Borderlands 2

Der er ét bestemt øjeblik hvor Borderlands 2 virkelig klikker for os.

Vi løber for fuld kraft mod en klippekant, på vej ud af et banditfort vi netop har danset igennem i en ballet af hektiske kampe. En flok af de små Buzzard-kamphelikoptere suser ned fra himlen og hagler skud ned over og omkring os.

Vi aktiverer Decoy, og et hologram af vores snigmorder-figur Zero spurter væk i en anden retning og tiltrækker fjendernes opmærksomhed, mens vi selv er usynlige de næste fem sekunder.

Det er tid nok til at nå hen til og udover kanten, og vi springer ned i dalen under os. Vi vender os i luften netop som usynligheden slipper op, og tømmer vores gevær i ansigtet på piloten i den ene Buzzard, der har fulgt efter os. Helikopteren eksploderer, og slår kolbøtter gennem luften inden den smadrer ned i jorden. Vi lander selv øjeblikket efter, stopper op et kort øjeblik for at plyndre vraget, og tager så benene på nakken igen.

Det er et af den slags øjeblikke, der er fuldstændig u-scriptede (et stadigt mere sjældent syn nu til dags), og fuldstændig overbeviser dig om, at du befinder dig i en futuristisk cyberpunk-ødemark, hvor alt og alle enten er ude på at dræbe dig eller udnytte dig.

Og hvad er årsagen til hele dette spontane spektakel? Jagten på den sidste ingrediens til en 13-årig piges teselskab.

En 13-årig pige, der også er denne verdens førende sprængstofsekspert, og som skal hjælpe os med at sprænge et tog i luften. En 13-årig, der er skingrende sindssyg, og som har charmeret sig direkte ind i vores hjerter fra første møde.

Tiny Tinas quest-linje udgør størstedelen af vores seneste hands-on med Borderlands 2. Vi har allerede samlet hendes date Sir Reginald op fra en overbeskyttende mor (Sir Reginald er et insekt i en flaske, og hans mor er en enorm insektdronning med sværm af farlige børn), snuppet gæsten Princess Fluffybutt (et plysdyr bevogtet af tungt bevæbnede skurke), hentet kager (der overraskende nok kun er kager) og noget indmad fra en Buzzard.

Det sidste punkt på indkøbslisten er en reservedel til festens klimaks. Den skal bruges til en generator. En generator med elektroder. Elektroder der skal spændes fast til æresgæsten Flesh Stick. Stick skal systematisk ristes af Tina indtil han er gennemstegt.

Flesh Stick er navnet på en bandit fra lejren på den anden side af dalen, som Tina har et godt øje til. Det er selvfølgelig os, der skal spankulere ind i denne lejr og lokke Flesh Stick til at jagte os hele vejen ind i Tinas bjerghule. Når han først er inde og festen er i gang, fungerer vi som vagt, og skal stoppe adskillige bølger af Sticks kammerater - der tæller alt fra ondsindede dværge til heavies, der bliver til berserkere når deres (første) hoved skydes af - fra at redde ham.

At hente Stick er en af de mere spøjse eskortmissioner, og faktisk er alle dagens udskejelser en klar indikator af, at Borderlands 2's figurer, omgivelser og fjender (i hvert fald i første gennemspilning) er alsidige nok til at skjule de gentagelser, der i sidste ende opstår i hente- og eskort-quests. Gearbox har tydeligvis tænkt længe over hvordan de gør hvert element i efterfølgeren så interessant som muligt.

Det gælder også opgraderingerne. Den tredelte Skill-liste byder på kødfyldte kampmuligheder, uanset hvilken gren du vælger. Vi får set de såkaldte Game Changers, som studiet kalder dem: To store perks, den ene i midten og den anden for enden af hvert skill-træ. Disse er showstopperne, som Zeros melee-sprint, der automatisk genoplades for hvert drab, så du i praksis kan ninjae dig vej gennem hele horder af fjender. Eller Salvadors "Come at Me, Bro", der får alle fjender i området til at fokusere deres angreb på ham.

Kigger man dem efter i sømmene, er det alle sammen evner der minder om typiske indslag i MMO-spil. Men de præsenteres på så spændende og øjeblikkeligt tilfredsstillende måder, at når man planlægger sin brug af fremtidig XP, er det lidt som at lave ønskeliste til jul.

Gearbox har også inkluderet et seperat Badass-pointsystem i form af tokens, der kan indløses til stat-bonusser som øger din figurs grundlæggende evner. Og det er parret med et nyt profilsystem, der giver dig mulighed for at tage disse boosts med over til din næste figur, og dermed få et forspring.

Det er en imponerende omlægning, og vi glæder os allerede til at fifle med figurerne. Til gengæld er det ikke lykkedes os at få et bedre indtryk af Sanctuary, den store by vi befinder os i ved demoens start. Visuelt lever den bestemt op til rollen som ødemarksby-skråstreg-fort, og der er et tidspunkt hvor solnedgangen maler himlen blodrød, som kombineret med den western-inspirerede musik får os til at stoppe op for bare at nyde synet. Men da vi ikke kan tale med NPC'erne af hensyn til tiden (bortset fra et enkelt møde med Clap Trap), er vores byvandring mest en lunken affære.

Men det er den eneste lille nedtur på en ellers fængslende eftermiddag i hjertet af tundraen. Vi vil meget hellere fortælle om hvordan vi snipede hovedet af en heavy på afstand, og så dens berserkerform gå amok på sine kammerater, så vi blot skulle rydde op i resterne. Hvordan vi stopper op midt i en ildkamp mod en fjende med skjold, da det går op for os at hans skjold er lavet af sammenbundne dværge. Eller hvordan vi falder tilfældigt over en kraftig riffel, der fuldstændig vender en ellers mareridtsagtig kamp og bliver vores foretrukne våben gennem resten af demoen. Eller hvordan vi i sidste øjeblik bliver reddet fra et kæmpe insektmonster af en venlig sniper.

Spektaklet, humoren og personligheden er ganske enkelt elektrisk, og slår gnister ud af skærmen. Det er nøjagtigt hvad det stoiske FPS-etablissement har brug for som udvej fra endnu en bølge af militærskydespil. Vi er solgte. Hvorvidt kærlighedsaffæren med spillets mekanikker og figurer kan vare ved over den forventede spilletid på 50+ timer ved vi ikke, men indtil videre er vi på nippet til at glædes-brække os i forventning.

GRTV: Borderlands 2 forfatter-interview