Bloodstained: Ritual of the Night

Det er svært at slippe uden om den kæmpe arv som Metroid og Castlevania har efterladt sig i spilverden. Især i disse tider, hvor Metroidvania-genrens konventioner lever i bedste velgående. Både i form af nye store indie-hits - som eksempelvis Hollow Knight og Dead Cells - men også AAA-titlerne låner fra den gamle metroidvania-håndbog, som vi eksempelvis så det i sidste års God Of War, og som vi angiveligt kommer til at se det i Respawns kommende Star Wars Jedi: Fallen Order. Men de to originale spilserier i genren, er stadigvæk elsket af fans verden over, så der er naturligvis skruet godt op for forventningerne, når de gamle serier rører på sig. Desværre går der nok noget tid før vi får det næste Metroid, siden det blev annonceret, at Retro Studios måtte starte forfra på Metroid Prime 4 tidligere i år. Til gengæld kan Castlevania fans glæde sig over, at Bloodstained: Ritual of the Night netop er udkommet til PS4, Xbox og PC - med en Switch udgivelse lige rundt om hjørnet d. 25. Juni.

For selvom der ikke er tale om en direkte efterfølger i Castlevania-serien, så er Bloodstained: Ritual of the Night en spirituel fortsættelse af universet fra Koji Igarashi, der har været en afgørende del af tilblivelsen af flere Castlevania-titler - blandt andet fanfavoritten Castlevania: Symphony of the Night. Bloodstained: Ritual of the Nightspiller da også på mange måder som en klassisk arkade-lignende 2D-actionplatformer, men 2D-universet er blevet pakket ind i vederstyggelige, men samtidige også til tider flotte, sjove og charmerende 3D-animationer. Det holder sig også til den åndelige forgængers gameplay. Du jager dæmoner rundt på et slot, hvis kapacitet du langsomt udfolder, som du udforsker det. Nogle steder kan du ikke komme videre, før du har fået en speciel evne, der vil lade dig komme derhen. Ja, der er ikke rigtig noget nyt under solden der, men hele Bloodstained: Ritual of the Night er fyldt til randen med sjove ting at lege med. Våben, evner, hemmeligheder, monstre og skatte gemmer sig bag hvert et hjørne, når du udforsker de uudforskede dele af dit kort.

Du indtager rollen som Miriam, der kan absorberer magiske krystaller, som dæmoner bærer rundt på - og dermed absorbere deres evner. Miriam bliver kastet ind i en kamp mod Gebel, der har sluppet en helvedes masse dæmoner løs i et stort "dæmon slot". Det er i hvert fald sådan cirka sådan det, der sker i historien, men det er svært at gengive, for den er på ingen måde mindeværdig. Historiefortællingen er et af de steder, hvor Bloodstained: Ritual of the Night fremstår mere gammeldags end retro-cool. Karakterne - der ellers er spillet fint af stemmeskuespillerne - har det med at tale i lange ekspositionstunge sætninger, og det blvier ofte svært ikke at miste koncentrationen, når du skal klikke dig igennem dialogen. Det er en forholdsvist simpel historie gjort langt mere kompliceret, end den bør være. Det er synd, at spillet bruger så lang tid på at få historien med, for den er temmelig uinteressant.

Hvad der er langt mere interessant er selve universet, der rummer alskens forfærdelige herligheder. Eksempelvis en underligt fotorealistisk kattedæmon, der er så vidunderligt grim, at det er svært ikke at trække på smilebåndet, hver gang du nedlægger bæstet. Der er en herlig mangel på stringens i den brede vifte af fjender, du kan møde på din vej. Selvom Bloodstained lever op til sit gotiske bagland, så formår det også at være farverigt, outreret og ikke mindst sjovt.

Også styringen er tro mod sit bagland. Du har eksempelvis en knap til at lave et lille hop baglæns, som er lidt af en Castlevania "signatur". Miriam føles en smule tung, synes jeg, men intet desto mindre sidder styringen mestendels lige i skabet, og efterhånden som du får nogle flere bevægelses evner, føles gameplayet bare mere og mere lækkert. Du har mulighed for at lave nogle combo-moves, som jeg synes bliver lidt for akavede at skulle udføre, men ellers er det et meget gennemført bevægelses- og angrebsmønster, som du får til rådighed.

Dit dæmondræber arsenal er da også omfattende. Når du dræber en dæmon er der en chance for, at den kaster en diamant af sig, som giver dig en ny magisk evne. Der er flere forskellige slags magier, som du kan drage nytte af. Du har en standard, en der er retningsbestemt, en "manipulative", en passiv og en evne til at hidkalde diverse dyr og dæmoner, der hjælper dig ved din side. Du kan i det hele taget sidde i lang tid i menuen, og lave nye kombinationer af evner. Der er også hele tiden nye våben, som du skal prøve af og nyt udstyr, som du skal tage stilling til, hvilket er med til at holde liv i gameplayet, fordi du hele tiden har mulighed for at ændre din tilgang til den konstante kamp. Du kan også ændre på din karakters udseende, du kan plante afgrøder, eller crafte nye våben, udstyr, potions og lignende, så der er masser af tage fat i. Jeg kunne godt have ønsket mig, at de enkelte våben føltes lidt mere unikke. Eksempelvis ser det ud til, at alle de tunge våben har nogenlunde sammen animation, og derfor bliver det mere skadesindikatoren, der viser forskellen på øksen og tohåndssværdet, end at de rent faktisk føles anerledes fra hinanden.

Som det ofte sker i genren, starter du ud med at være lidt af en akavet svækling, så du virkelig kan føle dig magtfuld, når du efterhånden stiger i graderne, men det gør desværre også, at Bloodstained: Ritual of the Night ikke har den stærkeste start. Der går lige nogle timer før du virkelig bliver draget ind i det dragende gameplay. Nogle bossfights synes at tage noget af tempoet ud af oplevelsen, der ellers er ret fint pacet. Forstå mig ret, de skal være et punktum, og de skal være mere udfordrende end "fodfolket". Problemet er bare, at forskellen er så stor, at du skal spille på en helt anden måde, end du vant til fra de andre fjender. Hvor du i andre spil indenfor genren i virkeligheden går og træner op til, at bruge dine evner til perfektion mod en boss, så er det her som om, at du skal finde en helt anden værktøjskasse frem. Bosskampene har heller ikke helt den udvikling, som kan gøre dem helt vildt spektakulære og mindeværdige. Når det så er sagt, så er der også nogle af bosskampene, der er opfindsomme og interessante.

Musikken er ligeså over-the-top, som resten af spillet. Den fræser afsted og stikker i alskens retninger, akkurat ligesom resten af spillet gør det. Det er med til at udpensle det særegne og charmerende univers, som Bloodstained: Ritual of the Night formår at opbygge, selvom det står på ryggen af sine gigantiske spirituelle forgængere.

Bloodstained: Ritual of the Night er ikke ligeså originalt og stilet, som Hollow Knight eller lige så hæsblæsende som Dead Cells. Det er mere nostalgisk og tilbageskuende end nogle af de moderne bud på genren. Til gengæld er det stop fodret med vanvittigt, charmerende og pudseløjerligt indhold - og vi ved allerede, at der kommer mere indhold hen af vejen. Det har robuste rpg-systemer, der holder spilleren på tæerne, og en gennemført og lækker styring. Det spiller som et digitalt kærestebrev til genren og dens konventioner, og det må bare siges at være en fornøjelse at dykke ned i.