Blazing Angels: Squadrons of WWII

Anden Verdenskrig er bestemt ikke undereksponeret med hensyn til spil. Langt fra endda. Størstedelen af spillene placerer sig i genren First Person Shootere, hvilket nok ikke just kan kaldes originalt. Heldigvis er der en gang i mellem udviklere, der er parat til at skære spillene på en anden måde.

I Blazing Angels sætter man sig i cockpittet på en lækker Spitfire, og herefter går den vilde jagt gennem de højre luftlag efter diverse slyngler. I den foreliggende kode var der to missioner, foruden to træningsmissioner, og allerede i løbet af den første mission måtte jeg erkende at det her ikke bare er et hvilket som helst flyvespil.
Lad os skrue uret tilbage til 1940. London ligger under os og solen kan lige skimtes gennem tykke sorte røgskyer. London er under angreb! Foruden mit fly er der tre andre, såkaldte wingmen. Først bliver jeg pålagt opgaven at forhindre nogle tyske bombefly i at angribe Parlamentet. Det i sig selv er ikke let, idet både bombernes maskinkanoner dundrer mod flyet skrog og tyske flyvere svirrer omkring som myg på EPO.

Styringen er nem, og har man før stiftet bekendtskab med genren på Xbox, burde styringen ikke volde problemer. Den højre analoge stick kontrollerer både rulning og flyets fart, mens den venstre kontrollerer flyets højde og drejninger. Der går altså ikke mange minutter før selveste Immelmann ville være imponeret over de tricks man kan hive ud af ærmet. Selvom ens modstandere er nogle snedige møgdyr, der gør alt for at holde sig væk fra mit sigtekorn, mister man på intet tidspunkt overblikket. Ved et tryk på den venstre aftrækker drejer kameraet sig for at følge ens fjende.

Kvikke er modstanderne, og på intet tidspunkt er man i tvivl om deres hensigter. Hvis de kan forvandle mit fly til en rygende bunke forkullet metal, så er de glade. Her er det heldigt at man til tider har tre wingmen. Deres intelligens er også foruroligende høj, og jeg følte aldrig at jeg måtte afbryde mine egne dueller for at rage kastanjerne ud af ilden for dem.

Selv på nuværende niveau ville Blazing Angels være imponerende, men der er mere. Jeg er ikke voldsomt bekendt med Londons geografi, men alligevel slog det benene væk under mig da flyene begyndte at sværme på skærmen. Bygninger strækker sig så langt øjet rækker, røgsøjler rejser sig ildevarslende mod himlen og Themsen ormer sig glimtende gennem landskabet. Endvidere er det underholdende at se de kendte lokaliteter som Big Ben, London Bridge og Tower danne kulisse for luftkampene. Frameraten kunne godt klare en vitaminindsprøjtning, men det ser ganske enkelt glimrende ud på nuværende tidspunkt.

Hvad mangler der så? Loadingtiderne er lidt for lange, hvilket ikke er optimalt. Frameraten kunne, som sagt, også godt klare et nøk opad, selvom følelsen af fart er forrygende når flyets bug praktisk talt skraber hen over hustagene. Blazing Angels er helt klart et spil vi ser frem til, og lur mig om ikke spillet bliver ret så imponerende.