Borderlands 3

Jeg har en lang historie med Borderlands-spillene. Jeg spillede det første for mange år siden, og blev afsporet af mangel på isenkram til at dræbe de mange Psycho'er, som rendte imod en. Der blev lovet millioner af våben, men det var ikke helt nok, og det endte med at ensformigheden fik krammet på mig, så jeg mistede i sidste ende interessen. Det blev dog senere rettet med de fire sidehistorier, som udkom efterfølgende i form af betalt DLC (sikke en tid, hva'?).

Nogle år efter brugte jeg alt for mange timer med efterfølgeren. Handsome Jack var en fantastisk skurk, og humoren sad lige skabet. Så kom Borderlands: The Pre-Sequel, og folk begyndte at tænke om hvorvidt serien gik for hurtigt frem, og at kernepræmissen ville blive strukket for langt som resultat. Det hjalp heller ikke på det at spillet uden tvivl var udviklet uden Gearbox Software, da alle snakkede med australsk accent, og Handsome Jack pludselig var helten. Så kom Tales from The Borderlands, en af det sidste historier fra Telltale, og her var Handsome Jack også med. Men historien var fed, humoren sad igen i skabet, og Rhys, en seriefavorit, blev spillet med bravur af den altid gode Troy Baker, som bare gav den interaktive historie det ekstra, som gjorde det til en af Telltales bedste historier. Og så blev der stille omkring Borderlands i mange år. En dvale som serier må og skal undergå en gang imellem. Det var indtil i fredags, hvor Borderlands 3 udkom efter fem års ventetid. Spillet er udviklet af Gearbox Software og udgivet af 2K, og kan fås til PC via Epic Epic Store, Xbox One og PlayStation 4. Jeg har spillet det på PC.

Der har været en masse kontroverser op til Borderlands 3's udgivelse. Det virker som om det hele har svømmet en smule, og Gearbox har gjort sig bemærket igennem mange negative historier, hvor Randy Pitchford har stået for en del af dem. Så det var med spænding jeg startede spillet på udgivelsesdagen i fredags. Alt så ud som det plejede, grafikken benyttede stadig "cell shading", og introen foregår igen, som det første spil, i en bus der kører igennem ørkenen på planeten Pandora, med Marcus som chauffør. Så alt er som det plejer, ikke? Ikke helt for historien en fortsættelse af den sidste nye udvidelse som Gearbox udgav til Borderlands 2 (via Handsome Jack Collection), for ikke mange måneder siden. Lillith, som er en af karaktererne fra det første spil, er nu blevet anfører for en flok rebeller, der forsøger at redde verdenen. Man skal finde en Vault, som er en oldtidsportal til en anden verden. Her kan man finde artefakter, som kan give én uanet magt. De onde og irriterende Calypso-tvillinger har dog samlet alle banditter på Pandora, og er på jagt efter selvsamme magt.

Man forlader få timer inde i spillet Pandora for at lede efter disse Vaults. Alle karakterer som man kender fra de tidligere spil vender tilbage, på godt og på ondt. Kan man lide Claptraps lidt småirriterende personlighed, så er der sørme mere af den her. Faktisk har Claptrap fået en ny stemmeskuespiller, og han er, om ikke andet, mere irriterende end sin forgænger. Humoren er baseret på memes, og referencer til bestemte kropsdele, og jeg synes faktisk det er mindre sjovt end i de tidligere spil. Måske er løbet bare kørt, men meget af humoren fremstår forceret, og bevidst grov i filten for at fremprovokere en reaktion. Nogle af de mere afdæmpede karakterer er ikke så slemme, men dem er der desværre ikke så mange af. Der sker dog noget i historien senere som bringer en smule alvor ind i spillet, og herefter er det som om tonen blive en smule mere dyster, og det er faktisk et friskt pust, som gør at historien begynder at blive spændende at følge. Det tager desværre bare næsten 20 timer inden det sker, og turen dertil kan være hård, når Claptrap for 10. gang kommer med en dum bemærkning. Ikke alle karakterer er så irriterende som den lille robot, og det er lidt forskelligt, hvor gode de forskellige er, men de er alle overdrevne og kun få sidder lige i skabet. Her skal også nævnes at Gearbox ikke har fået Troy Baker til at lægge stemme til Rhys, fra Tales from The Borderlands, og det er godt nok synd, for han føles ikke som den karakter jeg husker, og begyndte at holde af dengang.

Overordnet er historien ikke noget at råbe hurra for. Det er ikke stor kunst, men når man er kommet sig over den lumre og barnlige humor, er der en sød og generelt medrivende historie under overfladen. Det er bare synd at det tager så lang tid at når dertil. Det er som om at Gearbox ikke helt har vist hvor det hele skulle bære hen, og det fremstår derfor noget mere tilfældigt end narrativt kalkuleret, at det hele ender bedre end det startede.

Men hvordan føles spillet så? Jo, det føles som Borderlands. Formularen er ikke ændret synderligt fra de tidligere spil. Rend igennem et område, skyd en masse fjender, og bagefter samles alle skydevåben op, som har den rigtige farve. Det er de samme farver der gør folk pjattede i World of Warcraft, og der er millioner af forskellige våben at finde. Alle våben kan få forskellige evner og skadesmodeller, så man finder ikke to våben der er ens, men det er meget forskelligt hvor gode de er, og noget af det sjove er at prøve dem af. Du kan finde sjældne våben der er bedre end de legendariske, bare ved at de sjældne er mere præcist designet til levere stor skade igennem skud i hovedet. Det handler om at finde våben der naturligt benyttes på den måde du i forvejen spiller på. Våbnene føles sjove, og deres lyde og følelsen af dem er forskellige og tilfredsstillende. Når man har nakket en boss, og gulvet er fyldt med farvede våben, får selv den mindst loot-interesserede våde øjne, inklusiv mig selv. Man kan vælge at alt der dropper passer til en, eller at alle i ens gruppe ser det samme loot. Det er ret fedt, for så kan man spille med andre, uden at komme op og slås om den der episke Dahl-gøb, som man har ventet på.

