Bomberman Land Touch!

Nogle gange kan man virkelig klø sig i hovedet over et spil, der forsøger at indføre en eller flere velkendte personer i en helt anden verden. Det er gentagne gjort med en elskværdig karakter som Mario, der har dystet i alskens sportsgrene og ofte er blevet hevet med hen til de mest mærkelige steder. Det er som regel også fint nok, ikke mindst fordi Mario og hans omgangskreds er velkendt, sjov og spændende. Dette kan vel næppe siges om Bomberman. Selvom hans oprindelige spil har bragt mig mange intense stunder, så synes jeg langt fra det er verdens mest interessante karakter og slet ikke hans nyopfundne "slæng", som virker bare en smule patetiske.

I Bomberman Land Touch! Har man uheldigvis forsøgt at inddrage den virkelig dårlige og uoriginale historie al for meget, hvilket betyder man kan bruger de første 10 minutter af spillet på at læse en fuldstændig ligegyldig dialog, som forsøger at indføre pladderromantik og dårlige jokes. Handlingen går blot i al sin enkelthed ud på, at personen Giant Gold (en fed, gylden udgave af Bomberman) har fået skaffet hele slænget adgang til en ny forlystelsespark på en ø, og her skal du naturligvis udforske hele parken og prøve de mange forlystelser, som ikke overraskende udgør mini-games.

Det lyder en anelse ligegyldigt og det er også det indtryk, jeg hurtigt fik af spillet. De første mini-games var overraskende simple og ikke særlig opfindsomme, og forlystelsesparken var heller intet orgie af fantastiske idéer. Der var flere gange undervejs, hvor jeg var tæt på at lægge spillet fra mig og hurtigt afskrive det som godt under middel, men min pligt holdt mig ved og langsomt begyndte spillet at krybe ind under huden på mig.

Den store drivkræft er måske ikke så meget mini-spillene i sig selv, hvor kun et par stykker er virkelig gode, men derimod muligheden for at indsamle nogle forskellige slags point og udstyr, som gøt det muligt at løse puzzles forskellige steder i parken og derved åbne op for nye områder. Selvom vi ikke taler om de helt store intellektuelle krav, så synes jeg alligevel, at det i sidste ende blev fornøjeligt at rende rundt og åbne op for mere og mere i den relativt lille verden.

Hvis denne trang til lige at putte sidste brik i puslespillet er stærk nok, så vil man uden tvivl spille sig igennem historien, hvilket giver en god 7-10 timers underholdning, men desværre begynder spillet så at falde fra hinanden kort derefter. Nogle af de forskellige mini-games kan naturligvis spilles over WiFi, men eftersom de i historien blev båret af jagten på point, så er de alene på ingen måde interessante og derfor heller ikke noget man gider konkurrere over.

Heldigvis har udvikleren Hudson været fornuftig nok til at inkludere det gode, gamle Bomberman spil, der med masser af baner og opsætningsmuligheder nok skal tilfredsstille mange fans. På trods af en ellers udmærket brug af DS'ens trykfølsomme skærm i historien, så har de dog ikke turde pille ved den gamle succesformular, hvilket betyder du her kun skal bruge direktions-knapperne samt A og B. Derfor går der heller ikke længe, før det føles som et Gameboy Advance spil og det er der naturligvis ikke særlig meget ved.

Det er heller ikke fordi Hudson har fået specielt meget ud af DS'ens formåen hvad angår den tekniske præstation. Historiens isometriske grafik er ellers en stil jeg normalt er ganske vild med, men animationerne kan ofte være en anelse grove og detaljerne få, mens musikken holdes på det jævne old-school niveau.

Alligevel fandt jeg mig selv limet fast til skærmen i de få timer, det nu engang tog mig at komme igennem historien, og på trods af karaktererne fortsat var åndssvage og historien trods dens lave kvalitet var ganske fremtrædende, så fortsatte jeg til den bitre ende. Og selvom de få timer muligvis ikke retfærdiggør prisen for et helt spil, så er der naturligvis stadig masser af old-school Bomberman at gå i kødet på - også selvom den del af spillet blot er et GBA spil i fåreklæder.