Blazing Angels Squadrons of WWII

5. juni 1942. Japanerne, Hitlers allierede, har sendt en betydelig del af sin flåde mod den amerikanske ø Midway. Sønnerne i solens rige håber på at udslette den amerikanske flåde og overtage kontrollen over Stillehavsområdet. Søslaget kan fuldstændigt vende krigens gang. Hvis det lykkes japanerne at eliminere den amerikanske tilstedeværelse på øen, vil amerikanernes plageånd måske underkaste sig Hawaii. Der er ikke råd til fejltagelser. Sammen med mine tre kammerater går jeg på vingerne for at eskortere vores 20 bombefly sikkert ud til aggressornes hangarskibe, som huser dusinvis af fjendtlige kampfly.

Solens stråler får skyerne til at se ud som om, de gløder, og himlen er blodrød. Man skulle næsten tro, guderne vidste, at denne aften ville blive skæbnesvanger. Den japanske øverstkommanderende beordrer sine fly i luften for at gøre det af med de amerikanske bombefly. Ingen har sagt, det skulle være nemt, men jeg var ikke forberedt på dette scenarium. Jeg gør alt, hvad der står i min magt, for at ramme de fjendtlige fly, som lejlighedsvis mænger sig med mine pilotkammeraters eskadrille. Dumme er japanerne ikke, og flere gange lykkes det mig at sende en sværm af brandvarmt bly ind gennem skroget på egne bombefly. Sådan er krig nu engang, og til alt held rammer langt de fleste af mine projektiler plet. Det ene krigsfly efter det andet eksploderer og styrter ned i det gabende Stillehav.

Min overordnede giver mig ordre til at fokusere på fjendes flåde. Jeg beder støtteflyene nedskyde eventuelle forfølgende fjender, så jeg kan koncentrere mig om at sænke hangarskibene. Flot ser det ud, da mine bomber sætter de første skibe i brænd. To kulsorte røgsøjler stiger op fra skibene, og sigtbarheden er nu kraftigt forringet. Jeg må holde inde med skydningen, da den tykke røg gør det umuligt at skelne ven fra fjende. Intense minutter senere er missionen fuldført, og jeg kan vende tilbage til en base, som gud ske tak og lov stadig er på amerikanske hænder.

Anden Verdenskrig var ikke kun et europæisk problem, hvilket Ubisoft illustrerer i deres Blazing Angels. Udover japanernes felttog mod USA opererede tyskerne i Nordafrikas ørken, hvor en af spillets mere unikke missioner udspiller sig. Her skulle jeg tage billeder af tyske lejre i den værst tænkelige sandstorm. Jeg var nødt til at lytte efter tyskernes radiokommunikation for at lokalisere lejrene og havde meget svært ved at orientere mig. Igen og igen mistede jeg horisonten af syne og styrtede oftere, end jeg har lyst til at indrømme.

Afrika-missionen er imidlertid undtagelsen til reglen, og langt de fleste missioner går ud på at nedskyde angrebsmål på landjorden eller i luften. Blazing Angels er et arkadespil. Da jeg på den indledende træningsmission lærte styringen at kende, undrede det mig, at jeg ikke kunne finde cockpit-perspektivet. Det var der en god grund til, for et sådant findes ikke i Ubisofts dogfight-spil. Det kan umiddelbart virke underligt, men havde man kunnet skifte til cockpittet, ville det gå i clinch spillets mest iøjefaldende tiltag.

I alle de flyspil, jeg kan komme i tanke om, bliver man præsenteret for en pil, der angiver, hvor fjenden befinder sig, og så kan man ellers flyve rundt i cirkler, til man bliver fuldstændigt rundtosset. Blazing Angels opererer med en "fjendeperspektiv", så du ved at holde venstre trigger inde kan få kameraet til at fokusere på fjenden. Dette sørger for, at du altid kan se, hvor fjenden er, og det fungerer upåklageligt. Det gør det ikke nødvendigvis nemmere at få det fjendtlige fly på kornet, men det eliminerer den frustration, man ofte kan sidder med, hvis den eneste vejviser er en pil, der farer forvildet rundt til højre og venstre. Et andet smart tiltag er, at du kan reparere dit fly i luften. Via knapkombinationer kan du fikse en eventuel brand i haleroret eller en utæt brandstoftank. Det er ikke helt realistisk, men det er jo netop den slags, arkadespil kan tillade sig.

I lighed med Namcos Ace Combat-serie har du som regel tre støttefly ved sin side. De kan beordres til at nedskyde fjender, der har fået dig på kornet, angribe eller forsvare. I denne type spil er det svært at se, hvor stor effekt holdelementet har. Jeg føler mest af alt, at det er med for et syns skyld, og jeg har ikke kunnet mærke den store forskel på, om jeg brugte støtteflyene meget, eller slet ikke.

Der er i alt 32 klassiske fly, som låses op, efterhånden som kampagnedelen skrider frem. De ser forskellige ud, og deres massefylde spiller en rolle for, hvor lette de er at manøvrere i luftrummet. Nogle er udstyret med missiler, andre med torpedoer eller bomber, mens andre igen er skræddersyet til dogfights. Uden for kampagnedelen er der gerne valgfrihed, men af åbenlyse årsager er det missionstypen, der er afgørende for, hvilket fly der er mest velegnet.

Blazing Angels: Squadrons of WWII er et lettilgængeligt arkadespil. Det overrasker ikke, hverken positivt eller negativt. De 18 missioner i kampagnedelen forsøges bundet sammen af fire linjers introtekst til hver mission, men forsøget er ingen større succes. Med mindre man går online, er der heller ikke meget udfordring at finde i spillet, men det har heller aldrig været meningen. Det har været Ubisofts mål at lave et ukompliceret, historisk flyspil med en pæn billedside og en medgørlig styring. Det er lykkedes, men et jævnt ambitionsniveau afføder sjældent storspil, og det her er ikke undtagelsen til reglen.