Det er næsten som en tidsmaskine til svært glemte barndomsminder, da jeg første gang sætter Bjergkøbing Grand Prix i min Nintendo DS. Ikke alene er det er gensyn med Sofus, Ludvig og Theodor. Men det er også med dansk tekst og tale, leveret på sådan en måde, at jeg føler mig som fanget i en Morten Korch-udgave af min barndom.
Bjergkøbing Grand Prix udkom som film helt tilbage i 1975, og dukkerne deltog i det drabelige Grand Prix-løb med deres hjemmebyggede fartdjævel Il Tempo Gigante. Nu er det tid til at tage kampen op på Nintendo DS. Det vil sige, så snart du har fået samlet bilen.
Naturligvis er delene spredt ud over Bjergkøbing-toppen, og det er din opgave i form af Ludvig eller Sofus at samle delene, og blive klar til løbet. Heldigvis er vejen mod målet langt fra kedelig. Her er der masser af finurlige (læs: kopierede) minispil, og der er både cykler der skal samles, blomster der skal vandes, breve der skal sorteres, sommerfugle der skal fanges og en hel del mere. Mange mindre udfordringer og otte minispil skal klares før kampen kan tages op.
Når du endelig kan køre ræs, og kaste med dimser for at sabotere dine modkørende kombatanter, så er det dog lidt af en skuffelse. Ikke fordi racing-delen er decideret dårlig, den er bare en anelse kedelig, hvis man forventer Mario Kart set i fugleperspektiv. Men, og dette er et stort men, faktisk føles det som om spillets mål slet ikke er hovedattraktionen. For de små minispil er rigtigt gode, og det er der flere årsager til. For det første er det kloner af allerede kendte puzzle-spil, og for det andet er der den evige high-score, der lige kan forbedres.
Tag for eksempel Ludvigs køkkenhave: her flytter man små motiver rundt for at danne tre eller flere ens, og det gør man på tid. Hver gang en række samles, vinder man lidt ekstra sekunder, og når tiden er løbet ud, er det slut. Dette er i bund og grund Bejeweled i nyt design, og det virker. Sofus´ æblehøst er det klassiske Firemen hvor spilleren denne gang drøner frem og tilbage på den nederste skærm for at opsamle faldende æbler i stedet for mennesker. Der er små puslespil, klassiske huskespil og reaktionsspil. Altsammen serveret med charme og god styring.
Hvis jeg var pædagog, ville jeg ganske simpelt hive min Eastpak på ryggen og storme afsted for at anbefale dette spil til alle og enhver med børn. Det er lærerigt, sjov og varieret. Selve manualen er 26 sider på dansk med letforståelige forklaringer og oversigter over mini-spillene, introduktion til filmen og fine billeder. Det virker ganske enkelt som om, at der er blevet nusset om hele pakken.
For en ægte gamer ligger charmen i at slå sin high-score. Efterhånden som mini-spillene åbnes, kan man springe direkte ind i disse fra hovedmenuen. Man kan se hvad andre (gemte) spillere har fået i score, og man kan forsøge at stikke sin egen rekord. Perfekt til lige at slå nogle minutter ihjel - eller timer i tilfælde af Ludvigs køkkenhave.
Løbet man kører, er en anelse mere begrænset. Du ræser for at komme først i mål, og kan samle genstande op, der kan bruges mod de modkørende. Det er ganske underholdende, men når banerne og bilerne er åbnet op, er der ikke meget at komme tilbage til. Det gør dog ikke noget, for andre end "sådan nogen som os".
Men det ville ganske simpelt ikke være retfærdigt, at sætte dette spil op til sammenligning med Mario Kart, Micro Machines eller lignende spil.
For mig var Bejeweled-klonen det store plus på en række simple minispil og en nostagisk tidsrejse. Et fint lille spil. Men dette er tydeligvis tænkt til de yngste i familien, og der rammer det ganske enkelt plet. - Og det er det, der sikrer karakteren "rigtigt godt".
Der ligger timers underholdning gemt i det lille charmerende spil. Det er helt igennem på dansk. Grafikken er flot og der er gode variationer i opgaverne. Har du derfor børn i familien, der trænger til et hyggeligt spil, med mange muligheder, eller leder du efter et alternativ til de engelsksprogede Mario og Pokémon-spil til de yngste i familien, så er Bjergkøbing Grand Prix et rigtigt godt spil.

Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10