Blazing Angels: Squadrons of WWII

Jeg er ret sikker på at AndenVerdenskrig var en dyr affære. Flyveblade, V2-raketter og meget mere. Briterne måtte betale jeg ved ikke hvor mange tusinde pund for en enkelt Spitfiremaskine. Derfor har man vel fat i den lange ende, hvis man nøjes med en PlayStation 3, et fladskærms TV og en kopi af Blazing Angles: Squadrons of WW2, ikke sandt?

Som det er skik og brug i genren ifører man sig ved spillets start en amerikansk pilots let slidte pilotjakke. En hurtig træningsmission, blandt andet hvor man underholdende nok skal bombardere en kirke med toiletpapir, sætter hurtigt én ind i spillet. Styringen er lige ud af landevejen, med kontrollen fordelt over de to analoge styrepinde. Ubisoft har i anledning af Sixaxis-kontrolleren tilføjet en ekstra måde at styre, nemlig ved at svinge rundt med kontrolleren. Fin idé, men det virker mest af alt som et gimmick, da kontrollen over flyet aldrig bliver lige så nøjagtig eller hurtig, som hvis man benytter styrepindene.

Og det ville jo ikke være et rigtigt krigsspil, hvis man ikke blev smidt ud i en masse mere eller mindre kendte slag. I den henseende skuffer Blazing Angles. Slaget ved Dunkirk figurerer tidligt i spillet, mens et højdepunkt udspiller sig i form af luftkamp over London.

Og her skal Blazing Angles styrke findes, nemlig i stemningen. Et brusende orkestralt lydspor danner kulissen for den ene luftkamp efter den anden, mens pæne landskaber smyger sig under flyets bug. Ret intelligente fjendtlige 'bogies' gør spillet mere til et ordentlig flyvespil, end det skydetelt nogle spil i genren hurtigt udvikler sig til. Desuden er der, hvilket åbenbart er ved at blive et fast element i disse spil, en gruppe af ultrahærdede fjendtlige flyvere, de såkaldte Aces.

Der er dog ikke meget spænding i spillet. Så snart man møder mekanikeren Joe, er det muligt at reparere selv det mest sønderskudte fly på et par sekunder, hvilket fjerner stort set enhver grad af faremoment. Checkpoints er fordelt med strøhånd gennem spillets missioner, hvilket yderligere gør det til en lidt nem affære.

Stemningen holder dog ikke hele vejen. Det er ret irriterende at flyve en del slag over England og stort set kun høre amerikanske stemmer. Især fordi at hovedpersonen, i et forsøg på at give historien dybde, bruger meget tid på at udpensle sine wingmens livshistorie. "Her mødte Joe Laura, og jeg har aldrig set ham gladere. Hun fik glimtet frem i hans øjne og..." Det er et godt forsøg, men jeg spiller for at plaffe fly ned, ikke for at få et nært og indgående forhold til dem, der flyver ved min side.

En anden atmosfæreødelægger er de lejlighedsvise nedsættelser af hastigheden. Det river én ud af stemningen, når et par eksplosioner pludselig får spillet til at hakke og snegle sig af sted. Bortset fra det, så ser grafikken ganske glimrende ud. Ikke forrygende flot, men det ser pænt ud. Modellerne kunne sagtens være flottere, men de fjerner ikke opmærksomheden fra, hvad der sker på skærmen.

Blazing Angels: Squardrons of WWII udkom også til Xbox, Wii og Xbox 360, og der er ikke den helt store forskel at spore. Der er et par nye missioner og en ny multiplayerfunktion, men derudover er der ikke noget, der kan appellere til spillere, der i forvejen har spillet i en eller anden afskygning. Ikke desto mindre er spillet et godt bud, hvis du vil fodre din nyindkøbte PS3 med lidt flyveraction.