Binary Domain

Det er med afsky i blikket at folkemassen kigger ned på manden, der på sine bare knæ trygler og beder om nåde. Jeg kan på den anden side ikke lade være med at føle sympati for ham. For nogle minutter siden levede han et normalt liv. Nu er han hadet af hele menneskeheden, og skal udslettes for sin forbrydelse: at eksistere. Han ønsker ikke at dø, men bliver hurtigt forsikret om, at det kun er mennesker, der kan det. Og han er ikke menneske. Rædslen i hans ansigt, der for ham føles virkelig, er ikke ægte.

Til min store overraskelse bliver jeg til tider grebet af den Blade Runner-inspirerede handling i Binary Domain. Året er 2080, og robotter er en del af hverdagen. De er en effektiv og billig arbejdskraft, der har bidraget til de fattiges marginalisering i samfundet. Men robotter skal kunne skelnes fra mennesker, og derfor er der en fundamental lov, der forbyder selvbevidste maskiner at ligne. Nu står det klart, at nogen har brudt denne lov, og dermed er grænsen mellem menneske og maskine udvisket.

Det er her, Dan Marshall kommer ind i billedet. Hans elitestyrke sendes til et Japan plaget af oversvømmelser og borgerkrig for at finde ud af, hvem der står bag de nye androider, og spillet lever op til sit potentiale ved at byde på spændende drejninger og velscriptede action-sekvenser gennem en otte timer lang kampagne.

Fortællemæssigt lider Binary Domain dog af en mindre identitetskrise. Når figurerne ikke er optaget af at diskutere filosofiske spørgsmål omkring kunstigt liv, kan de lide at joke om sex og vold. Det er der, man bliver mindet om, at man spiller et japansk spil. Samtidigt havde jeg ikke forventet mig andet fra studiet, der gav os Yakuza-spillene.

Yakuza Studios lægger heller ikke skjul på, at man har lånt meget fra andre spil. Styringen og spilmekanikken er kopieret direkte fra Gears of War, og gruppemedlemmer håndteres på samme måde som i mange traditionelle rollespil. Man kan have to af disse med på en mission, og de har alle unikke færdigheder, som man kan opgradere i løbet af spillet.

Relationerne mellem Dan og disse figurer spiller dog også en stor rolle, da deres tillid til ham øges eller mindskes afhængigt af hvordan man opfører sig i samtaler og kampens hede. Desværre er disse rollespilselementer for underudviklede til at have nogen større indflydelse på historien, men de tilfører en del til te ellers ordinært actionspil.

Det er dog stadig action, der står i centrum, og der leverer Binary Domain til fulde. Det er uhørt tilfredsstillende at knuse robotter til skrot med kraftige geværer. Printplader eksploderer, interne kabler rives over, advarselslamper blinker, og metalfalger flyver vildt. Selvom man ikke skyder mod levende ting, føles det brutalt. Ganske vist har robotterne ikke meget personlighed, men et rasende højt tempo og nogle fantastiske bosser, der ville gøre Michael Bay grøns af misundelse, får kampene til at være interessante fra start til slut.

Desværre kan spillet ikke altid håndtere denne action, da billedhastigheden bliver stadigt mere ustabil for hvert nyt kapitel. Binary Domains problem er, at det generelt er upoleret, og fyldt med småfejl der går ud over sammenhængen. UDviklerne har endda prioriteret helt forkert, når det kommer til spillets multiplayer-komponent, der består af de samme generiske spiltyper, vi har set hundrede gange før. Samtidigt mangler den fede kampagne understøttelse af co-op, hvilket er rigtig beklageligt.

Når jeg spiller Binary Domain, ser jeg dets spilmæssige og historiemæssige potentiale, og det kan tænkes at Yakuza Studios var nået helt i mål, hvis de havde haft en ekstra måneds tid til finpudsning. Men sådan fungerer den virkelige verden ikke. Leder du efter en kapabel tredjepersonsskyder med benhård action og rigeligt substans, vil Binari Domains hidsige robotslagtning ikke skuffe dig.