Bloodrayne

Lad det være sagt med det samme: Bloodrayne er ikke er for sarte sjæle. Det er et eksplosivt studie i brutalt afrevne lemmer og blodsprøjtende arterier. I et blend der - med et glimt i øjet -slår plat på et væld af temaer, føres vi dybt ind i et forstyrret univers. Olien på knastakslen er den uhyre veldrejede agent Rayne. Værende hybrid mellem vampyr og menneske af fødsel har hun vendt sig fra den mørke side, og dedikeret sine sublime egenskaber til det gode. Hun står nu som den papirstynde skillevæg mellem orden og total kaos. Vi befinder os i tiden, hvor det tredje rige er under oprejsning. Nazisterne er på march, og er i smug ved at avle hemmelige våben - uddøde krigere der vil give dem en altafgørende fordel.

Alle sejl er sat ind - og der stjæles med arme og ben fra en mængde populærfiktion. Matrix, Blade, Indy tilsat en ordentlig gang splatterfilm er bare noget af kildematerialet. Rayne er som et vandrende overflødighedshorn af død. Man kan ikke lade være med at imponeres, over den palet af muligheder man tilbydes. Allerede fra starten er man yderst potent - knive er fastspændt Raynes håndled, og hun forstår at bruge dem. Samtidig springer hun lystigt rundt, og viser en yderst atletisk smidighed i nærkampssituationer. Man kan også vælge, at benytte de stakkels modstandere som byttedyr. Her hopper man simpelthen op på vedkommende, og planter sine tænder i hans halspulsåre. Når man har fået nok føde - så åbnes muligheden for at gå helt amok i blodrus.

Som spillet skrider frem udvikles Raynes egenskaber, for til sidst at byde på et imponerende repertoire. På overlegen vis kan man udløse Slowmotion, se gennem vægge og opgradere sine knive. Derudover kan alle våben samles op og betjenes - alt lige fra automatgeværer til raketstyr. Styringen med de nye egenskaber er konstant intuitiv, og udførelsen af dem er nok spillets største force. Det er en bestialsk fryd, at ondulere fjenderne på alverdens opfindsomme faconer. Der er af udviklerne her lagt et stort arbejde i, at gøre sekvenserne så imponerende som mulige. Skærmen går i slowmotion når noget særligt effektfuldt sker, man kan med kamera følge alle ens affyrede kugler og animationerne af heltinden er yderst detaljerede. Man kan ikke lade være med at blive revet med.

Opfindsomhed og variation er også de umiddelbare nøgleord, når man betragter de forskellige områder man færdes i. Alt fra sumpe til gotiske katedraler lægger grund til dette gruopvækkende skue. Især interiøret i katedralen er et studie værd. Teksturerne er her yderst detaljerede og gennemtænkte. Desværre har omgivelserne alligevel en tendens til at blive lidt ensformige - dette skyldes mest, at man lidt for ofte er i tvivl om, hvor man skal hen. Derfor bliver der en del backtracking. Når man så færdes i snævert tematiske omgivelser, så kan det ikke undgås, at det bliver en kende ensartet.

Grafikken er ellers overordnet lækker at se på. Især er partikel- og lyseffekterne godt udført. Måden hvorpå blodet stokastisk sprøjtes til siderne, er meget overbevisende om end overdrevet. Efter en ordentlig slagtetur, så forvandles omgivelserne til en drivende masse af parteret kød og blod. Man føler sig hensat til et slagteri på ekstremen. Lyseffekterne er ligeledes imponerende. Skud afgiver eksempelvis lys, hvilket påvirker omgivelserne real-time. Det ser virkeligt godt ud når skærmen er et pulserende inferno af lys og energi. Desværre så koster dette også performance. Bloodrayne har det med at halte i hastighed - hvilket nærmest er en dødssynd i et så dedikeret actionspil. En lille kommentar skal også knyttes til lydsiden, der præges af noget dilettantisk ordspil. De one-liners som fyres af, føles simpelthen alt for overfladiske og påtagede. Dette samtidig med at de ofte er ude af trit med hændelserne på skærmen. Positivt er dog det relativt dystre og stemningsfulde baggrundsmusik.

Der er ingen tvivl om, at action er Bloodraynes primære drivkraft. Det er smurt tykt på i en letfordøjelig cocktail - men samtidig er det også titlens svaghed. Selv om det er fornøjeligt at makulere nazister til kødpølse, så gemmer der sig ikke meget mere under den hektiske overflade. Her er absolut ingen grund til at tænde for de øverste celler - hvilket efter en periode giver rum for en vis monotoni. Sjovt for en stund.