Bosserne er også et kapitel i sig selv. Alle de bosser jeg mødte i spillet var udfordrende og en gåde i sig selv. De havde alle svage sider, og man kunne hurtigt finde en metode hvorpå man kunne undgå deres angreb. Kampene var lange, men slet ikke så slemme som dem man fandt i Borderlands 2 og Pre-Sequel. Det var i hvert fald netop de højdepunkter som bosser absolut skal være. I det hele taget er spillet bare sjovt. Fjenderne er meget mere mobile end de var i de tidligere spil, og man føler hele tiden man er på kanten af fiasko. Når ens helbred når nul, ryger man i det der hedder "Second Wind" og her kan man genopstå ved at dræbe en fjende, og det fungerer stadig glimrende. Som du kan høre her er spillet hæsblæsende, og kræver man ikke mere af sin underholdning, at det hele er sat sammen til at være... du ved, overfladisk underholdende, så finder du alt det og mere her. Men det hele kan godt blive en smule ensformigt, specielt når man skal rende igennem det samme område man har været i før, mest fordi at fjenderne vender tilbage, hver gang man loader spillet. Det kan tage en evighed at komme igennem de samme områder, og spillet smider mange af sine sidemissioner i allerede gennemførte områder. Det er polstring af øverste klasse, og det er et problem der har været igennem alle de officielle iterationer af Borderlands. Det kan være sjovt en enkelt gang, men ikke hele tiden, som man nogle gange oplever. Det kunne have været fedt hvis Gearbox havde rystet posen en smule, og oplevelsen blev en smule anderledes anden gang man løber igennem et område. Måske var dette også blevet løst ved at give spilleren reel frihed i form af en rigtig åben verden, men i stedet består Borderlands 3, ligesom sine forgængere, af nogle brede korridorer, som du kan udforske. Det er præcis som i de ældre spil. Noget af den kedsomlighed kan dog helt naturligt bekæmpes ved at spille sammen med andre. Det er stadig mega sjovt at rende med ens venner, og nakke alle de her banditter. Derudover kan man i offentlige spil undgå bøvl med andre der stjæler ens loot, som jeg har nævnt, men det gør bare spillet sjovere. Gearbox har lånt med arme og ben fra Diablo især, og det er en fed ting.

Spillet har fire klasser, som hver især spiller meget forskelligt. Jeg valgte Beastmaster, da jeg elsker at have et kæledyr at kommandere i kamp. De andre klasser er Siren, Gunner og Operative. Alle klasserne minder om noget man har set før, selvom de på egen hånd er ganske underholdende at have med at gøre. Siren kan danse ind og ud af dimensioner, og fange fjender i sorte huller, og kan teleportere sig rundt. Gunner er specialiseret i tunge våben og kan få en kæmpe robotdragt ind i kampens hede, som han kan udstyre med våben han finder. Hans spillestil er meget offensiv. Til sidst har vi Operative, som er lidt ligesom Assassin i de tidligere spil. Hans evnetræer lægger dog op til meget forskellige spillemåder, men de ligner igen meget tidligere spils karakterer. Måske er det fordi at der er for få aktive evner at lege med, ellers er det bare fordi at man måske kunne have forventet at Gearbox på en måde havde udbygget systemerne yderligere, men det hele fremstår ikke specielt innovativt. Dog, som sagt, føles alle forskellige og sjove at lege med. Beastmaster, som jeg spillede igennem kampagnen med, har i hans evnetræ mange evner, som gør at han og hans dyr deler skade og helbred. Jeg synes det fungerede tilstrækkeligt, men jeg kunne godt have tænkt mig en smule mere nytænkning her.

Borderlands 3 er et smukt spil. Cell Shading har en fantastisk evne til at gøre et spil visuelt udødeligt, og dette vil efter al sandsynlighed også ske her Efter man har været på Pandora, så føles de efterfølgende planeter ret anderledes, men bekendte på samme tid. Våbnenes variation grafisk er også imponerende, og karaktererne er flotte og fjenderne er ligeså sindssyge at se på, som de altid har været. Lyden skal også nævnes her, for lydeffekterne er gode og har man en rigtigt lydsystem, så føles de tunge og buldrende. Her skal musikken så nævnes, for den er formidabel. Jeg har sjældent ville have et soundtrack, som jeg gerne vil have det her. Musikken er elektronisk, men der er så mange variationer, og den passer bare perfekt ind i de miljøer, som man færdes i. Det er en oplevelse, og kan jeg, skal jeg finde det soundtrack.

Så alt i alt er Borderlands 3, en bedre og mere raffineret udgave af Borderlands, hvilket er meget fint. Faktisk vil det for mange være mere end nok, hvilket vel forklarer de forskellige scorer vi ser fra medier (og internt her på Gamereactor). Jeg kom dog, igennem de over 40 timer jeg har brugt, til at savne noget... ja, nyt. Seriens problemer er stadig at finde her, og lige så er styrkerne blevet udbygget, men der er bare ikke noget der får mig helt op at ringe. Så det afhænger i sidste end af hvad du søger. Jeg søgte et fremtidens Borderlands, og fik fortiden+, det er fint med mig, det gør det bare ikke til noget storslået eller mindeværdigt.