Borderlands 2

Erfaringspoint, tabte våben med masser af statistikker og brugen af karakterspecifikke færdigheder var alle elementer i Borderlands. På en eller anden mystisk måde fik spillet det til at virke som en naturlig progression af FPS-genren. Borderlands' elementer fik det med andre ord til at se ud som om genren aldrig havde været anderledes, og det er den samme naturlighed, der i første omgang slår benene væk under mig, da jeg griber tøjlerne i Borderlands 2.

Steve Gibson fra Gearbox Software har kort tid forinden givet os en kort introduktion af, hvad den medbragte demo-version indeholder, og lover at de to baner, Wildlife Preserve og Caustic Caverns, vil give os et godt billede af hvor forskellige områder kan se ud i efterfølgeren. Desværre fortæller han også, at vi ikke vil få mulighed for at prøve alle karaktererne, men at det i stedet kun er Gunzerkeren Salvador og Sirenen Maya der vil være tilgængelige.

Måske har Gearbox forud for dagens event valgt at gøre netop disse to karakterer spilbare, fordi de godt er klar over, at de begge repræsenterer varianter af de to kedeligste klasser fra det første spil. I så fald virker demonstrationen.

Berzerker-erstatningen Salvador passer med sit dobbeltvåben-fokus langt bedre end Bricks raserianfald og efterfølgende forsøg på nærkamp. Maya repræsenterer dog den mest markante forbedring af de to, og hendes Phaselock-muligheder gør hende nærmest uendelig meget sjovere at bruge end den ligegyldige Lilith fra det forrige spil.

Det er dog mine mange minder med soldaten Roland, jeg husker bedst, og det gør i første omgang valget af karakter ganske let for mit vedkommende. Fire forskellige profiler giver mig adgang til forskellige versioner af Salvador, der alle er tunet til level 20 og dermed har 15 evnepoints, som jeg selv kan bestemme hvordan skal placeres.

Hver karakter har ligesom sidst tre forskellige evnetræer, hvori evnepoints kan placeres, men der er denne gang lagt større vægt på, at hvert evnetræ skal repræsentere en individuel spillestil. Selv vælger jeg derfor at fokusere mine points sådan, at mine chancer for at give kritisk skade er store, samtidigt med at jeg hurtigt skifter og lader mine våben.

Havde jeg valgt et af de andre evnetræer, kunne jeg i stedet have fokuseret Salvador omkring hans unikke "Gunzerker"-egenskab. Ligesom sidst er hver figur denne gang udstyret med en standard specialevne, og i Salvadors tilfælde lader den ham tage et våben i hver hånd, uanset størrelse, og gå amok i et par sekunder. Evnen kan allerede fra starten forårsage stor skade, men med et par investerede evnepoints kan effekten tilsættes ekstra skade, vare i længere tid og endda give ham lidt helbred tilbage.

Maya har ikke muligheden for at bruge to våben på samme tid, ej heller muligheden for at blive usynlig ligesom hendes sirene-søster Lillith. I stedet kan Maya bruge sine magiske egenskaber til at "Phaselocke" en fjende, hvilket låser fjenden fast i et par sekunder og gør, at alle kan fokusere deres skade på den. Senere kan Maya vælge enten at dedikere sig til at give skade via sine unikke Phaselock-evner, eller i stedet sørge for hele tiden at helbrede resten af truppen.

Hvis det ikke havde været for de vilde Skaggs, kunne Wildlife Preserve meget vel have været Borderlands-universets svar på et foretrukket feriested i den friske natur. Godt nok har jeg min automatriffel, min strømpistol og mit automatiske haglgevær med kikkertsigte klar til at beskytte mig på alle tidspunkter, men omgivelserne smager alligevel af ferie og liv på en måde, som det tidligere spil aldrig formåede.

Store græssletter folder sig om landskabet og synes kun en sjælden gang at have opgivet kampen mod de klipper som strækker sig mod himlen. Senere i den samme bane bliver det tydeligt, hvordan Hyperion-firmaets tekniske udvikling gradvist forvandler de naturlige omgivelser til elektroniske bastioner, kolde lagerhaller og forskningsområder. Overgangen mellem de forskellige områder virker helt naturlig, og demonstrerer en stærk kontrast i forhold til det, der var et af de største kritikpunkter tidligere: områder der alle lignende hinanden.

