Black & White 2: Battle of the Gods

Jeg synes ofte, at jeg kan dele spiludvidelser op i to lejre. Enten laver de spillet om på den ene eller anden måde, enten via mange nye tilføjelser eller ændringer i gameplayet, eller også er det blot mere af det samme. Til trods for at Battle of the Gods indeholder et par nye sager, så er der i bund og grund tale om, at fortsætte sit eventyr som guddommelig entitet fra det oprindelige Black & White 2. Men tro ikke, at det afsæt skal sættes i et dårligt lys, slet ikke, da vi her har med en udvidelse at gøre, som giver dig masser af underholdning og udfordringer. Og reelt set, så er der vel ikke noget større egotrip, jeg som spiller kan tage, end at sidde og lege gud og herske over liv og død - det er nu herligt at være almægtig fra tid til anden.

Nu må jeg tilstå, at jeg ikke nåede at spille Black & White 2 helt til den absolutte ende, da andre spil pressede på med anmeldelser i vente, men heldigvis kunne jeg snildt kaste mig ud i udvidelsen trods det faktum. Som tidligere skal du bestemme dig for, om du vil være den gode og barmhjertige gud, som bliver populær blandt dine tilbedere ved hjælp af gode gerninger. Foruden dine små menneskelige tilbedere, så er der også spillets helt store varemærke, nemlig din avatar. Her er tale om et stort kæledyr, som fungerer som en slags medhjælper og højre hånd for spilleren. Avataren kan man faktisk opdrage på, så den lærer, hvad der er godt og hvad der er skidt. Den gode gud vil naturligvis kæle og ae med den som belønning. I den helt anden grøft kan du vælge at være en ondsindet gud, som får tilbedere ved at indgyde frygt i dem og generelt være en dunkel karl. Her opdrages avataren som regel med tørre tæsk og ukvemsord, så den bliver ofte lidt af en rod i sin opførsel.

Af reelle nye ting i denne ombæring, er der naturligvis flere bygninger, gudekræfter og ø-baner - alt sammen herligt, men den mest iøjnefaldende nyskabelse er en ny avatar. Som gammel Turtles-fan fryder det mit hjerte, at udviklerne har givet mig mulighed for at opdrage en skildpadde. Inden jeg så mig om var han vokset stor og var blevet døbt Michelangelo, af sådan en gammel fanboy som mig. Lidt handling skal der naturligvis også til, for at smede hele menageriet sammen, så forbered dig på at slås med de uddøde skabninger, når en ny og gemen gud tager sin entré i den Aztekiske verden. Igen er der valgfrihed for dig, om du vil bekæmpe ondt med ondt, eller lade det gode sejre over det onde. Den valgmulighed har immervæk været en af seriens store forcer. Personligt har jeg uhyre svært ved at være en ond gud, men jeg ved at nogle af mine kolleger på redaktionen bestemt ikke har det sådan. Det var derfor med lysets side i baghånden, at jeg kastede mig i kamp med mørkets kræfter. Og jeg fik i hvert fald hurtigt lyst til at få bugt med ham, da han hele tiden spiller op med hån og kommentarer.

Som gud har jeg været vant til i det oprindelige spil, at der skal løses et væld af opgaver for ens tilbedere. Lige fra bygning af huse til udslettelse af fjender. Hvad udvidelsen spæder til med, er langt flere små mere eller mindre excentriske opgaver. Og så går der for alvor gøgl over guderollen, da de her opgaver er lidt af et slaraffenland. Hvad siger du til at give dig i kast med lidt curling? Eller hvad med at lege skydetelt, hvor luftbøssen er erstattet med lyn, der ville gøre Zeus grøn af misundelse. Det er ganske givet sjov adspredelse og tilføjer lidt spræl, men om det reelt set tilføjer noget mærkbart til gameplayet, det kan diskuteres. Det virker mest af alt som om, at Lionhead-drengene skulle have lidt ekstra features at skrive bag på indpakningen. Men igen, det er ikke noget der trækker ned, slet ikke, det er blot ikke her incitamentet ligger - måske kun i form af de gode sager, jeg fik ud af at udføre dem.

Som omtalt er Battle of the Gods ikke en skelsættende udvidelse, som bringer noget nyt og radikalt til fadet, men flere timer i selskab med det velkendte gameplay, vil jeg nu heller ikke kimse af. De nye øer er i hvert fald store og giver god rum for udforskning af alskens art, og selvskreven et par gode og hæderlige slåskampe. Et solidt gameplay og en aldeles smuk grafisk side, gør det til en fornøjelse, at se mere til ens tilbedere, avatar og de guddommelige udskejelser, jeg nu kan rode mig ud i. Jeg vil derfor kalde udvidelsen tiltalende, men ikke absolut nødvendig, hvis du allerede har det oprindelige spil.