Brothers: A Tale of Two Sons

En fortælling om tab, en fortælling om kærlighed, en fortælling om familie. Starbreeze Studios' Brothers: A Tale of Two Sons er måske det tætteste vi kommer på et spil fra Team Ico siden Shadow of the Colossus, men udover det står det på egne ben og leverer et uforglemmeligt og bevægende eventyr.

Spillet ser ud og føles som et spilbart eventyr af brødrene Grimm, og der er en nordeuropæisk stemning over det. Det føles meget velkendt og hjemligt, selv når der er hårdere elementer til stede. Det er den slags fortælling man væver sammen for at holde børnene fra at gå for langt ind i skoven på egen hånd.

"Oh, brother where art thou?" siger min venstre tommelfinger til den højre, da de to brødre på skærmen løber i hver sin retning. At blive fortrolig med den unikke styring i Brothers: A Tale of Two Sons kommer til at tage et minut eller to, da du kontrollerer de to hovedpersoner med en analogpind hver. Lillebror er højre og storebror er venstre. De korresponderende skuldreknapper bruges til at udføre kontekstsensitive handlinger, som at trække i håndtag, skubbe ting rundt eller holde fast i afsatser.

Resultatet af dette er, at du nærmest samarbejder med dig selv i de 4-5 timer Brothers: A Tale of Two Sons varer. Venstre tommelfinger og højre tommelfinger i perfekt harmoni. Der er ingen irriterende computerstyret partner at babysitte, men mange interessante puslespil og mekanikker, der understøtter en samarbejdsvenlig spillestil. Den ældre bror er stærkere og kan trække tunge håndtag, mens den yngre bror kan bevæge sig steder hen, hvor hans bror ville være for stor. Der er også et skægt indslag hvor den yngre bror er bange for vand, som også er noget, der hænger godt sammen med spillets historie.

Selv om tonen er ret mørk fra spillets begyndelse, når den yngre bror husker tilbage på sin druknende mor og faderens sygdom, er der øjeblikke med barnlig glæde i spillets første akt. Men som historien udfolder sig og rejsen bliver mere farlig, så bliver det gjort klart at spillet handler om familie og det er affinde sig med tab og sorg. Brødrene skal ud på en rejse for at finde kuren til deres fars mystiske sygdom.

Brothers: A Tale of Two Sons er et perfekt eksempel på hvordan man kan holde det narrative element minimalistisk, men stadig formå at skabe en storslået mængde følelse og ægthed. Faktisk fik jeg vand i øjnene under en enkelt scene hen imod spillets slutning. Mellemscenerne er der ikke mange af, og karakterernes sprog er forståeligt men alligevel tæt på volapyk. Der er ingen undertekster eller skrift at finde eller indlæringssekvenser at komme igennem, og ingen af disse er der brug for. Det er et spil der er destilleret ned til det essentielle, og det er måske også derfor, at det har sådan en følelsesmæssig indvirkning. Endnu en grund til denne indvirkning er den vidunderlige musik, der føles ganske organisk og tilføjer til spillets surrealistiske natur.

En af udfordringerne som udviklerne havde med spillet, var at lave hvert puslespil unikt og aldrig gentage indhold. Prisværdigt, men det skaber også nogle problemer, når ikke alle puslespil og mekanikker kan holde samme niveau. En bådsekvens fremstår eksempelvis som kedelig, og selvom den kunstneriske vision for spillet gennemføres fejlfrit, er der problemer på den tekniske side, der spolerer noget af glæden. Karakterer kan nogle gang fremstå som lidt svævende, der er noget mærkelig kollisionsfysik her og der, og spillet tillader faktisk at du dør med en bror og gennemfører med den anden på trods af at du egentlig har fejlet og kun har klaret puslespillet med den ene bror. Det er småfejl i det store billede, men det trækker en smule fra den samlede oplevelse.

Selvom at du scorer et headshot og hugger nogle kroppe i stykker i løbet af rejsen, er Brothers næsten fuldstændig uden direkte vold. Det er forfriskende at du, selvom du vader gennem bogstavelige floder af blod, til forveksling ikke er en seriemorder. Du kunne sammenligne brødrenes rejse med Frodo og Sams, når de rejser ind i Mordor. Selvom at de er tapre, tackler de sjældent truslerne direkte.

En interessant ting var, at jeg spillede igennem hele spillet uden at få en eneste achievement (der er 12, der samlet giver 400 point). Hver og en af disse achievements tildeles for at finde spillets Easter Eggs og for at eksperimentere med spillets mekanikker, (eller det ser det i hvert fald ud til, hvis man kigger på beskrivelserne) og ingen tildeles for simpel progression. Det var en kærkommen tempoændring, selv hvis det ikke forbedrede min gamerscore da jeg skyndte mig mod spillets afslutning for anmeldelsens skyld. Dette kunne også højne genspilningsværdien i hvad der ellers er et meget lineært spil, og hvor der ikke opfordres til endnu en gennemspilning.

Brothers: A Tale of Two Sons er et af de spil, som du skylder dig selv at prøve, bare fordi at det er anderledes. Det er slet ikke perfekt, men den stærke fortælling, smukke æstetik og det overraskende lydunivers gør dette til endnu et stærkt kapitel i Xbox Lives Summer of Arcade.