Breath of Fire 5: Dragon Quarter er på gaden d. 10. oktober 2003
RPG genren har det svært på PlayStation 2. Hvis man tjekker de større spil sites, vil man finde ud af, at RPGs generelt har svære kår i disse 128-bit tider. En af grundene er som altid, at mange rollespil aldrig når ud over Japans grænser, og når japanerne så strækker sig til at udgive RPGs i USA, men dropper Europa, er det som regel med den samme - og desværre virkelig gode - begrundelse. Det er simpelthen for besværligt at udgive RPGs i Europa. At oversætte talebobler og i tiltagende grad talte dialoger til italiensk, spansk, tysk, fransk m.fl. er ganske enkelt en alt for stor mundfuld. Og som danskere er vi jo flintrende ligeglade. Hvis det bare var det tekniske, der skulle oversættes, så havde vi garanteret set Suikoden III og Xenosaga på vores breddegrader.
Heldigvis har Capcom ikke ladet sig stoppe af dette oversættelseshelvede med deres femte Breath of Fire udgivelse. Spillet tager udgangspunkt i karakteren, Ryu, som sammen med resten af den civiliserede verden er tvunget til et liv under jorden, da en økologisk katastrofe har gjort klodens overflade ubeboelig. Ryu er en ’ranger’, som patruljerer underverdenen og holder den fri for monstre, og traditionen tro gemmer knægten på en hemmelighed.
Det mest interessante ved DQ er implementeringen af et helt nyt kampsystem. Der er stadig tale om turbaserede kampe, men med et væsentlig mere livligt flow, og der er ingen tilfældige kampe. Grandia bragte genren lidt videre med sine mere actionfyldte kampe, men BoF: DQ har samlet depechen op og er løbet adskillige kilometre i en ny retning. De duellerende parter bevæger sig frit rundt på slagmarken, som altid stemmer helt overens med det sted, parterne stødte ind i hinanden. Hvor langt man kan bevæge sine karakterer ad gangen, et angrebs slagkraft, muligheden for at kaste magi mv. styres af karakterernes action points (AP). Man får således ikke i pose og sæk, men må vælge om man vil angribe og bruge AP eller forholde sig i ro og optjene AP. Har man nok APs kan man udføre comboer, så man kan rydde fjender af vejen i et snuptag. DQs gameplay låner lidt hist og her fra strategi RPG genren, som endnu ikke er repræsenteret på PS2.
På trods af alle sine velfungerende, nye tiltag og gode hensigter er det en lidt frustrerende oplevelse at spille Dragon Quarter. Problemet ligger i spillets yderst begrænsede save muligheder. En save token giver mulighed for ét save, men der er så ubegribeligt få af dem, at man kun kan save noget i retning af hver 2./3. time. Healing items og penge forekommer også i meget beskedne mængder, hvilket RPG fans vil finde besynderligt og indskrænkende.
Som kompensation for det beskedne antal save tokens, har Capcom udviklet systemet, SOL (Scenario Overlay). Det er meningen, at man ikke skal gennemføre spillet i første omgang. Er man tæt på at tage i billetten, kan man vælge at give op. Det sender gameren tilbage til sidste save point eller helt tilbage til starten. Man har så stadig nogle af sine items, stats mv., så man ikke har spildt sin tid fuldstændig. Giver man op eller dør og derefter starter forfra, vil man endvidere se nye cutscenes og få uddybet plottet.
Capcom har fulgt strømningerne og skabt Dragon Quarter i cel-shading, og efter denne anmelders opfattelse passer grafikstilen særdeles godt til genren og klæder BoF serien. Det er ikke den mest detaljerede baggrundsgrafik, genren har budt sit publikum på hidtil, men bl.a. karakterernes skiftende ansigtsudtryk gør dem levende og menneskelige.
Dragon Quarter kan måske reformere RPG genren. Historien synes at være nedprioriteret i denne omgang. På den anden side er det nye kampsystem netop det, genren har sukket efter i årevis. DQ kan gennemføres på 12-15 timer, hvis man er tilstrækkelig skarp, men dette opvejes af den høje replay value, da man vil se nye cutscenes og få et bedre kendskab til historien jo flere gange, man starter forfra. Denne nye RPG formel har bestemt sine fordele, men denne anmelder sidder tilbage med en følelse af, at kontinuiteten i historie og gameplay ikke burde være ofret på innovationens alter. Men længes man efter nyskabelser i genren, er Dragon Quarter en særdeles oplagt titel at kaste sig over.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 7 / 10
- Lyd
- 8 / 10
- Spilbarhed
- 8 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 7 / 10