Breach

Sidder man en kold vintergrå aften og søger lidt ny underholdning på fladskærmen, så er Atomic Games netop kommet med et frisk bud i form af titlen Breach. Spillet er en førstepersons multiplayer-shooter og ligger sig derfor i slipstrømmen på helt store mastodonter som Call of Duty- og Battlefield-serierne. Breach kan købes online til enten Xbox 360 eller PC, og efter lidt research rundt i salgsmaterialet vil man naturligt sidde tilbage med spørgsmålet, om dette nu er en innovativ drejning på krigsspilgenren eller spild af ens surt optjente spareskillinger?

Historie er der ikke meget af i Breach, og spillet har da heller ingen singleplayer-del. Baggrundsmaterialet fortæller om en mystisk CIA-afdeling ved navn " Special Activities Division", men reelt er der ingen grund til at spilde tid med at sætte sig ind i disse skrifter, da det er helt uden betydning for spilleoplevelsen. Breach er en fuldblods multiplayer-oplevelse, hvor man kastes ud i kampe med og mod andre spillere online.

Der er i alt seks forskellige spilmodes og fem forskellige baner. Spilmulighederne går under navnene Infiltration, Convoy, Retrival, Team Deathmatch, Sole Survivor og Hardcore. De dækker næsten alle over spiltyper, som er set før. Infiltration minder meget om de underholdende multiplayerdele af Battlefieldspillene, hvor man skal holde eller erobre forskellige områder, og herigennem optjene points i kampen mod fjenden. Retrival er et andet ord for Capture the Flag og Sole Survivor samt Hardcore er for de mere hårdkogte spillere, som gerne vil lege med minimal hjælp og flokke af bevæbnede fjender efter sig.

Den eneste af spiltyperne som adskiller sig fra normen er Convoy. Her skal man enten beskytte eller angribe en konvoj af militærkøretøjer. Undervejs vil der være barrikader, som skal bortspringes, og det er ingen dans på roser at få køretøjerne sikkert igennem udfordringerne. På intet tidspunkt var det svært at finde tilgængelige spil, men det skinnede ret klart igennem under mine dage med titlen, at folk primært spiller Infiltration, Convoy og Team Deathmatch. Af disse tre er særligt de to første virkeligt vanedannende, og jeg endte selv med at bruge uforholdsmæssigt meget tid på Infiltration.

Man kan spille fem klasser i Breach, og igen er der ingen store overraskelser her. Rifleman, Gunner, Sniper og Support er tilgængelige fra start, og man kan gennem hårdt slid og mængder af nedlagte fjender låse op for klassen Recon. Ens karriere indenfor de forskellige klasser er baseret på et klassisk XP-system, og hen ad vejen bliver nye våben samt forskellige gadgets og perks tilgængelige. Alle disse ting er på ingen måde ukendt for folk, som har lugtet bare en smule til denne spilgenre før.

Et af de elementer i spillet, hvor den kraftige inspiration af de store titler på markedet virkeligt lykkedes, er styringen. Den sidder lige, hvor den skal, og vil fra første kamp føles intuitiv og velkendt. Muligheden for destruering af miljøerne - såsom huse og barrikader - er også velinspireret af eksempelvis Battlefield: Bad Company 2, hvilket så absolut er et plus for titlen.

Spillet er godkendt grafisk, men halter en smule på lydsiden. Flere af de evigt gentagende replikker lyder, som om de er sagt af en gut i en dykkerklokke. Våben og eksplosioner lyder genkendelige, men udmærker sig igen ved at være lidt tamme. Man får ikke lyst til at skrue urimeligt højt op for spillet bare for at sidde i en dyne af krigslyde, hvilket ellers er sket for denne anmelder flere gange med de store titler indenfor genren.

Der er dog desværre en ordentlig slambert af en slange i paradis. Spillet lider i skæmmende grad af lagproblemer, hvor ens medspillere i bedste Michael Jackson stil moonwalker hen over skærmen. Denne dans gør det umuligt at nedlægge dem, og man bliver hurtigt højrød i hovedet og får lyst til at slukke spilmaskinen og finde en anden hobby. I mine mange timer i selskab med Breach, oplevede jeg dette utallige gange, og eneste løsning var at finde et andet tilgængeligt spil i lobbyen. Lagproblemerne er heldigvis ikke reglen, men dog en grim undtagelse, som lammer enhver spilglæde, når den endelig rammer. Efter den ene af mine oplevelser med lag i Breach, måtte jeg lige smide Call of Duty: Black Ops i maskinen - ud fra denne sammenligning er Breach rent teknisk flere divisioner under.

Udover lagproblemerne så er værtssystemet heller ikke optimalt. Forlader værten spillet, så smides alle ud i spillobbyen igen. Verden går ikke under af dette, men oveni kommer desværre nogle virkeligt lange loadtider, før man er tilbage i action. Sidder man derfor og spiller med tilfældige mennesker, så kan man i værste tilfælde ende med at bruge mere tid med ordet "loading" på skærmen end med flyvende kugler og kollapsende bygninger.

En sammenfattet mening omkring Breach skal selvfølgelig tages i betragtning, at dette er et onlinespil, som kan erhverves for omkring 100 kroner. Sidder man med en eller flere Call of Duty- eller Battlefield-titler i samlingen, så vil jeg spare sedlen.

Har man derimod brug for et hurtigt og nemt tilgængeligt fix af nye små overskuelige baner og timer af online-sjov og frustrationer, så er det frem med tegnedrengen. Spillet har sine markante og meget tydelige minusser, men det kan noget! Enhver spiller med bare en smule kærlighed for genren vil blive suget ind og endda måske kunne se igennem fingre med de tekniske problemer, som jeg oplevede ved afviklingen af spillet på Xbox Live.