikke meget spil vi får. Udover spillets første tutorial (som er velleveret og en del af historien) skal vi omkring seks timer ind i spillet, før vi oplever noget, der for alvor minder om et moderne spil. Til gengæld er den time vi bydes på der, også fyldt med en perlerække af spændende øjeblikke. Her skal der sniges på bedste stealth-maner, der skal dræbes fjender, undgåes ditto og tempoet samt grafikken er helt i top.

Det kan desværre ikke siges om enkelte af de andre spilsekvenser. Det er som om at motoren, der driver værket, elsker mørke og sne, mens eksempelvis dagslys og ørkensand bringer det værste frem i den. Således er spillerens tur i en øde ørken fyldt med teksturer af varierende kvalitet og underligt udtværede farver. Til gengæld er andre scener så flotte, at jeg med en pistol for panden og kravet om et korrekt gæt, ikke ville turde svare på, om jeg så en film eller spillede et spil. Og det er ment uden at overdrive.

Eksempelvis er stealth-sekvenserne, der foregår ved nattetide, rigtigt lækre. Animationerne her er så fantastiske, at jeg ikke kan mindes at have set den slags bedre på PlayStation 3. Scenerne i en "sne-bane", er så flotte, at jeg ikke kan huske at have set dem bedre i spilform. Det er kort sagt imponerende, hvor godt det til tider lykkes at skabe en filmoplevelse. Det samme gælder holdets flair for kameraarbejde, der benytter alle tricks i bogen for at narre spilleren til at tro, at det er en film, man ser. Helt ned til kameraføringen, der ikke altid fanger pludselige bevægelser fra skuespillerne.

Men når vi nu taler filmoplevelse, så er der stadig begrænsninger. Og de skyldes ganske sikkert den efterhånden aldrende hardware, som driver værket. Ofte opstår der et enkelt hak eller to ved nye scener, og selvom skuespillerne og disses ansigtsmimikker er fantastiske, og animationerne effektive, sidder man nu til gengæld også med tanken om, at det er en film man ser. Derfor er der visse scener, hvor skuespillerne virker som den slags, der har fået for mange Botox-indsprøjtninger og derfor ikke helt serverer den mimik, der ville sikre dem Oscaren. Det er en naturlig begrænsning på hardwaren, alligevel er det et kritikpunkt, som er værd at nævne, så kan du som læser selv vurdere, om du tror det vil genere dig. Til gengæld er det sjovt at se figurernes aldring samt de yngre udgaver. Det er imponerende, og mile foran mange af konkurrenterne.

Det er gameplayet som sagt ikke. Spillets mekanikker begrænser sig ofte til at gå i den rigtige retning, trykke ekstra hurtigt ved dramatiske scener, eller pege i den rigtige retning med analogsticket, så er der mindre puzzles (mikroskopiske nærmere - eftersom figurens monolog ofte skærer det ud i pap for spilleren), og som sagt et par kapitler (ialt cirka to af spillets tolv timer) der mest af alt minder om Splinter Cell og Second Sight krydret med lidt Uncharted. Ligeledes er det underholdende at styre Aiden, hvilket er hvor langt de fleste puzzle-opgaver kommer i spil. Det er ligeledes med denne figur, at man overtager kroppe, dræber fjender eller på anden måde manipulerer omgivelserne. Styringen kræver en smule tilvænning (med mindre man vælger styringen for uerfarne spillere - mere om det senere). De fleste af disse sekvenser er en fornøjelse at spille. Man kan dog ikke komme udenom, at efter The Last of Us, der gennem hele spiltiden blandede solidt gameplay med fantastisk historiefortælling, så føles det en smule begrænset.

Der er til gengæld gjort en del for at sikre, at alle slags spillere kan være med. Er du typen der elsker en controller og gerne vil trykke så meget som muligt og konstant undersøge hver en afkrog af det ganske lineære spil, så er muligheden der. Vil du hellere nøjes med at trykke en knap eller to på de rigtige tidspunkter, så kan styringen også stilles til det. Der er ligeledes bonusgenstande gemt undervejs i spillet, der blandt andet åbner op for trailere, artwork og behind-the-scenes-featuretter.

En rigtig interessant detalje er dog muligheden for at spille hele spillet med sin mobil eller tablet som eneste (eller nummer to) controller. Ikke alene kan man opleve hele solospillet på denne måde, men man kan også invitere en ven med på oplevelsen ved begyndelsen af et kapitel og spille en slags co-op, hvor den ene spiller tager rollen som Jodie, mens den anden styrer Aiden i de situationer, som kræver hans medvirken. Aiden er ganske vist en ånd, men at sammenligne ham med et poltergeist er nok mere retfærdigt. Han kan nemlig både flytte forhindringer, skubbe til genstande, overtage personer eller dræbe dem, når altså spillet tillader det.

