Bionic Commando

At spille Bionic Commando, den originale arkadeversion fra 1987, er en bizar oplevelse. Spillet står som en klassiker men har en kompromisløs sværhedsgrad, ikke mindst på grund af at der mangler en hoppe-knap. Ikke at kunne hoppe i et todimensionelt spil hvor man klatrer op og ned af platforme, samtidig med at man skyder fjender, føles næsten som at svømme med hænderne bundet på ryggen. En brat sværhedsgrad, men et fængende spil for de som orker at tilpasse sig spilmekanikkerne.

Svenske Grins efterfølger til det 22 år gamle er ikke ligeså kompromisløst. Helten Nathan Spencer har sig selv at hoppe siden sidst. Han har også fået dreadlocks og enorme muskler. Desværre er det blevet forbudt med bioniske modifikationer siden sidst, og da vi stifter bekendtskab med vores helt igen, sidder han i fængsel.

Men heldigvis har nogle terrorister bombet en by, som sidenhen er blevet overtaget af de selvsamme folk, og af en eller anden grund er Nathan den eneste der kan rydde op i hele svineriet, hvilket betyder et farvel til fængslet og et goddag til en betonlegeplads og helt ny bionisk arm.

Som du sikkert allerede har regnet ud er det ikke handlingen i Bionic Commando der er det store trækplaster. Svenskerne bag spillet synes at have været så betaget af at lave referencer til originalspillet, at man helt har glemt at historien ikke giver særlig meget mening. Det er terrorister og sure militærchefer som snerrer ordre ind i mit øre, og der er dokumenter som jeg kan hacke mig adgang til og som skulle forklare historien, men jeg orker ikke at sætte mig ind i handlingen. Jeg svinger mig fra område til område og dræber terrorister, deaktiverer minefelter og slås mod bosser uanset hvad, og grunden bliver egentlig aldrig særlig vigtig.

Når Bionic Commando viser sig fra sin bedste side er det et adrenalinspark af de sjældne, Nathan Spancer er nemlig ikke så glad for spadsere som de fleste andre helte, og bruger hellere hans bioniskearm til at gribe fat i skilte, lygtepæle og alt mulig andet, for at svinge sig rundt som en anden Spiderman. Når dette fungerer er det en fryd, men så glipper man et lysskilt, falder ned i vandet og drukner. Det dovne og stive kamera, er nemlig ikke specielt godt tilpasset den sigtning der engang i mellem skal til, for at ramme de punkter fra hvilke man kan svinge sig videre. Fysikken er også en smule finurlig, og der er for nemt at miste fart eller kommer til at svinge sig selv lige op i luften, i stedet for at slippe på det rigtige tidspunkt for at komme frem. Resultatet er at man ofte ligner en fuld gorilla i stedet for en smidig kampmaskine.

Det bliver ikke bedre af at banerne er lavet som linære rejser fra a til b. Bionic Commando indeholder nemlig ikke en storby som skal udforskes, og alt er i stedet opdelt i små områder som er afgrænsede af usynlig mure. Radioaktive områder som dræber dig i løbet af sekunder, sørger for at du hurtigt lærer ikke at afvige fra de planlagte stier.

I kamp kan du gøre brug af forskellige skydevåben, eller ret og slet gribe fjenderne og sparke dem til månen. Du får med tiden adgang til et større repetoire af bevægelser, hvilket blandt andet betyder muligheden for at løfte tunge objekter og sparke dem efter modstanderne. Der er god variation i kampene, og spillet er generøst med at lade dig lege med fysiksystemet.

Man kampene har også et problem fordi alt for mange af dem foregår i trange korridorer og bygninger, hvor friheden til at bruge din bioniske arm bliver begrænset og besværlig. Som actionskydespil er Bionic Commando langt under genrens normer, med uintelligente fjender og et dårlig sigtesystem. Udendørs i de større områder hvor du svinger dig mod fjenden, slynger armen mod og griber ham og efterfølgende placerer begge dine hæle i panden på ham, er det fedt. I smalle korridorer hvor kameraet hektisk prøver at følge med, og du løber rundt som en slags miniversion af Hulken, er det ikke specielt fængende.

Grafisk er Bionic Commando lækkert. Tågefilteret som gemmer det du ikke ser irriterer mine øjne, men ellers ser alt godt ud. Byen er herlig ruineret og ødelagt, og menuerne er en fryd at navigere rundt i. Lyden er uinspireret med kedelig musik og ærgerlige lydeffekter.

Bionic Commando er et forsøg på at lave et kreativt actionspil som desværre fejler på en del kritiske punkter. En kaotisk multiplayer kan heller ikke rede spillet, som ender som et frustrerende eksperiment. Et strammere fokus på banedesign og selve svingfysikken kunne have gjort dette til en storslagen og episk gang underholdning, i stedet for VM i frustration som spillet er i store perioder. Underholdene til tider, men alt for frustrerende.