Da vi senere udforsker Caustic Caverns, er det fornyede fokus på originale og varierede omgivelser igen tydelig. Mørke huler med lysende gule syre-samlinger åbner sig pludseligt op og forvandler sig til store åbne områder, hvor en lillafarvet belysning giver det hele et sjældent farverigt skær.

Udviklerens fornyede lyst til at gøre Pandora til en verden fuld af variation, strækker sig dog ikke kun til omgivelserne, men i mindst ligeså høj grad også til fjenderne. Glemt er enhver tanke om, at et område primært bevogtes af en type fjende. I stedet åbner specielt Wildlife Preserve hurtigt op til en sand slagmark af mekaniske og organiske fjender, der alle tilmed er langt mere udspekulerede end sidst.

Hyperions medbragte robotter er en alsidig flok kredsløb og metalplader, der altid forsøger at udnytte de roller, som de forskellige typer råder over. Nogle vil således deflektere skud, andre prøver at vælte dig omkuld, mens de mest skydeglade først vil forsøge at dræne dit skjold for herefter at sætte ind med de mest hårdtslående skydevåben. De Hyperion-soldater, der både har til opgave at styre og hjælpe robotterne, er ligeledes en tydeligt klogere skare end de kannibaler, der befolkede store dele af Pandora, sidst jeg besøgte planeten.

Intelligensen er knapt så stor hos Pandoras dyreliv, men størrelsen og antallet er til gengæld vokset betydeligt. Således vil du hurtigt støde på hoppende, flyvende og kamuflerede fjender, der gerne kalder på deres ældre søskende, når der ryger for mange skud deres vej. De såkaldte "Badass"-versioner er betydeligt større end sidst og råder over langt farligere angreb, der tilmed ofte er tilsat en ekstra evne som gift eller ild - alt sammen noget jeg fik at føle, da en enorm "Badass Pyre Threat" besluttede, at jeg var dens mål.

Fjender og omgivelser havde dog ikke betydet det store, hvis der ikke havde været nogle afsindige våben at plaffe dem alle sammen i stykker med, og disse findes heldigvis igen i hobetal. Hvor størstedelen dog adskiller sig i forhold til sidst, er ved at man nu i langt højere grad kan se på dem hvilken producent de er fra. Nogle våben ser ud som om, de er stykket sammen af tilfældigt sammensat jern og heftig brug af gaffatape, mens andre ligner tidlige forsøg på miniguns. Det mest interessante våben i min samling er dog et elektrisk maskingevær, der med sine afrundede former og minimalistiske design får mig til spekulere på, hvorvidt Apple mon er gået ind i våbenindustrien på Pandora.

Umiddelbart kan det virke lidt underligt, hvorfor hele Pandora har valgt mig som mål, men det er kun lige indtil jeg første gang bliver introduceret for Handsome Jack. Hans tilstedeværelse i vores demo strækker sig ikke særlig langt ud over nogle provokerende kommentarer og en drillesyge, der oftest går ud over min livsenergi. Det står dog klart, at han skal have dask, og hvis ikke alene på grund af hans attitude, så da i hvert fald for hans bedrifter i de fem år, der er gået siden det forrige spil. Således har Jack taget alt æren for at have fundet "The Vault", tømt dens rigdomme, gjort sig selv til diktator på Pandora og sørget for jagte de fire helte fra sidst langt bort.

Selv med to store baner at udforske, synes min spilletid med Borderlands 2 alt for kort. Jeg havde gerne set at de to resterende karakter være inkluderet, ikke mindst fordi de allerede er blevet afsløret andetsteds. Axton erstatter Roland som holdets soldat, og satser igen kræfterne på en autokanon, der dog denne gang er langt mere alsidig i dens brug. Zero, en cyborg snigmorder, er måske den mest unikke nye tilføjelse til holdet, og vil med sin "Deception"-evne kunne fokusere sin skade på enkelte fjender eller i stedet agere som fjende-afledning.

Det er tydeligt, at Gearbox igen har fat i den lange ende. Den texanske udvikler har brugt de 2½ års udviklingstid på at finpudse alle de evner, de lærte med det oprindelige spil og dets suveræne udvidelsespakker, givet den underliggende teknologi et los i bagpartiet og lånt endnu mere fra MMO-genren. Resultatet er allerede nu et action-eventyr der kræver mere holdspil, byder på langt højere udfordring og en variation som det forrige eventyr end ikke havde turdet drømme om. Jeg kan næsten ikke vente med at besøge Pandora igen...