Bloody Roar: Primal Fury

Det er ikke ligefrem Beat ‘em ups, man tænker på, når firmaet Hudson Soft nævnes. Udvikleren der i mange år har levet af den direkte fængslende Bomberman serie, har slået sig sammen med Eighting, et firma der virkelig har forstået at udnytte kræfterne i maskinen. Resultatet er et hidsigt spil, der kan mængde sig med perler som Virtua Fighter 4 og Soul Calibur, om end det aldrig bliver en klassiker i samme målestok, og som giver fans af GameCube chancen, for at få noget, der er en del mere hårdkogt end Smash Brothers Melee.

Den seneste udgave af Bloody Roar, har masser af fornyelser med i posen. For det første er spillet overall pænere end f.eks. PlayStation 2 udgaven af treeren. Derud over er det to helt nye karakterer at boltre sig med, mens du også kan finde nye modes i spillet. Disse kommer bl.a. i form af Training, Versus, Time Attack osv. Det hele er pakket godt sammen, til hvad der utvivlsomt er det bedste spil i serien indtil videre. Så står du og mangler et godt spil, så læs videre

Det hele skete i de dage
Plottet er ligeså tyndt som det er banalt. Og var det ikke for min fascination af japanske tegnefilm, de såkaldte anime, så havde jeg nok ikke lagt mærke til selve historien. Men for dem, der måtte være interesserede, handler det om at mennesker og Zoanthropes, der ellers har levet fredeligt sammen i længere, nu er i problemer da flere Zoanthropes kidnappes og bliver brugt i eksperimenter, for at finde ud af, hvad de er gjort af. Og hvad gør man i en sådan situation?. Jo, man laver såmænd en stor konkurrence, hvor kongerigets skarpeste og mest kamp ivrige mennesker mødes til en omgang bøllebank. Resultatet er en turnering, hvor du som spiller skal igennem en del fjender, før du kan stå på toppen af podiet som vinderen.

En meget enkel styring
Nøjagtig som Virtua Fighter 4, så har Bloody Roar: Primal Fury et meget enkelt kamp system. En knap til slag, en til dine skanker, en til at forvandle sig til en givent monster og så en sidestep knap, som de færreste bruger, når man virkelig fløjter rundt i arenaen. Med disse kan du naturligvis lave serier af slag og spark, samt gribe din modstander, og sende ham af helvede til. Efter at have prøvet de forrige Bloody Roar spil, var jeg positivt overrasket over, hvor god styringen var blevet med denne seneste udgivelse. Slag og spark afvikles hurtigere end tidligere, og hvor man nogle gange bare bankede knapperne i bund, for at få noget gang i kampene, så kan det faktisk betales sig at lære de mange moves, hvis man skal gøre sig håb, om at komme forbi bare den femte modstander. Forvandlingen til monster er også væsentlig vigtigere for succes. Hvor man tidligere bare skiftede og trykkede de fleste knapper ned for at se et festfyværkeri af effekter og special moves, så kan den nu bruges taktisk.

Desværre er Bloody Roar ikke helt egnet til GameCube efter min mening. Det kan godt være, at jeg bare har haft min PS2 for længe, men da jeg spiller alle Beat ’em ups, som hvis jeg stod ved arkaden - altså ved at hvile paddet på knæet, og så spille det oppefra, så er GameCube joypaddet ikke det bedste. Knapperne ligger for langt fra hinanden, og den naturlige udvikling, der gør at man til sidst har alle bevægelser på rygraden, blev aldrig virkelighed for mig. Dermed måtte jeg bruge adskillige timer i træningsmode, for at kunne gennemføre spillet på den mest almindelige sværhedsgrad. Dog gav dette mig også en lidt bedre kontrol, men den blev aldrig intuitiv.

Virkelig lækkert
Grafikken i Bloody Roar: Primal Fury er meget lækker. Med det rigtige kabel til din GameCube, står det hele meget klart, og de store arenaer kæmper om din gunst med flotte lyseffekter, sprøde overflader og et lækkert design. Nogle er endda interaktive, i den forstand, at du kan smide dine fjender ind i hæng, vægge osv. Der er også masser af forskellige fightere at vælge i mellem, så uanset om du er til de store og tunge eller de små hurtige, så er der noget at vælge i mellem. Lyden er den samme gang triste japaner rock, som de fleste af os et eller andet sted hader som pesten? - og var det ikke for muligheden for kun at spille det med lydeffekter, så blødte jeg stadig fra ørene.

Bloody Roar: Primal Fury er ikke godt, som Soul Calibur eller Virtua Fighter 4 er godt eller klassisk, men det er et frisk pust af action, som ikke er designet til at være puttenutte, og det er noget GameCueb folket savner. Der er masser af blod, vold og heftige slagserier, og mangler du noget mere hårdkogt at gå til kan denne seneste udgivelse fra Hudson sagtens anbefales.