Boiling Point: Road to Hell

Stakkels Saul Myers. Hans datter er blevet kidnappet i et fiktivt sydamerikansk land, og nu går den vilde skattejagt gennem mørke junglelandskaber og klippefyldte sletter, for at opklare mysteriet. Heldigvis har Saul erfaring som elitesoldat i Fremmedlegionen, så helt hjælpeløs er han ikke.

Boiling Point: Road to Hell, er et førstepersons skydespil, der både byder på rollespils- og eventyr-elementer. Blandt andet er det muligt at konversere med diverse personer i spillet, for at opsnuse information omkring din datters forsvinden. Desuden er der klassiske rollespilstiltag, som muligheden for at stige i niveau, når du bruger våben. Du kan også blive afhængig af stoffer og alkohol, lære at betjene diverse former for transportmidler og blive venner med diverse fraktioner.

Rundt omkring i Boiling Point huserer der fraktioner, som du kan arbejde for. Du kan lave en bunke småjobs for mafiaen, eller hvad med at hjælpe de lokale indianere i stedet? Der er masser af penge at lave, som for det meste skal bruges til at bestikke eller begave diverse hovedpersoner, for at få endnu flere spor omkring din datters bortførelse. Du kan naturligvis også bruge dine velfortjente pesetas på lir’ i form af blandt andet biler, våben, alkohol og stoffer.

Det bærende element er dog helt klart spillets hovedhistorie, der desværre afsløres i lidt for små bidder af gangen. Man tager hurtigt sig selv i at lave en masse missioner for udvalgte fraktioner, så man kan tjene nok penge til at få lidt ekstra information. Desværre er det langt fra ofte, at man kan bruge al informationen til noget. Blandt andet gav jeg den lokale borgmester et stort beløb for at hjælpe mig, og han har endnu ikke præsteret at hoste op med nogen form for behjælpelig information.

Der er rig mulighed for at styre udenom spillets hovedhistorie. Du kan til hver en tid vælge at tage på safari i det 600 kvadratkilometer store areal, eller hvad med at drikke din hjerne ud i tequilas på det lokale værtshus? Hvis du vil, kan du jo også tage lidt stoffer og skaffe penge til dit næste fix. Måske har du egentlig bare lyst til at få fat i den lækre sportsvogn, der er parkeret i den lokale narkobarons hus. Det er naturligvis også muligt at skaffe et certifikat til at flyve helikopter og så ellers tage på sightseeing over det gigantiske land.

Desværre er Boiling Point langt fra uden problemer. Måske er det fordi spillet er så enormt og omfattende, men man undres stadig over, hvorfor halvdelen af spillets dialog går i hak som en gammel vinyl-plade, og hvorfor der er helt basale fejl, som nemt kunne være rettet op, hvis spillet rent faktisk var blevet ordentligt testet igennem. Det er i hvert fald aldeles utilgiveligt, at Atari har valgt at slippe spillet i dets nuværende tilstand med så skidt en lydside.

Selve spillets kampe udspilles i langsomme, kedsommelige skududvekslinger, der ikke kun afhænger af dine færdigheder som habil spiller, men også af diverse rollespils-statistikker, som hvor god du eksempelvis er til at betjene dit våben. Fjenderne er lidt for forudsigelige og præsterer tit at ramme forbi, selvom de står på klods hold. Ikke desto mindre er det alligevel spændende at finde de fede våben, optimere dem, og så ellers bare give dem helvede. De fleste af spillets fraktions-missioner, går ud på at ødelægge diverse mål eller dræbe diverse personer, og er som sådan ikke specielt varierende eller tiltalende. Det er til gengæld spillets hovedplot, der desværre udspilles temmelig langsomt.

På trods af et par halvkedelige missioner, mange småfejl og et decideret langsomt tempo i kampene, er Boiling Point: Road to Hell alligevel værd at i det mindste prøve. Ikke kun fordi spillets udviklere ikke har været bange for at skabe noget nyt og unikt, men også fordi der bare er noget underligt dragende over den mørke jungle og de uanede muligheder. Og lige så snart Atari får lappet spillet sammen med et par patches eller tyve, sidder vi muligvis med et ret solidt jungle-epos. Indtil da må vi dog væbne os med tålmodighed.