Blazing Angels: Squadrons of WWII

Er der noget mere heroisk end, at suse gennem luften med vinden i håret og et par højkaliber maskingeværer på hver vinge? Gode gammeldags arkadeflyvespil, som Blazing Angels tilhører, dem ser jeg slet ikke nok af nu om stunder. Lige siden det hæderkronede Wings til Amigaen holdte mig oppe i nattetimerne, så har genren altid haft et sted i mit hjerte. Men når jeg gransker dybere ned, så kan det muligvis være de nostalgiske følelser, der spiller ind, for selvom Blazing Angels følger genrens grundopskrift til punkt og prikke, så var der for ikke synderlig mange glædesudbrud at hente - og det var desværre ikke fordi at iltmasken sad hårdt spændt over min mund.

Som pilot i Blazing Angels selskab fik jeg rig mulighed for at afprøve mine kampevner i snesevis af forskellige luftlag, spændende fra markerne over Storbritannien til at torpedere gennem røgsøjlerne i luftrummet over Pearl Harbor. Der er hverken mangel på fly eller på forskellige miljøer man kan flyve rundt i, men kernen af spillet er selvsagt heftige luftdueller og bombetogter. Den opmærksomme læser vil nok allerede nu indse, at vi har med Anden verdenskrig at gøre, hvor jagerflyene og bombeflyene spillede en uhyre vigtig rolle for krigens udfald.

Hele 42 af tidens fly får du mulighed for, at manøvrere og det spænder vidt i hurtighed og agilitet. Dvs. fra de små hurtige Spitfires og lignende, til de mere tunge drenge med plads til større bomber og deslige. Overordnet set strækker missionerne sig over enten, at angribe givne mål eller forsvare egne linier - og i visse tilfælde en blanding af disse to. Det er krydret med lidt radio-vrøvleri og de sporadiske mellemsekvenser, hvor alt sammen taget fra en velkendt skuffe og det mestendels er lige ud af landevejen (hvis man da kan sige det om et flyspil).

Alfa omega i denne ombæring må helt klart være styringen. Her klarer spillets sig faktisk ganske hæderligt og jeg fik ret hurtig kontrol over mit hårdtprøvede propelfly. Til udviklernes ros skal helt grønne piloter ikke pløjes igennem en omfattende tutorial, da den første mission er en let træningsrunde, som sætter hurtigt dagsordenen for alle de grundlæggende elementer. Ved hjælp af forskellige tastekombinationer kunne jeg hurtigt manøvrere rundt og lave luftige finurligheder såsom tønderul og akrobatiske loops.

Selv ved heftige sammenstød er det også ligetil, at give sine wingmen kommandoer og ligeledes lokalisere fjenderne. Netop fjenderne finder du frem til ved et enkelt tryk som gør, at kameraet automatisk vender blikket mod nærmeste slyngel. I bedste arkadestil ses ens eget fly kun udefra og alt der ligner cockpits og avancerede funktioner er en saga blot. Perspektivet bagfra gør dog også, at jeg aldrig rigtig får det helt rette sug i maven når jeg styrtdykker mod en fjendtlig konvoj af tanks eller når jeg blæser forbi landsbyen kirketårn - en lille grafisk effekt med fartslør ved høje hastigheder hjælper desværre ingenlunde på min farthunger.

Der hersker heller ingen tvivl om, at Blazing Angels ikke er designet direkte til Xbox 360, men er portet over fra en anden platform. Det lider den grafiske side under af og det er ærgerligt, når de få ting som reelt set er i luften, burde være knivskarpe og flotte at se på. Der hvor teknologien dog gør vældig gavn er på multiplayerfronten, hvor Xbox Live muliggør hele 16 dristige piloter, at begive sig ud i hæsblæsende dueller. Det er tydeligt at det ikke er flerspillerdelen som har vægtet tungt hos udviklerne, men det er en mulighed for at opleve mere i samme boldgade når de 18 singleplayermissioner er veloverståede.

Jeg mener ikke at æraen er forbi, hvor udviklere kan lave et meget simpelt og ligetil gameplay, som også kan være enormt underholdende. Ganske vist ser jeg nu om stunder oftere, at de indsætter den ene gimmick efter den anden, eller gameplaymæssige twist, men "back to basics" kan nu engang fungerer glimrende. Det gør det også noget af vejen i Blazing Angels, men spillets mange små problemer gør, at dragende effekt helt udgår. Jeg følte ikke den der klassiske følelse med "bare liiige ét spil mere" efter, at jeg havde slukket konsollen eller ved overmod var styrtet hovedløst ned i en mark.

Ensformigheden i missionerne kom krybende lige så hurtigt som mine shorts kryber op når jeg spiller fodbold - begge dele er egentlig ting jeg helst vil undgå. Når en udvikler tager fat i en så klassisk genre som denne, så er der visse elementer som bare skal sidde lige i øjet, hvor det er at Ubisoft har sløset en anelse og resultatet er en rungende middelmådighed. Med det for øje ville jeg have givet mit højre haleror for lidt mere sug i maven og noget nerve, men desværre må jeg være foruden. Blazing Angels største fortaler er, at det er det eneste spil af sin art som for tiden er at finde i dette spæde år for Xbox 360’eren.