Spiller man med touch som controller er oplevelsen langt mere simpel. I åndeverdenen skal man ikke længere styre frit rundt i førstepersonsperpektiv, nu kan man i stedet kigge rundt og afsøge området for ankerpunkter, og så trykke et tilfældigt sted på skærmen for at bevæge sig mod dette ankerpunkt. Det samme gælder de fleste andre funktioner, der er simplificeret på en måde så en person, der ikke er vant til at spille, ganske hurtigt kan være med i kampen. Til de enkelte dialogvalg (hvis du spiller som Jodie med touch) dukker der virtuelle knapper op, hvis de er nødvendige. Det er smart, når vi nu taler om en spiloplevelse, der mere ligner en film. Alle kan være med i løjerne, også selvom man måske ikke har to controllere derhjemme eller for den sags skyld synderlig stor spilerfaring.

Hvor Heavy Rain mindede langt mere om et spil (og muligvis ikke et særligt godt af slagsen), så er Beyond: Two Souls langt tættere på en film i helhedsindtrykket. Selvom der stadig er borddækning inkluderet denne gang (åh altså, hr. Cage). Til gengæld er de enkelte "ægte" spilscener holdt til bestemte kapitler, så man, når man endelig spiller, også får noget for pengene.

Skuespillet er absolut i top, og Lorne Balfes stemningsfulde orkestermusik (produceret af blockbuster-troldmanden Hans Zimmer) er med til at sætte prikken over i'et. Selvom sidstnævnte aldrig bliver så dominerende, som jeg kunne ønske, er der dog stadig nogle velleverede numre. Med undtagelse af en enkelt skabelonsskåret militærmand, der i bedste Bond-skurkestil leverer en tåkrummende monolog, så er persongalleriet også varieret og fyldt med gode, overraskende og stærke personligheder, man ikke altid ved hvor man har.

Når oplevelsen er til ende (og der gemmer sig fire hovedslutninger), kan man genspille tidligere kapitler (også uden at overskrive ens gemte spil) både solo og i co-op. Man skal dog nyde suset første gang, for ligesom The Walking Dead handler det mere om illusionen af frihed og valg. Der er stadig en historie, der skal fortælles, og du har ikke synderlig stor indflydelse på denne, selvom der er nok af alternative veje mod slutningen. Eksempelvis oplevede jeg under fjerde gennemspilning af et kapitel en vigtig hovedperson dø, ganske enkelt grundet mine svar til en person. Og i et andet kapitel oplevede jeg spillet slutte ganske grumt, da jeg fejlede en tryk-mange-gange-hurtigt-sekvens. Det var overraskende, og kan måske give lidt ekstra incitament til at tage turen igen... og igen.

Tilbage står man med en oplevelse, der er svær at sætte et tal på, og som helt sikkert vil dele vandene. Der er spilelementer, der er middelmådige, men der er også dele, der er til en absolut topkarakter. Enkelte plotelementer er ligeledes en smule svage, men langt de fleste scener er dog ganske stærke og velfortalte.

Vurderet som film, er det som at se en rigtig god tv-serie af den slags, der typisk har det paranormale i fokus. Er det, hvad du vil have, så smid en ekstra karakter i hatten. Som spil er det korte glimt af noget sublimt, indsvøbt i en film. Leder du efter et spil i den mest kendte forstand, kan du let trække en karakter fra slutresultatet. Uanset hvad, er det dog en fængende oplevelse, et forrygende teknisk mesterværk på PlayStation 3, et spil der oser af skyhøje produktionsværdier, og den interaktive film som David Cage altid gerne har villet servere. Et eller andet sted ville jeg dog ønske, at han bare havde udgivet den som animeret serie.

Jeg lyder måske skuffet, men det er jeg ikke. De sidste år har bare spoleret mig med titler som The Walking Dead, Bioshock Infinite og The Last of Us, og der skal mere end en god historie til at sikre den absolutte topkarakter. Du får dog her en langt mere velleveret fortælling end den fra Heavy Rain. Vil du opleve et anderledes spil, der tør tænke ude af boksen til tider, så kan du derfor roligt investere i Beyond: Two Souls. Det er god og effektiv historiefortælling og lidt af en bedrift.