Resident Evil Requiem er et af de mest ventede spil i 2026. Uanset om det skyldes, at der er tale om et nyt kapitel i en stadigt mere populær serie, gensynet med fanfavoritten Leon S. Kennedy som hovedperson, eller bare fordi serien fortsat tiltrækker enorm opmærksomhed. Der er pres på Capcom lige nu, kollektivt, og dertil kommer min egen personlige interesse i at spille det. Af den årsag takkede jeg meget hurtigt ja til en nylig preview-session, hvor jeg i tre timer fik lov til at udforske hemmelighederne i det niende spil i hovedserien af Resident Evil og nedkæmpe utallige zombier - eller rettere, inficerede.
To hovedpersoner, to spillestile
Selvom jeg ikke kan tale direkte om historiens elementer, kan jeg fortælle, at jeg i den del af spillet, jeg fik lov at prøve, spillede sektioner, hvor man styrer Leon, og andre hvor Grace Ashcroft, spillets anden hovedperson, tager over. Som det blev nævnt under den seneste Resident Evil Showcase, er de øjeblikke, hvor Leon er i centrum, fyldt med action. Allerede fra starten skulle jeg besejre en læge bevæbnet med en motorsav, hvilket samtidig gav mig et indblik i spillets mange og meget eksplicitte game over-skærme. Det var en kamp i et forholdsvis trangt område med konstante bølger af inficerede, og selvom det var langt fra at være en direkte stressende oplevelse, var det samtidig meget tilfredsstillende og actionfyldt takket være Leons evner i nærkamp, hans forsvar med sin Knife Hatchet og endda muligheden for at bruge motorsaven, som den førnævnte læge så venligt "lånte" os. Senere fik jeg også mulighed for at prøve en bosskamp, hvor Leon tager sig af en stor inficeret med et kontant skud fra en shotgun.
Pointen er at Capcom har helt og aldeles ret når de beskriver Leon som en slags in-universe action-helt. Hans sektioner er intense og velkonstruerede, men du kan mærke at hans evner gør dig sikker og tryg - på en eller anden måde.
Alt ændrer sig dog, når man spiller som Grace. Hendes manglende erfaring i denne type situationer skinner tydeligt igennem, da vi starter med et våben med kun én patron og konstant må undvige inficerede rundt om hvert eneste hjørne. Selv idet hun finder flere våben og lidt ammunition, bliver det ikke meget lettere, for Grace gør mindre skade med skydevåben og må finde knive med begrænset holdbarhed for at kunne forsvare sig. I mindst 45 minutter af de cirka to timer, jeg spillede som Grace, var jeg stort set løbet tør for ammunition og måtte undvige inficerede, der angreb på de mest uforudsigelige måder. For eksempel brugte en inficeret koblet til et blod-drop sit dropstativ som et bat, en kok angreb med en farlig slagterkniv, der nærmest fungerede som et "instakill", en sanger lammede dig med sine skrig, mens hun drænede dit helbred - for slet ikke at nævne det klassiske "zombiebid".
Senere blev situationen kun værre, men jeg lærte at fremstille genstande ved at kombinere ressourcer, som er gemt i forskellige rum i de diverse baner. Det hjalp mig med at skaffe lidt mere ammunition og health-ting, men det er ikke så enkelt, som det lyder, for for at kunne crafte disse items skal vi bruge blod. Grace har en genstand der kan trække blod ud af odre, som hun kan bruge til at hente forskellige prøver fra besejrede fjender eller fra bestemte steder, som for eksempel en spand fyldt med blod i et rum. På sin vis minder det om scanneren i Resident Evil Revelations, men i stedet for at få en genstand, når man når 100% af scanningen, opsamler man blod, som bruges i større eller mindre mængder, når man kombinerer items. Listen over ting, der kan fremstilles, udvides via et mini-game/puzzle, der kræver bestemte nøglegenstande for at fungere og som belønner os med nyttige ting som en permanent helbredsopgradering til Grace eller mere effektive angreb.
Når vi taler om puzzles, støder vi under Graces eventyr på adskillige døre, der kræver særlige nøgler for at kunne åbnes, samt klassiske logik-opgaver, hvor man skal åbne et hemmeligt rum for at få fat i en genstand eller nøgle. Det er værd at bemærke, at inventory management er ekstremt vigtigt, når det gælder ammunition, våben, nøgler og helbredende genstande, for <strong>vores hovedperson har et meget begrænset inventory (maksimalt 8 genstande, i kontrast til de "uendelige" pladser i Leons attachétaske, som vender tilbage i dette spil), selvom vi, ligesom i Resident Evil 2 Remake, finder forskellige hip pouches, der giver lidt ekstra plads. Lighederne med RE 2 Remake stopper ikke her, for der er visse fjender, som udfylder samme rolle som Mr. X og vil jage os og blokere vores vej på bestemte tidspunkter. Faktisk kan jeg på nuværende tidspunkt sige det uden tøven: Den del, jeg spillede som Grace, giver præcis den samme følelse som det første besøg på Raccoon City Police Department i RE 2 Remake, hvor hver eneste konfrontation føltes som en kamp på liv og død, og man konstant stødte på aflåste døre med en ubehagelig fornemmelse af usikkerhed, mens de sektioner, hvor jeg styrede Leon, mindede mere om de sidste dele af Resident Evil 4 Remake, hvor man kan tage kampen op uden frygt.
RE Engine i topform
Når det kommer til performance, kørte alt perfekt, uanset om man spillede i førsteperson eller foretrak tredjepersons-kameraet over skulderen. Det er værd at nævne, at jeg testede spillet på PS5 Pro-versionen, hvor refleksioner, små detaljer og ansigterne på både levende og "udøde" karaktermodeller var af imponerende høj kvalitet. Det her er det spil, der udnytter RE Engine bedst, når det gælder grafisk kvalitet, hvad enten vi taler omgivelser, lys eller førnævnte modeller. Denne version havde ray tracing, og i de øjeblikke hvor mørket og vores trofaste lommelygte er i fokus, var brugen af teknologien meget tydelig. Jeg spillede hele sessionen med hovedtelefoner og kunne derfor virkelig værdsætte spillets fremragende stemmeskuespil samt de mange nuancer og den sikre brug af lydeffekter og andre audioelementer, som gjorde det let at blive fuldstændig opslugt af oplevelsen.
Som afslutning på disse indtryk vil jeg tilføje, at det, jeg har spillet af Resident Evil Requiem, fremstår som den perfekte balance mellem spænding og action. Spillet genbesøger idéer fra ældre titler, men giver dem et twist, som for eksempel fjender der rejser sig igen efter at være blevet besejret, ligesom "Crimson Heads" fra remaket af det første Resident Evil. Capcom lader til at have gjort sit hjemmearbejde og undersøgt, hvad fans af den 30 år gamle Resident Evil-franchise holder allermest af, og hvis det færdige spil fortsætter i samme spor som det, vi så i vores preview-session, kan det meget vel blive et af de mest elskede Resident Evil-spil blandt spillerne - og ganske muligvis en af de stærkeste kandidater til årets spil.
