Skip to main content
Anmeldelser Blair Witch Vol. 2: The Legend of Coffin Rock

Blair Witch vol. 2: The Legend of Coffin Rock

I Blair Witch trilogien er vi nu nået til 2Æeren - et actionspil - fra Human Head Studios. Men uhyggen mangler ligesom.
Per Jørgensen 14 december 2000

Blair Witch filmen delte folk i 2 lejre: dem, som kunne lide den, og dem, som afskyede den. Nu har man så prøvet at konvertere temaet til spilverdenen. I Blair Witch trilogien er vi nu nået til 2´eren - et actionspil - fra Human Head Studios. Men uhyggen mangler ligesom. Og så er det alt, alt for kort.

Spillet er baseret på grafikmotoren fra Nocturne, hvilket er et problem i sig selv. Men mere om dette senere. Historien lægger faktisk op til en god gyseroplevelse, og jeg glædede mig til, at mine nakkehår skulle få lidt motion, men det faldt gradvist til jorden, jo længere jeg kom ind i spillet.

Det starter så godt
Blair Witch vol. 2 starter med, at en soldat i 1880 vågner op på jorden iklædt en Nordstatsuniform fra Den Amerikanske Borgerkrig. Han har totalt hukommelsestab og kan ikke engang huske sit eget navn. Han bliver fundet af den lille pige Robin Weaver, som tager ham med tilbage til sin bedstemor og giver ham navnet Lazarus, taget fra Biblen - i ved nok, ham som opstod fra de døde. Her bliver han passet og plejet. Da han vågner op igen, er den lille pige forsvundet i den stygge omkringliggende skov. Bedstemoderen beder ham indtrængende om at finde den lille pige, og han indvilliger i dette, da han mener, at hun er den eneste, som kan hjælpe ham med at finde ud af, hvem han selv er.

Det bliver værre
Handlingen foregår parallelt på 2 tidsplaner samtidigt. Det ene øjeblik foregår spillet i ''nutiden'' (1880´erne), det næste øjeblik har Lazarus fået et blackout, og handlingen forlægges til tiden under Den Amerikanske Borgerkrig i 1863, hvor Nordstatsofficeren Lazarus og nogle andre soldater blev sendt ud for at udrydde nogle sydstatssoldater i skovene. Selve styringen af Lazarus er egentlig meget simpel men samtidig meget dårlig. Man ser ham fra 3. persons perspektiv, og handlingen skifter hele tiden imellem mellemsekvenser (som er alt for lange og mange gange ligefrem kedelige), og action, hvor man styrer Lazarus og bl.a. kæmper med pistol, sværd, et kors og andre ting. Dette er et spil, hvor man konstant laver savegames, da man meget let dør.

Nul uhygge
De enkelte personers stemmer er egentlig rimelige, og bidrager til stemningen. Og nogle af lydeffekterne kan også være lidt uhyggelige. Det største problem er selve grafikmotoren. Den er håbløs gammeldags. Spilæsken fortæller, at dette er et spil, som kombinerer eventyr med hurtig action. Men der vil jeg bare sige: spis lige brød til! Action-elementet ødelægges totalt af den elendige styring af Lazarus. Man kan ikke effektivt styre hovedpersonen, når han er i problemer, og har brug for hurtigt at bevæge sig væk fra faren. Og så vidt jeg ved, har man aldrig kunnet skyde en ånd med en almindelig pistol!

Selve AI´ en har også gevaldige problemer. Et sted skal man lave et baghold mod nogle Sydstatssoldater. Fint nok, men ens medsoldater er virkelig dumme. For det første er de elendige til at ramme, og for det andet reagerer de alt andet end logisk. Grafisk set lever spillet ikke op til dagens standard, selv ikke med 3D slået til. Derudover er det alt, alt for kort, og selve slutningen er totalt lam i forhold til, hvad der lægges op til.

Konklusion
Dette discountspil formår ganske enkelt ikke at levere en solid uhyggelig oplevelse. Det er for kort og for fyldt med fejl. Det kan godt være, at det på tegnebrættet så besnærende ud, men resultatet er skuffende.

Yderligere karakterer

Grafik
6 / 10
Lyd
4 / 10
Spilbarhed
4 / 10
Langtidsholdbarhed
4 / 10
4
Mangelfuld ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Historien.
Minusser Grafikmotoren, dårlig AI, alt for kort.
Fuld profil 31 udgivne artikler
4
Mangelfuld Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.