Blackguards 2

Hvo intet vover, intet vinder. Daedalic satsede stort med det største projekt i virksomhedens historie, da Hamborggenserne med Blackguards-serien kastede sig ud i en genre, der adskiller sig fra, hvad de har lavet tidligere. Selvom Blackguards havde mange upolerede kanter og hjørner, så tog de rejsen, og det viste sig at blive en fantastisk tur, hvor udviklerholdet undervejs hele tiden lyttede til kritik og anerkendte, at der var plads til forbedringer, de forhørte sig også i spilbranchen og det viste sig at give pote. Nu kun et år efter det første Blackguards er Daedalic ude med efterfølgeren.
 

Årsagen til at de allerede er ude med et nyt spil i serien er ikke for at skabe en radikal ny guldgrube, for overfladen er forblevet som i Blackguards, og under hjelmen finder vi også den samme motor som tidligere, der igen driver spillet. Men på trods af dette så spiller Blackguards 2 alligevel en del anderledes. Holdet har fundet en del elegante løsninger på problemerne med deres førstefødte, og efterfølgeren føles som en mere poleret oplevelse. Selvom man ikke længere slavisk følger reglerne fra The Dark Eye, er det stadig et klassisk rollespil og endda med en ganske udfordrende sværhedsgrad.

De typiske grundprincipper er nu blevet en smule simplificerede og gør det hele mere overskueligt. Otte egenskaber er tilbage, såsom skader og initiativ, dertil kommer der to for regenerering af astralenergi og den nyindførte udholdenhed og resistens. Det skaber en meget bedre forståelse for, hvad karakteren har af styrker og svagheder.  

Blackguards 2 er altså ikke blevet mindre dybt. Ændringerne i spillet er dog foretaget med tydelig tanke på brugervenligheden og det er mere end velkomment. Det mærkes allerede i begyndelsen af spillet, og de mest irriterende tutorials er eksempelvis udeladt. I stedet fortæller spillet mere eller mindre alt med informationstavler, hvis det er nødvendigt. De forklarer funktionerne grundigt og roder ikke rundt i unødvendige og ubrugelige informationer. Selvfølgelig kan det stadig være udfordrende og overvældende for en begynder der ikke kender meget til genren, men kender man genren, er det yderst overskueligt at finde rundt i mekanikkerne. 

Ud over de kosmetiske ændringer, er der også nogle dybere af slagsen, eksempelvis er kortet nu er langt mere åbent og vi oplever relativt hurtigt større afveksling end tidligere i erobringen af Mengbilla-riget. Man bestemmer nemlig selv hvilke punkter på kortet man vil erobre.

For hvert punkt vi tager på kortet bliver vores soldater forbedrede. Vi ser nu også endnu tydeligere hvilken sværhedsgrad der venter os, på det næste kort.

Det førnævnte udholdenhen fungerer nærmest som den astrale energi og sørger for en bedre balance mellem de kæmpende styrker. Resultatet er at kampene nu føles mere som et moderne taktisk rollespil. Dertil kommer et nyt cover-system hvor vi ikke længere kun kan gemme os bag objekter, men nu også decideret kan gå i dækning. Det gør de i forvejen interessante korte endnu mere spændende at gå på oplevelse i. Nu søger vi ikke kun efter læ, forhøjninger og interaktive objekter, men også en givtig plads at holde skansen på.
 

Et punkt hvor Daedalic denne gang virkelig overbeviser os er handlingen. Blackguards 2 udspiller sig tre år efter begivenhederne i Blackguards og fortæller historien om Cassia fra Tenos, kone af herskeren Marwan al-Ahmad. Han har taget magten i Mengvilla og været snedig nok til at kaste sin kone i labyrinten under rigets arena. Han er snu og en mester i intriger. Hun giver til gengæld ofte løfter, hun sjældent kan overholde og dømmes derfor til døden.

 
Naturligvis bliver fangeskabet kortvarigt, ellers var der ikke meget spil. Bid fra edderkopper i det ubehagelige fangeskab har dog vansiret hendes ansigt, og hun snakker mere og mere med sig selv. Hun er kort sagt blevet lidt småtosset. Hvorvidt dette kommer af et bid eller ensomheden i fangeskab, er endnu et åbent spørgsmål. Uagtet hvad, er hendes sind tydeligvis forgiftet. En bog om, hvordan man er en god hersker, planter idéen i hendes hoved om at ville sejre og genvinde landende fra Marwan. Derfor samler hun alle som er utilfredse med herskeren - naturligvis med tilhørende store løfter. 

Eventyret er yderst dystert og pakket med svære beslutninger, moralske og filosofiske spørgsmål. Vi følger blandt andet hvordan den kloge og hensynsløse Cassia til stadighed bliver mere sindssyg. Vedholdene snakker hun kun om at herske og intet om ønsket om hævn. Hvorfor hun vil være herskerinde, kan hun ikke forklare, og hun bliver ved med at sige "Der er ingen grund. Giver vinden en grund til at blæse, behøver fugle en grund til at flyve?" Disse tanker plager den engang så smukke kvindes hjerne, og gør historien vidunderlig og fantastisk.
 
På det hold hun kæmper med, er der blandt andet gamle helte fra Blackguards, herunder krigeren Takate som anser sig selv som udvalgt af gud, magikeren Zurbaran som blev gjort til slave og den guldgrådige dværg Naurim som er en smule sløv i betrækket. Derudover møde vi også Faramud, lederen fra den Tavse Legion, hans soldater skal hjælpe i kampen mod Marwans tropper og er blevet en meget vigtig del af den nye spilmekanik, hvor vi frit kan erobre kortene og skal forsvare vores base.
 

Mellem kampene kan vi naturligvis udstyre og forbedre vores tropper, tale med helten, afhøre fanger og selvfølgelig forsøge at holde sammen på vores skrøbelige hold. På dette tidspunkt er der rejst mange spørgsmål, som har indflydelse på forløbet og udfaldet af spillet. I bund og grund kan vi ikke rigtig vide præcist hvor spillet tager os hen, og vi bliver ofte nødt til at stole på vores mavefornemmelse.

Man kan naturligvis diskutere hvor nyt Blackguards 2 i virkeligheden er. Grafik og spilmekanikker er ikke væsentligt forandrede, der er dog en ny, storslået historie og alle elementer er virkeligt gennemarbejdede. Blackguards føltes mere begrænset og gammeldags. Det nye eventyr er dog ikke nogen let snack med den enorme dybde og den udfordrende sværhedsgrad - men for et klassisk strategirollespil føles det sjældent som for stor en mundfuld.
 
Blackguards 2 er varieret - både på i forhold til steder og modstandere. Dog er det det spil som Blackguards i bund og grund burde have været. Uden de nyligt tilføjede antagonister ville dette heller ikke have samme følelse af at være tæt på et mesterværk. Deadalic har trukket en hævnlyst ned over en meget kontroversiel person. At Cassia er en kvinde og tydeligvis noget hårdere end mange andre af spillets personer, er endnu et plus for spillet.
Blackguard er på mange måder en ægte overraskelse og en storslået start på det nye år.