Blitzkrieg: Burning Horizon

Et af Frankrigs problemer i 1. Verdenskrig var at officererne var trænet til at gå forrest i kamp. De rettede lidt på hjelmen, strakte sablen mod himlen, råbte "angriiiiib!" - og løb direkte ind i fjendens ild. I 2. Verdenskrig var den slags lederskab definitivt gået af mode, og det er værd at huske på når man spiller Burning Horizon - en selvstændig udvidelse til det fine RTS-spil Blitzkrieg. Selvom spillet er opkaldt efter tysk lyn-krig, belønner det moden eftertanke over alt andet.

Hovedattraktionen er en lang kampagne, hvor man følger den store tyske tank-strateg Rommels karriere fra Benelux over Afrika og tilbage til Europa. "Ørkenrævens" individuelle kampe er forholdsvis ens bygget op. Der er ingen basebygning eller ressourcesamling, opgaven ligger i at vinde med de givne styrker. Og at vinde vil oftest sige at besejre en computermodstander, der ikke er særligt udfarende, men til gengæld forsvarer sig forbilledligt.

Nøglen til sejr er at skaffe sig informationer om fjendens stillinger og på det grundlag lægge en effektiv slagplan. Der kommer sjældent noget godt ud af bare at samle de stærkeste tropper og sende dem hovedkulds i krig. I stedet gælder det om at udnytte kombinationen af langtrækkende kanoner, slagkraftige fly, forsyningsfartøjer og nærkampsduelige soldater og kampvogne. Kan man få alle disse enheders indsats til at gå op i en højere enhed, og forstår man at gå forsigtigt og tålmodigt frem, er man rigtigt godt på vej.

Burning Horizon rummer hundredevis af forskellige våben, alle omhyggeligt beskrevne og afbilledet, både i spillets leksikon og på slagmarken. Men de er mest variationer over hinanden, så selvom udvalget bliver større og større som spillet skrider frem, borger det ikke i sig selv for variation. I det hele taget kunne man godt kritisere Burning Horizon for at mangle noget variation i gameplayet, ikke mindst fordi muligheden for at kaste sig ud i et multiplayer-spil er gået tabt siden det originale Blitzkrieg.

Omvendt er spillet grundlæggende velfungerende. Når man først har sat sig ind i dets lidt kringlede interface, kan man få mange timer til at gå med at lægge slagplaner og føre dem ud i livet - og computerens AI giver særdeles kompetent modstand undervejs. Præsentationen er også nydelig nok: 2D-grafikken virker en smule bedaget med dens isometriske perspektiv, men den er godt udført, med detaljerige animationer og baggrunde. Tilsvarende er lydsiden kompetent dækket ind med et dejligt pompøst soundtrack og fine lydeffekter.

Blitzkrieg: Burning Horizon er altså et solidt strategi-spil. Mest for de sande strategi-nørder, der ikke kræver en superlativ billedside og fuld fart over feltet, men i stedet nyder at høre bagholdsfælder klappe og se knibtangsmanøvrer knibe. Og måske også mest for dem, der ikke har det oprindelige Blitzkrieg i forvejen: Forskellene er absolut til at overskue.