Billy Hatcher and the Giant Egg

De seneste år har ikke været lette for Sega. Firmaet, der tilbage i starten af halvfemserne dominerende platformgenren med Yuji Nakas blå pindsvin, har måttet se sig selv blive overhalet af talentfulde udviklere som Naughty Dog, Insomniac og naturligvis Nintendos Shigeru Miyamoto, der hver især har været med til at opdatere, videreudvikle og innovere platformgenren. Imens har Sega famlet i mørket, grebet efter tynde koncepter og for alt i verden prøvet at holde liv i Sonic - dog uden det store held.

Det er nok derfor, at Yuji Naka og hans Sonic Team har lagt stilen helt om og nu lancerer en ny helt til et nyt publikum. Billy Hatcher, hedder den purunge knægt, der, iført et tilsyneladende legendarisk hønsekostume, skal redde Morning Lands mange haner og høner, mens han ruller rundt med tonstunge æg og løser nogle yderst traditionelle puzzles.

Historien er første stop på en vej med mange skuffelser. I en tid, hvor selv det mindst ambitiøse platformspil har en gennemarbejdet historie, trækker Billy Hatcher på de mest klichéfyldte elementer. Morning Land er blevet overtaget af skumle krager, der har fanget landets ældste høns. Uden dem forbliver verden i mørke, og Billy sendes derfor ud for at redde resten af denne verdens morgener. Igennem baner, der rummer lukkede døre, et utal af fjender og den obligatoriske slutboss, oprulles et traditionelt platformspil, der ganske vist underholder, men virker skåret efter den skabelon, der blev brugt meget flittigt for tre år siden.

Visuelt er Billy Hatcher and the Giant Egg betagende, specielt i designet. Det er ikke svært at se, at hønsedrengen stammer fra det samme hold, der gjorde det blå pindsvin til allemandseje. I hvad der kun kan betegnes som en meget farverig og varieret verden, sættes alt ind på at fylde Morning Land med et pulserende og varmt udtryk - og det lykkes. Desværre har teamet ikke kunne nære sig for at genbruge velkendte verdener og derfor vil spillere, der binder an med Sonic Teams seneste udspil, være hensat til en vaden gennem is-, ild- og skovverdener - et levn fra fortiden ifølge Gamereactor. Det er synd, at Sega, der nærmest selv har skabt disse universer, ikke også er nogle af de første til at begive sig ud i noget mere eksperimenterende. Kameraet kunne også sagtens have fået en overhaling. Der er naturligvis mulighed for selv at manipulere det, men i de mest hektiske øjeblikket er det irriterende at skulle stirre ind i vægge eller gulve, fordi spillet ikke aner, hvordan det bedst kan vise spilleren vejen frem.

Gameplayet er dog, til trods for sin meget lineære struktur, ganske fornøjeligt fra tid til anden. Billys evne til at ruge æg ud og bruge dem som våben virker godt, og selvom hele mekanismen blot skjuler over power-ups, så giver det unægtelig spillet et anderledes og til tider meget besnærende feel. At spillet så også blander den mere traditionelle platforms-genre med elementer fra Amusement Visions Monkey Ball, er absolut ikke et minus, men det er få lyspunkter i et spil, der gentager sig selv ud i det uendelige på mange andre planer. Desuden er spillet, selv for en platformsjomfru, langt fra specielt krævende, hvilket gør, at man hurtigt glider gennem store portioner af spillet.

Billy Hatchers helt store redning ligger overraskende nok i multi-player-delen, der, modsat hvad man skulle tro, er hylende morsom og yderst dragende. Op til fire spillere kan dyste mod hinanden i et væld af forskellige discipliner, hvor det bl.a. gælder om at indsamle flest æg på tid eller angribe hinanden med selvsamme indsamlede æg. Redaktionen har brugt adskillige timer på at lege hønemor, og lang tid efter at single-player-delen holdt op med at fornøje, sad vi stadig sammen om konsollen i den ene hæsblæsende multi-player-dyst efter den anden.

Det er ikke til at forstå, hvorfor Sega på så mange områder stadig sover tornerosesøvn, når det kommer til spiludvikling og vitterligt hænger fast i koncepter og ideer, der var nye for flere år siden. Men får udvikleren ikke snart sparket sit personale op i en højere hastighed, så ender Sonic Team med at udviske sin egen stjernestatus. Billy Hatcher er ikke et middelmådigt spil, det er bare skabt udfra en grundidé, der i dag syntes at være en smule forældet.